1      Er konservatismen en ideologi?

Efter udgivelsen af ”Konservative 2.0” rejste der sig en debat om, hvorvidt bogens påstand om, at Konservatisme 2.0 er ikke-ideologisk holder vand. De fremførte argumenter for at konservative 2.0 skulle være en ideologi deler sig i to grupper: 1) som vedrører forståelsen af begrebet ideologi og 2) som vedrører begrebet normativ og det normatives rod i apriori.

Det er ingen let diskussion, for den lapper ind over den tilsyneladende uendelige diskussion om moral og moralens eventuelle universelle karakter.

Det er klart, at diskussionen bliver meget tung, hvis parterne har forskellig opfattelse af, hvad begrebet ideologi indebærer. I visse kredse synes man at have en ideologi, ligeså snart man har en holdning til samfundets indretning. Begrundelsen er, at ligeså snart man har en holdning til samfundets indretning, så har man også et menneskesyn, en erkendelsesteori og en ontologi[1]. Dette kan jeg følge for så vidt, at nævnte holdninger, menneskesyn, erkendelsesteori og ontologi er baserede på ikke-evidensbårne ideer. Dog ligger der implicit i argumentet, at man kun kan basere et samfundssyn på ikke-evidensbårne ideer – hvilket jeg er uenig i. Nedenfor vil jeg derfor redegøre for begrebet ideologi, således at dette begreb står klart – i det mindste klart hvorledes begrebet benyttes i Konservative 2.0 sammenhæng.

Det er i diskussionen fremført, at al normativitet hviler på apriori og ikke kan hvile på empiri. Dette er jeg uenig i og vil redegøre for standpunktet i to afsnit, det ene hvor normativitet analyseres og det andet hvor der redegøres for, at konservative 2.0’s normativer om værnet om kulturen og individets forhold til fællesskabet er baseret faktuelle forhold[2].

2      Om ideologi.

Det var den franske filosof Antoine Destutt De Tracy[3] som først i et skrift, ”Memoire of the Faculty of Thinking”, i 1796 introducerede begrebet ”ide-ologi” (læren om ideer) og senere, i 1817/18 udgav ”Eléments d’idéologie” hvor han elaborerer begrebet som ”videnskaben om ideer”. Allerede i 1797 går han så langt (og var i en stillingsmæssig position til at kunne dette), at han omordner det franske hierarki af ”videnskaber”, så Ideologi sættes øverst, med teologi på 2. pladsen og henstiller til Frankrigs undervisningsinstitutioner, at der undervises i ideologi før der undervises i andet.

Introduceret som ”ideernes videnskab” var ideologi (for De Tracy) en generel betegnelse, som ikke var knyttet til noget specielt fagfelt eller emneområde, men nærmere til ”ideernes anatomi”. Målet var i overensstemmelse med oplysningstidens bærende idéer, at udskille de videnskabeligt holdbare idéer fra irrationelle forestillinger af religiøs, politisk og metafysisk art. Det må forstås som, at ideologi som defineret af De Tracy var et fag, ikke blot en betegnelse. Publikationen vakte ikke nogen større interesse – til De Tracy’s store fortrydelse. Denne (Tracy’s) brug af begrebet forsvandt tidligt i 1800-tallet, men begrebet ideologi viste sig sejlivet – og førte i eftertiden sit eget liv med skiftende og ofte omstridt indhold.

Marx samler (midt 1800-tallet) begrebet op – og ændrer det betydeligt[4]. Han associerer klasse og magt med ideologi – og forbinder ideer direkte med sociale forhold. Marx benytter termen ideologi som den idemæssige (tankemæssige) undertrykkelse, som bourgeoisiet udøver over proletariatet og påpeger, at ideologien er så overbevisende, at den formidler en falsk klassebevidsthed, en illusion. Den herskende klasses ideologi fungerer således som et magtinstrument, som på tilslørende og harmoniserende vis fremstiller den almene interesse som identisk med den herskende klasses interesser[5]. Det interessante i dette er, at Marx ikke associerede sin egen ”lære” med ideologi, men som en imødegåelse af den ”falske” illuderende ideologi. Det er sandsynligvis i netop denne forbindelse, at begrebet ideologi fik sin association til illusion, altså ikke sand (verificeret) forestilling, knyttet til sig.

Efter Marx synes begrebet ideologi ikke længere generelt (som De Tracy definerede det), men specifikt som vedrørende sociale og samfundsmæssige forhold (skønt det udmærket fortsat kunne anvendes om fx frenologi[6] eller landbrug, som drives efter ikke-videnskabelige metoder, men overbevisning om fx økologi).

Efter Marx glider begrebet over til at dække ide-baserede forestillinger, ofte såvel deskriptive som normative, om samfundenes indretning, herunder også Marxisme, Kommunisme, Nazisme, Fascisme – hvilket ikke ”pyntede” på begrebets omdømme. Det er dog væsentligt, at fastholde, at ideologi som prædikat primært relaterer sig til ”ideer”, ”tanker” og ikke objektet for disse. At begrebet nu om dage bruges næsten udelukkende om samfundsforhold er et sekundært forhold. Denne opfattelse af (politisk) ideologi synes at stemme med den folkelige opfattelse^[7].

Hvis vi ser på hvad Wikipedia (dansk)[8] skriver, så bekræftes opfattelsen af, at ideologi er bygget på ideer og idealer, ikke objektiv viden, og anviser et ”bør” for hvordan samfundet skal se ud. Der citeres: ”… er en politisk ideologi et bestemt etisk sæt idealer, principper, doktriner, myter eller symboler på en social bevægelse, institution, klasse eller større gruppe, som forklarer hvordan samfundet bør hænge sammen og tilbyder en form for politisk og kulturel plan for en bestemt social orden.”

Hvis vi ser på forståelsen af begrebet ideologi i udlandet, så anfører:

Encyclopædia Britannica: ”Ideology, a form of social or political philosophy in which practical elements are as prominent as theoretical ones. It is a system of ideas that aspires both to explain the world and to change it.”[9]

Wikipedia (UK): ”Ideology is a comprehensive set of normative beliefs, conscious and unconscious ideas, that an individual, group or society has. An ideology is narrower in scope than the ideas expressed in concepts such as worldview, imaginary and ontology”.[10]

I bogen “Ideology: An Introduction”[11] (1991) skriver Terry Eagleton (litteraturteoretiker): ” Ideology is a system of concepts and views which serves to make sense of the world while obscuring the social interests that are expressed therein, and by its completeness and relative internal consistency tends to form a closed system and maintain itself in the face of contradictory or inconsistent experience.” (Min oversættelse: ”Ideologi er et system af begreber og synspunkter, der tjener til at skabe mening med Verden, samtidig med at de skjuler de sociale interesser, der udtrykkes deri, og ved dens fuldstændighed og relative indre konsistens har tendens til at danne et lukket system og opretholde sig i relation til modstridende eller inkonsekvent erfaring”)

Wikipedia (D): “Seit Marx und Engels bezieht sich der Ideologiebegriff auf „Ideen und Weltbilder, die sich nicht an Evidenz und guten Argumenten orientieren, sondern die darauf abzielen, Machtverhältnisse zu stabilisieren oder zu ändern“.[12] (Min oversættelse: Siden Marx og Engels henviser ideologikonceptet til “ideer og verdensudsigter, der ikke er baseret på beviser og gode argumenter, men som sigter mod at stabilisere eller ændre magtrelationer”) Og senere i teksten: ” Auch wenn Naturwissenschaften ideologiefrei sein können, gilt dies nicht unbedingt für Gesellschaftswissenschaften. So finden sich beispielsweise in der Völkerkunde und den Sozialwissen­schaften um die Wende vom 19. zum 20. Jahrhundert etliche Beispiele für ideologisch geprägte Vorstellungen. Sehr deutlich wird dies bei den sozialdarwinistischen Schulen, die rassistischen Ideen mit ihren Aufzeichnungen über angeblich „unterentwickelte Naturvölker“ nährten.“ (Min oversættelse: Selv om naturvidenskaben kan være fri for ideologi, gælder dette ikke nødvendigvis for samfundsvidenskab. For eksempel i etnologi og samfundsvidenskab ved 1900- og 1800-tallet er der talrige eksempler på ideologisk påvirket ideer. Dette bliver meget klart i de sociale darwinistiske skoler, som fodrede racistiske ideer med deres optegnelser om angiveligt “underudviklede primitive folk”. )

Under præsentationen af regeringens medieudspil (05-04-2018) brugte Kulturminister Mette Bock (LA) følgende ordrette formulering: ”Det er ikke bare et ideologisk udspil – det er væsentligt for TV2’s udvikling…” Det indikerer jo ret tydeligt, at ideologi ikke associeret med noget objektivt korrekt.

I et interview definerer Patrick J Deneen[13] ideologi som: ”A theory of politics that deliberately set out to change human reality in order to in some senses force or shape human reality to conform to those ideas”. (Min oversættelse: ”En teori om politik, der bevidst har sat sig for at ændre den menneskelige virkelighed[14] for at i nogen henseender tvinge eller forme den menneskelige virkelighed til at overholde disse ideer”.) Denne definition indeholder et element af manipulation, som Marx også var inde på[15].

For at summere ovenstående: Ideologi vedrører (almindeligvis) ideer/forestillinger om samfundsmæssige forhold. Basis for disse ideer/forestillinger udgøres af deskriptive elementer og på disse baserede normative elementer, som anses at ville føre til det ønskede mål (eller det ønskede princip). For at de aktuelle ideer/forestillinger skal kvalificere sig til betegnelsen ideologi fordres det, at disse i et ikke uvæsentligt omfang[16] er funderet på eller består af antagelser/forudsætninger/konklusioner, som ikke har videnskabelig status (er ”sande”[17]) herunder ikke godtgjorte præmisser om menneskets egenskaber. Da ”analysen” (den deskriptive del) ikke (beviseligt) er baseret på objektive facts og ikke (beviseligt) er udført objektivt videnskabeligt, har den ikke (beviselig) sandhedsværdi. Da den normative del er funderet på de kausale sammenhænge, som ”analysen” forfægter, kan den normative del heller ikke tillægges objektiv sandhedsværdi – selv ikke hvis den teknisk set er konsistent (da dens fundament er usikkert). Målene for ideologien kan have sine rødder i ”analysen”, men kan også være valgt ex ante som et politisk/moralsk/filosofisk standpunkt. Målene kan være en ”sluttilstand” (fx ”alle skal være rige”) eller et princip (fx ”max individuel frihed”) uden krav til den resulterende ”sluttilstand” i øvrigt.

Lidt eftertanke: Eftersom håndteringen af ideologier sker via det menneskelige ”medium”, er der relevant at se på visse forhold i denne håndtering. Undersøgelser af menneskelig adfærd viser, at forestillinger har en betydelig tendens til at indvirke på menneskers oplevelse af deres omverden, herunder også kommunikerede data. I politisk/ideologisk sammenhæng refereres ofte til dette fænomen som ”fakta-resistens”[18]. Fakta-resistens, individets modstand mod at anerkende fakta, som strider med dets overbevisning, omtales ofte som om den er viljes-bestemt. Meget tyder dog på, at fakta-resistens ikke så meget er et spørgsmål om velvilje/uvilje, men om ”indbyggede” mekanismer i de menneskelige kognitive funktioner. (der skal ikke yderligere elaboreres på dette her, men det bemærkes, at fænomenet ikke nødvendigvis er en ”fejl” ved den menneskelige hjerne, men måske blot en tidligere formålstjenlig funktionalitet, som i vor tid er mindre hensigtsmæssig). Med denne almindelige tendens til at se omverdenens overensstemmelser med den indtagne holdning og til at overse uoverensstemmelserne, bliver en ”valgt” ideologi (eller anden holdning) at ligne ved ”erkendelse” gennem farvede, filtrerende briller. To mennesker med forskellige holdninger/ideologier udlæser helt forskellige ”fakta” af samme objekt eller begivenhed. Essensen af dette er, at hvis/når et individ har ”købt” en given ideologi vil dette individ med stor sandsynlighed se verden i denne ideologis lys – også langt ud over, hvad ideologiens formelle kerne er. Heri ligger også en kim til ubevidst selvbedrag.

Der er således god grund til skepsis og varsomhed i forbindelse med ideologiske ”fortællinger”. Beklageligvis har en ”god fortælling” mere almen appel end objektive facts.

3      Diskussion: Normativitet

Nogle hævder, at al normativitet er apriorisk, altså vedrører noget, som ikke er erfaringsmæssigt, empirisk, men ligger før erfaringen, en erkendelse, som er opnået med fornuften (tanken) alene. Objektive sandheder vedrører empiri, som er aposteriori, og ikke det som er apriori[19]. Det rejser unægtelig spørgsmålet: Kan det overhovedet lade sig gøre at være normativ uden at være ideologisk?

Lad os starte med at indskrænke diskussionsrummet lidt.

I erkendelsesfilosofien har man fra tid til anden overvejet, om mennesket overhovedet eksisterer. Bl.a. Descartes beskæftigede sig med dette. Den diskussion vil vi lade ligge her og gå ud fra at vi eksisterer[20].

Man har ligeledes beskæftiget sig med, om mennesket (overhovedet) kan erkende noget som helst og i givet fald, om en sådan erkendelse kan være sand – hvis ”sandhed” overhovedet eksisterer. Også dette vil vi lade ligge her (og overlade folk, som har mere tid end vi har her).

Det er postuleret, at mennesket kan komme til sande erkendelser udelukkende ved fornuftens hjælp og uden at inddrage empiri. Dette turde der være sat store spørgsmålstegn ved i den seneste hjerneforskning, idet hjernen med største sandsynlighed ikke er i stand til at tænke over noget overhovedet uden empiri (erfaringer). Hjernen er biologisk fra fødslen skabt til at tænke[21], men kan ikke tænke over noget før den er tilført erfaringer (i bred forstand), herunder begreber – og sprog[22]. Begrebet Tabula Rasa (den ubeskrevne tavle), optræder allerede hos Aristoteles, men er mest kendt fra Locke (brugte godt nok betegnelsen ”Hvidt Papir” om fænomenet). Tanken var, som beskrevet ovenfor, at mennesket var født med en blank tavle (”hjerne”), altså uden indbygget bevidsthedsindhold, og at al viden derfor stammer fra sansning og perception. Locke mente, at ved fødslen var menneskets bevidsthed også uden regler for at behandle data. Lidt anderledes stillede Hobbes sig, idet han mente at vi ved fødslen var udstyret med (et vist) bevidsthedsindhold, tankeregler, f.eks. med selviskhed. Sandheden ligger nok midt imellem (dog nok nærmest Locke) da vi, som alle ”dyr”, er biologisk født med instinkter (fx for overlevelse) og nogle tilbøjeligheder (som måske kan kaldes anlæg for personlighed), men ud over dette antagelig en ren tavle.

Det leder til begrebet ”a priori”, som kommer af latin, og betyder “fra det tidligere” og forbindes især med Kant[23], der ræsonnerede som følger: A priori er den erkendelse, der er opnået via fornuften alene. A priori kommer altså før erfaringen. Med ovenstående (Tabula Rasa) synes begrebet a priori ret tvivlsomt[24].

Selve ”fornuften” fordrer også lidt opmærksomhed. I folkemunde er fornuft noget med at agere hensigts­mæs­sigt, at tænke sig grundigt om, at være rationel. Det svarer til opfattelsen i den vestlige filosofi frem til midten af 1700-tallet, nemlig som en evne til objektiv og almen erkendelse. Gennem Kant, Descartes og andre blev fornuften til dels et metafysisk princip (et princip, som overskrider grænser), dels en evne til begrebsmæssig tænkning og til at opnå objektiv erkendelse, herunder også erkendelse af etiske værdier^[25], hvilket synes at ”læne sig” kraftigt op ad apriori/­syntese og transcendens.

Når det normative kobles sammen med apriori er der to aspekter, som melder sig: 1) Normative påbud kan have sine rødder i ”fornemmelser” uden påviseligt empirisk grundlag (menneskets ret til frihed modsat menneskets trang til frihed). 2) Normative påbud hviler på en opfattelse af, at der eksisterer fx moralske love, som ikke har sit ophav i mennesker eller erfaringen, men som (kun) kan erkendes filosofisk gennem fornuften. Konklusionen på ovenstående må være, at apriori er et noget usikkert begreb, som (muligvis) kan passe ind i en ideologisk sammenhæng, men som ikke står distancen i en objektiv videnskabelig sammenhæng. Spørgsmålet bliver så, om man i ikke-ideologisk sammenhæng må afskrive sig normative fordringer?

Lige tilbage til fornuften: I det følgende vil vi afvise Kant’s, Descartes’ et al’s opfattelse af fornuften og holde fast i den gamle forståelse, svarende til den nutidige folkelige, nemlig som en evne til objektiv og almen erkendelse.

Et sted vi møder normative fordringer er i de religiøse fortællinger. De 10 Bud er et godt eksempel – eller rettere de 7 sidste af de 10, da de 3 første er religiøse i bogstaveligste forstand. Disse 7 bud er etiske belæringer, normer, til at regulere mellemmenneskelig adfærd og de er ikke specifikt kristne, men ganske almene. Dette er der en god grund til: Lang tid før egentlige religioner opstod, var der brug for sociale reguleringer i de grupper, som vore forfædre levede i. Efterhånden som disse grupper øgede i antal medlemmer steg behovet for normer, moral og sædvaner og disse udviklede sig[26]. Disse normer, moralbegreber og sædvaner var ikke udsprunget af apriori-forestillinger, men gennem rene praktiske forhold[27]. Sammen danner de det, vi i dag forstår ved kultur og deres ophav er evolutionen[28]. At disse normer mm senere smeltede sammen med religionerne, gør dem ikke transcendente – alle fortællinger om stentavler mv. til trods. Vi har altså her at gøre med normer (normative fordringer), som ikke er apriori-funderede og som ikke er resultatet af en ideologisk analyse og syntese. Det er praktisk hverdagsliv gennem hele menneskets historie – en integreret del af evolutionen. Det turde herefter være påvist, at normativitet ikke behøver have apriori-rødder, være produkt af ”den rene formuft” eller være ideologisk.

4      Kulturens, samfundets og individets bevarelse.

Hvis man ikke engagerer sig i disse spørgsmål, så vil andet eller andre styre udviklingen. Undladelse er således også en beslutning. Politik har i mange år været et væsentligt element i samfundene. Men der er sket en udvikling, som for alvor har ændret konditionerne: Mennesket har fået enorm magt. I tidligere tider levede vi overvejende på naturens præmisser. Vi tilpassede os. Med tiden, som både antallet af mennesker øgedes og ”gruppedan­nel­serne” (samfundene, staterne) blev større, blev de natur-betingede aspekter forholdsvis mindre og de menneske-betingede aspekter forholdsvis større, for i vor tid at blive afgørende. Mennesket underlagde sig naturen og blev så at sige ”hånden på roret” – eller rettere hænderne på roret. Dette kan også opfattes som, at evolutionen gik ind i en ny fase[29]. Problemet er, at disse ”hænder på roret” har vilje og magt, men åbenbart ikke megen indsigt (jf. Burke’s erkendelse). Hertil kommer, at der ikke er nogen overordnet, koordineret plan, men blot en masse mere eller mindre bevidste og ukoordinerede del-agendaer, hvis enkelte (isolerede) konsekvenser ingen kender og hvis samlede konsekvenser er fuldstændig uoverskuelige[30]. Nogle af disse agendaer er ideologiske (betydende at deres sandhedsfundament er tvivlsomt) andre er blot trends og endnu andre er teknologiske nyskabelser, ofte uden nogen videre overvejelser ang. samfundsaspekter. Oven i dette, måske kan man kalde det en trend, er individualiseringen en fragmenterende faktor.

Man skal vist være overordentlig optimist for at tro, at dette ”går godt af sig selv”. Og at tro dette er et ideologisk standpunkt, da det ikke hviler på noget verificeret fundament. En modpol til dette standpunkt er, at det ikke spiller nogen rolle ”om det går godt eller ej” – altså at det er ligegyldigt. En anden modpol er, at der ikke er objektivt belæg for, at afgøre hvad som er godt eller dårligt – hvilket der kan være et vist filosofisk belæg for.

Det leder til spørgsmålet om hvorvidt det i det hele taget er værd at sikre en kulturs, et samfunds eller en nations overlevelse/fremtid? Og vil et sådant ønske eller mål i givet fald være ideologisk? Ser man dette spørgsmål i traditionel filosofisk lys, er det et spørgsmål om normativitet og al normativitet er apriorisk, så i det lys ville et sådant ønske/mål være ideologisk. Men hermed lukkes sagen ikke, for filosofien er en spekulativ disciplin om det værendes natur og tilværelsens (større) problemer, hvor empirien ikke er så stærk, at den kan give svarene ”videnskabeligt”. Men netop i spørgsmålet om overlevelse eller ej har objektet, mennesket, selv et svar, dels i menneskets biologiske selvopholdelsesdrift og dels i sin mening om spørgsmålet. Man kan mene, hvad man vil, om hvorfra mennesket mon har sin mening om overlevelse, det ændrer dog ikke, at det er en konkret mening (et normativ), som ikke kan tilsidesættes af filosofiens ideer om apriori/aposteriori, syntese/analyse eller kombinationer af disse. Mennesket ønsker og vil overleve – og mennesket er centrum i og forudsætning for både filosofien og videnskaben. Det betyder også, at det ikke har mening at klassificere dette normativ som ideologisk.

Men der er et stykke vej endnu, for hvad er forbindelsen mellem det enkelte menneskes ønske (drift) om at ”overleve” og samfundet som sådan? Der er flere. Når hvert af individerne i et samfund har samme ønske, så er det jo også (hele) samfundets ”ønske” og dermed mål. Skønt vi går ud fra de enkelte individers ønske, så befinder disse sig i forskellige faser af deres livscyklus (nogle har fx 10 års (biologisk) horisont, andre 70 år) hvorved ”ønsket” bliver et kontinuerligt rullende ønske – og dermed uden ”forfaldsdato”[31]. Næste aspekt er forholdet mellem individet og samfundet. Lige siden vi mennesker blev til, har vi levet i og været afhængige af fællesskabet, men da vi forlod skoven og drog ud på savannen blev vi endnu mere individuelt afhængige af det[32] – og fællesskaberne blev større. Vi ”opfandt” nye aspekter af (samværs)­kulturen for at kunne klare udfordringerne – ikke mindst de i os selv iboende (temperament, egennytte mm). Religionsvidenskaben mener[33], at dette var begyndelsen til den del af religionen, som foreskriver samværs-adfærd (moral) – altså en normativ ”lære” og en del af kulturen. Der var/er ikke kun én måde at arrangere dette på, så kulturen kunne tage forskellige veje i de forskellige grupperinger[34]. Et var/er imidlertid klart: Den samværs-normative kultur måtte gælde homogent indenfor hver gruppering – ellers kunne den jo ikke opfylde sit formål. Om denne homogene kultur i én gruppering var magen til den i en anden gruppering, spillede ingen rolle – med mindre de to grupperinger mødtes. Over tid har menneskene i en kultur således udviklet sig (evolutionært) i nær interaktion med kulturen i det aktuelle fællesskab. Børn fødes ind i kulturen og ”flaskes op” med den, så de kan begå sig i fællesskabet, bidrage til det og drage nytte af det. Det er forudsætningen for deres liv. Kulturen er forudsætningen for deres liv. Kulturen er ikke et individuelt anliggende, men et kollektivt. Den udvikles og formidles over tid af og i fællesskabet. Fællesskabet er en forudsætning for individets overlevelse og trivsel. Skal individernes overlevelse og trivsel derfor sikres er normativet: Fællesskabet, kulturen bør sikres. Fællesskaberne med de indbyrdes forholdsvis homogene kulturer betegnes ”nationer”[35]. Normativet kan derfor også formuleres: Nationerne bør sikres.

En logisk konsekvens af ovenstående er, at for at sikre en flerhed af individer (fællesskabet) så skal kulturen prioriteres over enkeltindividet[36]. Dette er naturligvis ikke en tilsidesættelse af individet, blot en konstatering af, at 1. prioritet kun kan tildeles ét aspekt (objekt).

For at summere: Kulturen skal værnes for at værne om fællesskabet, som er en forudsætning for at individet overlever og trives.

Men hvad indebærer værnet om kulturen? Er det et normativ om, at kulturen skal bevares i en statisk tilstand? Nej – af flere grunde. For det første kan man ikke objektivt udpege én specifik kultur eller stade for en kultur, som den optimale – der er ikke noget sandhedsgrundlag, på hvilket en sådan bedømmelse kunne finde sted. For det andet ændrer konditioner og omverden sig, så hvad som måtte være optimalt på et tidspunkt vil ikke være det på en senere tidspunkt. Værnet om kulturen relaterer sig til samspillet med de borgere, som lever i kulturen. Kulturen er (evolutionær) dynamisk, altså ændrer sig over tid, men det sker ”ikke af sig selv”. ”Aktivatoren” til ændringerne er primært fællesskabet[37], som gennem ændrede omverdens­parametre og/eller erkendelser udvikler den kollektive subjektive sandhed, kulturen. Sådanne ændringer i den kollektive subjektive sandhed giver en ”usikkerhed”, mangel på klarhed i det ”kollektive”, idet noget af befolkningen holder fast i ”det gamle”, medens andre omfavner ”det nye”. Ret og vrang på det specifikke område bliver uklart og det skaber et gab i befolkningen, en revne i fællesskabet. Sådanne revner er prisen for dynamikken, evolutionen. Man kan måske endog sige, at det er den evolutionære kulturs pendant til den biologiske mutation. Almindeligvis er sådanne gab, revner, forholdsvis små, skaber ikke væsentlige interne konflikter og lukker sig helt uformelt over tid – en ny kollektiv subjektiv sandhed har etableret sig, kulturen har ”muteret” og mutationen enten overlevede eller forsvandt. Problemerne opstår imidlertid hvis de kulturelle ”rystelser” er for store, for mange, for hurtige eller ikke er genereret internt i kulturkredsen, men ”påtrykt” eksternt eller ”fra oven”[38]. Sådanne ”rystelser” er poten­tiel­le trusler mod sammenholdet i fællesskabet og dermed fællesskabet. At værne om kulturen/fællesskabet er derfor at modvirke for store, for mange, for hurtige eller påtrykte ændringer. Hvor grænserne for disses kritiske indvirken er, vides ikke, så forsigtighed er påkrævet – ”better safe than sorry” – helt på linje med Burke’s standpunkt.

Ovenstående omhandlede primært værdier, normer og sædvaner, men også andre forhold kan udfordre fællesskabet. Dette gælder fx den ”indre solidaritet”. Der synes at råde et rimeligheds-aspekt (fairness) som, når det overtrædes, resulterer i fragmentering af den ”solidaritet”, som er en væsentlig del af samfundets ”lim”. Afhængig af kulturens værdier, moral og normer kan forskelle i borgernes materielle velstand, privilegier, magt mm tolereres op til en vis grænse, uden at dette opfattes som urimeligt eller unfair. Overskrides denne grænse opstår utilfredshed med fællesskabet og viljen til at bidrage falder. Eventuelt kan den konkrete mangel på at bidrage udløse en reaktionsvrede hos ”resten”, hvilket kan eskalere situationen. Dette er ikke så problematisk, hvis det vedrører en lille minoritet, men i større omfang kan det splitte fællesskabet. Der er altså grund til at være på vagt overfor urimeligheder og andet[39], som kan true fællesskabets relative stabilitet. Forsigtighed er påkrævet, men også opmærksomhed. Dette normativ er således baseret på historiske erfaringer, evidens. Det er ikke udsprunget af noget apriori eller ideologisk.

5      Konklusioner om ideologi og normativitet.

Af ovenstående kan konkluderes:

Ideologi vedrører (almindeligvis) nogenlunde sammenhængende og omfattende ideer/forestillinger om samfundsmæssige forhold og knytter sig til grundlæggende erkendelsesmæssige spørgsmål.

Sådanne idésystemer indeholder beskrivende analyser af, hvordan samfundet er indrettet og fungerer, og normative vurderinger af, hvordan samfundet bør se ud.

For at disse ideer/forestillinger skal kvalificere sig til betegnelsen ideologi fordres det, at de i et ikke uvæsentligt omfang er funderet på eller består af antagelser/forudsætninger/ konklusioner, som ikke har videnskabelig status (er ”sande”) herunder ikke godtgjorte præmisser om menneskets egenskaber.

Normativer kan være baserede på såvel apriori, ideologi som faktuelle forhold, empiri. Normativer, som kun er baserede på empiri, faktiske forhold, er ikke ideologiske. Normativer, som er baserede på apriori eller ideologisk analyse er ideologiske.

 

Kåre Grønbæk, April 2018

kg@dayONE.dk

Se fortsættelse: “Konservative 2.0, ikke en ideologi”

 

[1] Ontologi er den gren af filosofien, der beskæftiger sig med de grundlæggende måder, hvorpå noget kan være til. Forstås normalt som en mere speciel undersøgelsesform eller en abstrakt beskrivelse af værensformer eller -måder

[2] Dette vækker nok nogen protester fra liberalistisk side, men de bedes erindre, at deres egen holdning er klart ideologisk og uden fundament i andet end forestillinger om en naturtilstand, som aldrig har eksisteret (Locke, Hobbes, Rousseau).

[3] Antoine Destrutt de Tracy: https://en.wikipedia.org/wiki/Antoine_Destutt_de_Tracy

[4] Ideology – Antoine Destutt de Tracy to Karl Marx: https://www.youtube.com/watch?v=0GDWnZqg7GM

[5] Dette ligger ikke langt fra den liberalistiske fortælling om, at bare markedet får lov at virke frit og virksomhederne incl kapitalen får bedst mulige vilkår, så bliver ”alle glade”, velfærdsstaten kan finansieres osv (”trickle down”). Motivet (det mulige) til fortællingen er tydelig.

[6] Læren om kraniets formrelation til psyken, Franz Joseph Gall (1758-1828).

[7] I Gyldendals Samfundsfag C (https://samfundsfagc.systime.dk/index.php?id=135 ) er definitionen: ” En ideologi er en samling af sammenhængende meninger om, hvordan samfundet er, og hvordan samfundet bør være.” Her fremstilles ideologi, som et følelsesmæssigt valg i den ledsagende tekst.

[8] Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Politiske_ideologier . Oplister en mængde ideologier.

[9] Kilde: https://www.britannica.com/topic/ideology-society

[10] Kilde: https://en.wikipedia.org/wiki/Ideology

[11] Kilde: https://books.google.co.uk/books?id=Jk2h8zoHfcIC&lpg=PP1&pg=PP1#v=onepage&q&f=false

[12] Kilde: https://de.wikipedia.org/wiki/Ideologie

[13] Political Liberalism and its End: https://www.youtube.com/watch?v=7v3btC8yW2U ca 1:50 (til ca 2:30).

[14] Ganske afvigende fra konservatisme, som netop (generelt) ikke vil ændre eller har en målsætning om at ændre.

[15] Og den ligger meget langt fra Konservative 2.0

[16] Det vil næppe være hensigtsmæssigt, at tolke i henhold til ”jomfru-kriteriet”, altså at selv en ubetydelig andel af ikke-videnskabelige elementer skulle dømme ”hele pakken” som ideologisk.

[17] Ved videnskabelig ”sandhed” skal her forstås som anerkendte teorier om tingenes beskaffenhed/tilstand. Anerkendt refererer til accepten som videnskabelig redelig af det internationale videnskabssamfund på pågældende område. Som grundregel er videnskabelige sandheder temporære, subjekter til løbende tests, forsøg på falsificering.

[18] Se fx https://politiken.dk/kultur/art6223219/Du-gav-dem-din-stemme-i-tirsdags.-Nu-giver-politikerne-fanden-i-fakta.-Og-hey-Det-g%C3%B8r-du-ogs%C3%A5-selv

[19] David Hume og Immanuel Kant var afgørende i at skelne mellem syntetisk/apriori (via tankevirksomhed alene) og analytisk/aposteriori (gennem erfaring, empiri).

[20] Der ligger en vis erkendelse i, at du sidder og læser noget jeg har skrevet.

[21] Og naturligvis sanse, styre motorik (som også skal indlæres fra bunden) osv.

[22] Påstanden svarer til, at en nybygget computer indeholder viden (data) og håndterings­mekanismer (regler) for denne før den forsynes med software Billedet er naturligvis lidt forenklet. Mennesket er født med instinkter, som udløser visse handlinger på basis af visse stimuli. Om det så er tankevirksomhed kan man diskutere.

[23] Kant brugte erkendelsen af rum og tid som eksempler på apriori viden/erkendelse. Skønt det ikke kan påvises, at forståelsen af rum og tid er aposteriori (erfaringsbaseret) så kan man ikke bare slutte, at det er apriori. Spørgsmålet må stå åbent – og måske er det en blanding..

[24] Tvivlsomt i den forstand, at der er et apriori indhold, men naturligvis ikke tvivlsomt i den forstand at der definitorisk kan være et før/efter (apriori/aposteriori) uanset om ”før” måtte være indholdsløst.

[25] Se fx Den store Danske Ordbog.

[26] Egentlig har forløbet formet sig som en interaktion, således at bedre normer mm også muliggjorde større grupper.

[27] Man skal ikke opholde sig i fællesskaber ret længe før det står klart, at det ikke fremmer den generelle orden hvis man ”låner” andres koner eller kvæg.

[28] Religionsvidenskaben kan forklare hvordan normerne indlejrede sig i religionen og styrkedes af denne.

[29] Dette er lidt af en vridning af begrebet evolution, da denne fortsat fungerer som før. Situationen er dog nu, at et af objekterne (mennesket) nu i hidtil uset omfang selv er aktør.

[30] Det er helt umuligt, at overskue hvor fx liberalismen vil bringe os hen, selv om både Tocqueville og Deneen har bud på dette. Og når så fx en Kinesisk stats-kapitalisme agerer samtidig på samme scene ved ingen hvad ”forestillingen” samlet bringer. Migrationen (kun mulig grundet teknologi) er også en aktør.

[31] Selv hvis vi bortser fra menneskers ønsker for deres børn, så rækker det normative ud i en ”uendelig” rullende fremtid.

[32] I visse perspektiver er denne afhængighed måske endnu større i dagens store, industrialiserede, specialiserede samfund, hvor næsten ingen kan klare sig uden interaktioner med resten af samfundet. Hvor ville storbymennesket få sine fødevarer fra, hvorfra sin energiforsyning osv.? Bogstavelig talt kan ingen i vore vestlige samfund ”melde sig ud” og overleve – selv ikke hjemløse kan klare sig uden det som ”falder af fra samfundet”. (frihed er reelt en illusion).

[33] Se fx. Turner, Maryanski, Klostergaard Petersen og Geertz: ”The Emergence and Evolution of Religion” (Routledge 2018).

[34] Dette har manifesteret sig i mange forskellige kulturer, herunder religioner.

[35] Bemærk at nationer ikke er synonymt med (national)stater. I heldige tilfælde omfatter en stat det samme territoriale område, som nationen bebor.

[36]Dette har da også været praksis gennem tiderne og på tværs af kulturer fx som udtrykt i straffelovene, som sanktionerer individer, som overtræder normerne, moralen, sædvanen.

[37] Se nedenfor om eksternt inducerede påvirkninger, som ”ovenfra” interfererer med fællesskabet

[38] Grelle eksempler kan findes i religiøse stridigheder fx Kristendom, Jødedom, Islam opstået i samme område/kulturkreds, men også abortspørgsmålet i fx USA. Problemerne omkring ”nationbuilding” og overnationale konstruktioner er andre eksempler.

[39] Der kan ikke sættes objektive mål på ”urimeligheder eller andet”. Den dom fældes i situationen og tiden, empirisk.