Hvordan man er ikke-liberal, anti-socialistisk Konservativ.

Roger Scruton: “How to Be a Non-Liberal, Anti-Socialist Conservative”, Oversat af Kåre Grønbæk 30-09-2016.

Roger Scruton

Efterkrigstidens intellektuelle har arvet to store systemer for politisk tænkning, med hvilke de tilfredsstiller deres begær efter doktriner: Liberalismen og Socialismen. Det er et vidnesbyrd om den vedholdende todeling af tankesættet, at “Verdenskonflikten”, som varede i halvfjerds år, ofte blev set som modsætningen mellem disse to systemer – selv i Østeuropa. Og fordi de er systemer, antages det ofte, at de er organiske helheder – således at man ikke kan omfavne en del af en af dem uden at omfavne den helt. Men lad det være sagt fra starten, at der ud fra vores nuværende prekære situation intet er mere indlysende om disse systemer end det faktum, at de, i deres forudsætninger, i al substans er ens. Hver af dem foreslår en beskrivelse af vores tilstand og en ideel løsning på den i en form, der er sekulær, abstrakt, universel og egalitær. Hver af dem ser verden i et sekulariseret lys, i vendinger, der reelt svarer til, at ingen varig fælles menneskelig erfaring findes, men kun de kolde skeletagtige paradigmer, som hjemsøger intellektuelles hjerner. Hver af dem er abstrakt, selv når de foregiver at se med menneskets historiske briller. Deres historie, ligesom deres filosofi, er løsrevet fra den konkrete omstændighed af menneskelig mellemkomst og faktisk, i tilfælde af marxismen, går den så langt som til at benægte virkningen af menneskelig mellemkomst, men foretrækker at se verden som et sammenløb af upersonlige kræfter. Ideerne hvorved mennesker lever og finder deres lokale identitet – ideer om troskab, om land eller nation, om religion og pligter – alle disse er for socialisten blot ideologi og for den liberale blot et spørgsmål om “privat” valg, som skal respekteres af staten alene fordi de ikke rigtig betyder noget for staten. Kun nogle få steder i Europa og Amerika kan en person kalde sig konservativ og forvente at blive taget alvorligt. Den første opgave for konservatismen er derfor at skabe et sprog, så “konservativ” ikke længere er et skældsord. Denne opgave er en del af en anden og større opgave, nemlig rensning af sproget for den snigende ”sloganisering”, som har grebet det. Dette er ikke nogen simpel opgave. Faktisk er det i en vis forstand hele det politiskes væsen. Som kommunisterne indså fra starten, så betyder det at styre sproget, at kontrollere tanken – ikke selve tanken, men mulighederne for tanken. Det er dels gennem den vellykkede indsats fra kommunisterne – hjulpet naturligvis af en verdenskrig, som de bidrog til at udløse – at vores forældre tænkte i form af elementære dikotomier. Venstre-højre, kommunistisk-fascistisk, socialistisk-kapitalistisk osv. Sådan var de “vilkår for debatten”, som vi har arvet. I det omfang, at du ikke er “på venstrefløjen”, hævder de, så er du i samme omfang “på højrefløjen”; hvis ikke kommunist, så fascist; hvis ikke socialist, så en fortaler for “kapitalisme” som økonomisk og politisk system.

Hvis der er en grundlæggende dikotomi, som konfronterer os i vor nutid, så er den mellem os -arvinger af, hvad der er tilbage af den vestlige civilisation og vestlig politisk tænkning – og leverandørerne af dikotomier. Der er ikke en opposition, som den mellem venstre og højre, eller mellem kommunisme og fascisme. Der er ganske enkelt en evig alliance – skønt det er en “alliance af de uretfærdige”, som altid er klar til at overtræde de vilkår, der binder dem – mellem dem, der tænker i dikotomier og etiketter. Deres er den nye politiske stil, en ”videnskab”, der i sandhed har erstattet “politik”, som den ellers altid har været kendt. Deres er en verden af “kræfter” og “bevægelser”; verden opfattes af disse infantile hjerner som værende i en konstant tilstand af uro og konflikt, snart i bevægelse til venstre, snart til højre, i overensstemmelse med de halvstuderede forudsigelser af den ene eller anden teoretiker om menneskets sociale skæbne. Mest af alt har den dikotomiserende tænkemåde brug for et system. Det søger for den teoretiske redegørelse for menneskets sociale og politiske tilstand, i form af at udlede en doktrin, som kan besvare alle væsentlige forhold.

Hvert system er også universelt. En international socialisme er det erklærede ideal for de fleste socialister; en international liberalisme er den uudtalte tendens for de liberale. For ingen af systemerne er det tænkeligt, at mennesker lever, ikke med universelle forhåbninger, men med tilknytning til det lokale; ikke gennem en “solidaritet”, som strækker sig over hele kloden fra ende til anden, men ved lokale forpligtelser, som forstås i termer, der adskiller mennesker fra de fleste af deres medmennesker – i begreber som national historie, religion, sprog og de skikke, som giver grundlaget for legitimitet. Endelig – og betydningen af dette bør aldrig undervurderes – er både socialisme og liberalisme, når alt kommer til alt, egalitære. De antager begge, at alle mennesker er lige i enhver henseende, som er relevant for deres politiske position. For den socialistiske er mennesker lige i deres behov og bør derfor være ens i alt, der er dem givet for at tilfredsstille deres behov. For den liberale er de lige i deres rettigheder og bør derfor være ens stillet i alle forhold, som påvirker deres sociale og politiske status.

Jeg må straks sige, at jeg har mere sympati for den liberale end for den socialistiske position. For den er baseret på en filosofi, der ikke kun respekterer virkeligheden i den menneskelige ageren, men også forsøger at forene vores politiske eksistens med de elementære friheder, der konstant er truet af den. Men, hvad end dens værdi som filosofisk system er, så forbliver liberalismen for mig intet andet end et konstant korrektiv af de givne realiteter – ikke realiteterne selv. Det er en skygge, kastet af fornuftens lys, hvis eksistens afhænger af den massive struktur, som hindrer dette lys, menneskets politiske eksistens.

Denne givne politiske eksistens trodser de fire aksiomer i liberalisme og socialisme. Den er ikke verdslig, men åndelig, ikke abstrakt, men konkret, ikke universel, men speciel og ikke egalitær men fyldt med mangfoldighed, ulighed, privilegium og magt. Og sådan bør det også være. Jeg siger, at den er åndelig, for jeg tror, at verden, som mennesket forstår den – Lebenswelt – gives til ham i vendinger, som bærer uudsletteligt aftryk af forpligtelser, der overgår hans forståelse. Han er født ind i en verden, der opfordrer ham til opofrelse, og som lover ham obskure belønninger. Denne verden er konkret – den kan ikke beskrives i det abstrakte uhistoriske sprog, som socialistiske eller liberale teoretikere benytter, uden at fjerne den overflade af betydning, som gør den mulig at opfatte. Den socialistiske og den liberale verden er som døde skeletter, hvorfra den levende hud er blevet skrællet bort. Men den faktiske, levende, sociale verden, er en særligt ting, en vital ting, og den skal, hvis den skal blomstre, distribuere sit liv forskelligt og ulige til dens dele. Den abstrakte lighed for socialistiske og liberale har ingen plads i denne verden, og ville kun kunne realiseres ved en insisteren på en så massiv styring, at den ville ødelægge sig selv.

For at retfærdiggøre og faktisk for at vinde sin krig med virkeligheden har det intellektuelle sind udviklet et tilintetgørende sprog til at beskrive det. Alle politiske realiteter beskrives ahistorisk, som om de kunne etableres overalt, når som helst. Således er det polske fænomen “Solidaritet” på besynderlig vis klemt ind i de abstrakte former dikteret af teorien om “liberalt demokrati.” Det er endda set som en slags socialisme, især af franske intellektuelle, for hvem intet er godt, hvis ikke det kan gives en socialistisk betegnelse. Eksemplet er skræmmende. Hvis vi skal vende tilbage til virkeligheden, må vi søge efter et sprog, der er omhyggeligt over for den menneskelige verden.

Én generalitet er imidlertid nyttig for os, netop fordi der bag den ligger tusind enkeltheder skjult. Jeg sigter til tanken om legitimitet. Til deres store ære har liberale forsøgt at give en alternativ idé om legitimitet – en med hvilken man kan udfordre de historiske rettigheder, som skulle fjernes ved deres systems sejr. Den første og endelige fordømmelse fra kommunismen er, at den har afvist hele ideen om legitimitet med en hul latter. Det er ikke mit ærinde at argumentere med de liberale, hvoraf visse af deres ideer i sidste ende skal indgå i enhver filosofisk teori om legitim regering. Jeg ønsker blot at foreslå et ikke-liberalt alternativ, som vil være fri for teoretisk smitte.

Blandt de mange dikotomier, der har pulveriseret den moderne intelligens, har – jeg antager grundet Weber – de mellem legitimitet og legalitet, mellem “traditionelle” og “juridisk-rationelle” former for autoritet, været de mest skadelige. Kun hvis loven er misforstået som et system af abstraktioner, kan lovligheden betragtes som et alternativ til – snarere end som en særlig realisation af – legitimiteten. Men abstrakt lov er, af denne grund, uden varig kraft.

Legitimitet er ganske enkelt retten til politisk ledelse. Og denne ret omfatter udøvelse af loven. Hvad giver denne ret over et folk? Nogle vil sige deres “valg”. Men denne idé overser det faktum, at vi kun har de groveste instrumenter hvorved ”valg” måles, og disse ”valg” kun vedrører de mest tilfældige ting. Ud over dette, hvad får så folk til at acceptere de “valg”, som er påtvunget dem af deres medmennesker, hvis ikke en forudgående opfattelse af, at de er bundet sammen i en legitim orden?

Opgaven for den konservative er at finde de konkrete baggrunde for politisk eksistens og at arbejde hen imod en genetablering af den legitime regeringsførelse i en verden, som er blevet fejet klinisk ren af intellektuelle abstraktioner. Vores ultimative model for en legitim orden er en, der er givet historisk til mennesker, forenet af deres opfattelse af en fælles skæbne, en fælles kultur og en fælles kilde til de værdier, der styrer deres liv.

Den liberale intelligentsia i Vesten, ligesom den daværende kommunistiske intelligentsia i øst, har vedvarende nægtet at acceptere det givne vedrørende menneskelig eksistens. De har gjort livet, og især det politiske liv, til en slags intellektuelt eksperiment. Når de ser menneskets mangel på lykke, spørger de, hvad der er gået galt? Og de drømmer om en verden, hvor et abstrakt ideal om retfærdighed vil blive gjort til virkelighed. De ser overalt efter den enkelte løsning, som vil løse konflikter og genoprette harmonien overalt, uanset om det er på Nordpolen eller ved Ækvator. Derfor mangler liberalismen totalt evnen til at levere en løsning til dem, som er ramt af totalitær illegitimitet. Den liberale begynder ud fra samme antagelse som den totalitære, nemlig at politik er et middel til målet, og målet er lighed, ikke, sandt nok, en materiel lighed, men en moralsk lighed, en lighed til “rettigheder.” Demokrati er det nødvendige resultat af dette liberale ideal, da demokrati er den endelige realisering af politisk lighed. For den liberale, er den eneste måde at modsætte sig det totalitære en langsom, stabil demokratisering af den sociale orden.

Hvem kan betvivle appellen i denne idé? Dog, den overser et uomgængeligt faktum. Jeg kan ikke se mit eget liv, som den liberale ønsker at se det politiske liv. Jeg kan ikke se mit eget liv som et eksperiment. Ej heller kan jeg betragte mine forpligtelser som skabt udelukkende af mine frie, ansvarlige handlinger. Jeg er født ind i en situation, som jeg ikke selv har skabt, og er fra fødslen bebyrdet med forpligtelser, som ikke er skabt af mig selv. Min grundlæggende gæld til verden er ikke en af retfærdighed, men af pligt, og det er kun, når jeg anerkender dette faktum, at jeg virkelig kan være mig selv. For kun i forhold til min givne situation kan jeg danne disse værdier og sociale opfattelser, der giver mig styrke til efterfølgende at eksperimentere med frihed.

Enhver ægte beskrivelse af vore holdninger til legitimitet må begynde med erkendelsen af, at pligt går forud for retfærdighed, både i vores liv og i vores tænkning, og at indtil vi har knyttet os til et sted og mennesker og er begyndt at tænke på dem som “vore egne”, er krav om retfærdighed og tro på lighed helt uden betydning for os. Men denne tilknytning til sted og mennesker er ikke valgt; den er ikke resultatet af nogle liberale overvejelser om menneskets rettigheder. Den er heller ikke udtænkt i den eksperimentelle ånd, der er så vigtig for det socialistiske program. Den gives os i selve strukturen af vores sociale eksistens. Vi er født ind familiemæssige forpligtelser og ind i oplevelsen af os selv som del af en større helhed. Ikke at anerkende denne erfarings vigtighed er at anerkende den største forudsætning for totalitær tankegang, hvilken er, at den politiske eksistens intet andet er end et langvarigt eksperiment. Der er den bestemte anskuelse, stadig populær blandt venstreorienterede intellektuelle i Vesten, at det sovjetiske system var “socialisme som gik galt.” Denne tanke udtrykker præcis den store politiske fare i vores tid, som er troen på, at politik indebærer et valg af systemer, som et middel til målet, således at ét system kan “gå galt”, mens et andet “går godt”. Sandheden er, at socialismen er forkert, netop fordi den mener, at det kan gå godt – netop fordi den ser politik som et middel til et mål. Politik er et arrangement af social eksistens, hvis grundfjeld er de givne forpligtelser, som vores sociale identiteter dannes fra. Politik er en form for samarbejde, der ikke er et ”middel til et mål”, men et mål i sig selv. Det bygger på legitimitet, og legitimitet ligger i vor forståelse af, at vi er skabt af vores arv.

Derfor, hvis vi skal genopdage rødderne af politisk orden, må vi forsøge at tilslutte os de ufrivillige forpligtelser, som giver os vores politiske identitet, og som godtgør for en polak, at han ikke kan styres fra Moskva, eller for en beboer på Falklandsøerne, at han kan ikke legitimt kan styres fra Buenos Aires.

+++

Det er værd at stoppe op for at nævne en anden og rivaliserende generalisering, som har givet vor tids venstre-liberale intellektuelle en del hjælp i deres forsøg på at udslette fortiden og at finde et grundlag for politisk forpligtelse, der kun ser nutid og fremtid. Dette er tanken om “folk” som kilden til legitim orden. Ideen er som regel kombineret med forestillingen om, at intellektuelle har nogle særlige evner til at høre og også formulere, “folkets stemme.” Dette selvbedrag, som har varet uændret siden Den Franske Revolutions tid, udtrykker den intellektuelles bekymring for at blive genforenet med den sociale orden, hvorfra hans egen tænkning så tragisk har adskilt ham. Han ønsker at restituere sig fra sin “outsider-position.” Imidlertid lykkes det ham beklageligvis ikke at forene sig med samfundet, men kun med en anden intellektuel abstraktion, “folket”, designet efter pletfri teoretiske krav, netop for at sløre den utålelige virkelighed i hverdagen. “Folket” findes ikke. Selv om det fandtes, ville det ikke være myndighed for noget, da det ikke ville have noget konkret grundlag at bygge sin legitimitet på. Ingen kan tale for folket. Ingen kan tale for nogen. Sandheden stræber ikke desto mindre efter at blive udtalt og finder sig udtrykt, nogle gange fra en side, andre gange fra anden side.

I modsætning til “folket” er nationen ikke en abstraktion. Det er en given historisk virkelighed. Den er lavet specifikt og spontant i sprog, skik, religion og kultur. Den indeholder i sig selv en tilkendegivelse af en legitim orden. Det, mener jeg, bør altid huskes, selv af dem – og det omfatter de fleste af os nu – der tøver med at tage den ligefremme nationalisme til sig, som udsprang af Wienerkongressen, og som først pacificerede, men efterfølgende ødelagde vores kontinent.

+++

Men, vil du sikkert sige, er der da ikke en anden kilde til legitimitet – en, som ikke kræver støtte af disse loyale forpligtelser, der synes at forpligte os til så meget på baggrund af så lidt? Er der ikke en legitimitet at finde i demokratiet, som en dag vil erstatte appellen til loyalitet?

Det er et stort spørgsmål. Men to ting skal siges som svar på dette. For det første er “demokrati” et omstridt begreb, og ingen ved helt, hvad det betyder, eller helt hvordan man sikrer det. Skal vi vente, indtil alle de paradokser af sociale valg er blevet løst, inden vi formulerer vore politiske forpligtelser?

For det andet, hvad folk har værdsat ved demokratiet er ikke de periodisk kollektive valg – for hvad er så agtværdigt i det faktum, at det uvidende flertal nu og da vælger at blive styret af et nyt parti, mod mål, som det ikke forstår bedre end det forstod de mål, som det foregående parti styrede mod? Det, som er værdsat, er visse politiske dyder, som vi med rette forbinder med britisk og amerikansk demokrati, men som eksisterede før demokratiet, og som kunne etableres andre steder uden dets bistand. Disse dyder er følgende:

(I) Begrænset magt: Ingen kan udøve ubegrænset magt, når hans projekter står til at blive stoppet ved et valg. (II) Forfatningsbaseret regering: Dog, hvad understøtter forfatningen? (III) Retfærdiggørelse gennem samtykke. (IV) Eksistensen af selvstændige institutioner og den frie organisation, der gør dem mulige. (V) Retsstat: Med andre ord muligheden for juridisk bedømmelse af enhver handling, selv når der er tale om officielle handlinger– og selv når det er handlinger på den suveræne magts vegne. (VI) Legitim opposition: Med andre ord retten til at danne partier, at offentliggøre udtalelser, der er i opposition til regeringen og retten til at kæmpe åbent om magten.

Politiske teoretikere er selvfølgelig bekendte med disse emner, og det er ikke stedet at diskutere dem i detaljer. Men det er værd at opsummerer, hvad de indebærer. Tilsammen betyder disse seks aspekter af regeringen, ikke demokrati, men nærmere forfatningsmæssige begrænsninger. For at sige det mere direkte, så betegner de adskillelsen af ​​staten (som er stedet for legitim myndighed) fra dem, som har magten i kraft af staten. De, der udøver magt, kan bedømmes på grundlag af de selv samme embeder, som de beklæder. Dette er helt sikkert en væsentlig del af sand politisk orden. Det er også en uundværlig del af enhver fuldt udviklet legitimitet. Faktisk kan vi se legitimitet i den moderne stat som bestående af to dele: En rod, som er den loyale tilknytning, som samler mennesker til en enkelt politisk enhed. Og et træ, der vokser fra denne rod, og som er den suveræne stat, organiseret efter de principper, som jeg har fremført. I denne tilstand besiddes magten under betingelser, som begrænser den og på en måde, der gør den ansvarlig over for dem, der mærker konsekvenserne af dens udøvelse. Denne tilstand viser den sande udfoldelse af det “civile samfund” – et offentligt liv, der er åbent, værdigt og gennemsyret af en instinktiv lovlighed. En sådan lovlighed vokser fra og udtrykker den legitimitet, der er forankret i roden. Det er denne øverste, synlige del af det legitime offentlige liv, der er så åbenbart ødelagt af politiske doktriner i vor tid. Men denne ødelæggelse er gjort mulig, ikke så meget ved afskaffelse af demokratiet som ved kvælning af den spontane kilde til legitim holdning, hvorfra den udspringer.

Demokratiet kan naturligvis opretholde de seks politiske dyder, som jeg har nævnt. Men det kan også ødelægge dem. For de er alle afhængige af den ene ting, som demokratiet ikke kan give, og som er antydet i spørgsmålet, som jeg har tilføjet til nummer (ii): autoritet. Hvad binder mennesker til at acceptere og være bundet af resultaterne af et demokratisk valg eller af den eksisterende lovgivning eller af de begrænsninger, som er knyttet til embeder? Hvad er det, kort sagt, som kan øge den “offentlig ånd”, der så umiskendeligt er forsvundet fra institutionerne i regeringerne i store dele af det moderne Europa? Det er ret sikkert respekten – for institutioner, for procedurer, for de beføjelser og privilegier, der faktisk nydes. Denne respekt er afledt af den følelse, at disse beføjelser, privilegier og procedurer afspejler noget, der virkelig er “vores,” noget, der vokser fra de sociale bånd, der definerer vores tilstand. Her ligger autoriteten i det faktiske: At det ses at indeholde i sig selv komponenterne af den ​​loyalitet, som definerer, hvor jeg har hjemme.

+++

Hvad er så sand legalitet? Jeg har allerede antydet en skelnen mellem abstrakt og konkret lovgivning og har indikeret, at kun sidstnævnte virkelig kan fylde det tomrum af legitimitet, som vi i øjeblikket bevidner. Konkret lov er eksemplificeret på bedste vis i den engelske tradition for ”Common Law” – lov formet af dommere, som svar på de konkrete problemer, som forelægges dem, og i hvilke principperne kun fremkommer langsomt og allerede er omfattet af den barske disciplin i det faktiske. Enhver lov, som er resultatet af seriøse juridiske overvejelser, baseret på præcedens og autoritet, bærer mærket af en historisk orden; den forbliver også lydhør over for realiteten i menneskelige konflikter og udgør et ægte forsøg på at løse dem i stedet for at diktere en intellektuelt tilfredsstillende løsning, som kan være uacceptabel for parterne. Denne form for lov indkapsler den sande kilde til juridisk myndighed, som er sagsøgers tro på, at retfærdigheden vil ske fyldest, ikke abstrakt, men i hans særlige tilfælde i lyset af de særlige omstændigheder, som er hans, og som måske endda er hans helt unikke. For at konkret lov skal eksistere i nogen form, skal domstolene være uafhængige. Og når retsvæsenet er uafhængigt, så er det alt, hvad nogen med rimelighed har stræbt efter under parolen “menneskets rettigheder.” For der er sikkerhed for, at retfærdigheden kan ske fyldest, uanset den magt, som søger at stække den.

Der er to store trusler mod den konkrete lov. Den ene er afskaffelsen af domstolenes uafhængighed. Dette blev gennemført af det Kommunistiske Parti for at fremme en “abstrakt” retfærdighed – en “lighed” i belønning – som uundgåeligt vil være i strid med de konkrete omstændigheder i den menneskelige eksistens. Den anden trussel er spredning af statutmæssig lov – lov ved dekret, lovgivning, som gentagne gange laves og omgøres som konsekvens af halvfærdige ideer fra politikere og deres rådgivere. Alt sådan lov er fatal mangelfuld: kommunistpartiet begrundede hele sit krav på legalitet i frembringelsen af sådanne love, samtidig med at den fjernede det eneste instrument – retslig uafhængighed – der kunne gøre dem til ægte love, snarere end militære påbud.

Liberalismen har altid værdsat vigtigheden af legaliteten. Men liberal legalitet er en abstrakt legalitet, som beskæftiger sig med at fremme en rent filosofisk ide om “menneskerettigheder”. Hvilken værdi har menneskerettigheder uden den retslige proces, der vil håndhæve dem? Og desuden, hvilende i sin tro på denne forførende abstraktion, giver man så ikke også sin fjende endnu en bastion mod anerkendelse af hans illegitimitet? Er det ikke muligt for ham at sige, at han respekterer menneskerettighederne – blot andre rettigheder? (Retten til arbejde for eksempel, eller en ret til en andel i produktionsmidlerne). Hvis man ser tilbage til Den Franske Revolution, ser man, hvor let det er for doktrinen om “menneskerettigheder” at blive et instrument for det mest rystende tyranni. Det er tilstrækkeligt at gøre som jakobinerne gjorde – at afskaffe retsvæsenet og erstatte det med “folks domstole”. Så kan hvad som helst gøres mod hvem som helst på vegne af ”menneskerettighederne”.

Som reaktion på liberalismen, er det derfor nødvendigt at arbejde for genoprettelse af de konkrete omstændigheder i retfærdighed. Men den konkrete lov, som jeg har været fortaler for, er meget ulig noget, som en socialistisk eller liberal ville godkende. Den bevarer uligheder, tillægger privilegier, den retfærdiggør magt. Det er imidlertid også dens styrke. For der vil altid være ulighed: Der vil altid være privilegier og magt. De er ikke andet end karakteristika ved enhver aktuel politisk orden. Da der findes uligheder, privilegier og beføjelser, er det rigtigt, at de skal sameksistere med den lov, der måtte retfærdiggøre dem. Ellers forsvinder de uberettiget og også ukontrolleret.

 

Link til originaltekst: http://www.theimaginativeconservative.org/2012/12/how-to-be-non-liberal-anti-socialist.html

Skriv et svar