I løbet af 2017 fandt en række fremtrædende konservative profiler sammen om deres fælles bekymring over Europa’s fremtid. Deres bekymring har ikke rod i Europas økonomi eller andre materielle forhold – den udspringer af noget langt vigtigere: Grundlaget for vor civilisation, vore værdier, vore sædvaner – vores liv, som vi kender det. Kernen i deres bekymring er den ”vision” for et nyt Europa, som Den Europæiske Union er eksponent for. Det er visionen om en multikulturelt, nationsløst Europa, et territorium uden andre værdier end de, som kan måles i Euro, i arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed, et Europa hvor magten er centraliseret og hvor de nationale karakteristika bliver minoritetspositioner.

At bekymringen for Europas folks fremtid udtrykkes af en så fremtrædende konservativ gruppe er ingen tilfældighed. Konservatismens fundament er netop det ansvarlige engagement i, at sikre rammerne for befolkningernes eksistens og fremtid. Det fremtrædende panel tænker ikke, som de gør, fordi de er konservative – de er konservative, fordi de tænker, som de gør. Jeg fristes næsten til at mene, at de er konservative fordi de tænker. Det kan forekomme lidt provokerende, men sagen er, at konservatisme udspringer af at tænke og ikke mindst af omtanke. Mens andre politiske retninger almindeligvis er baseret på ideologier, hypoteser om lighed, frihed, økonomisk vækst, markedskræfter mm, så baserer konservatismen sig på iagttagelser og overvejelser om menneskers konkrete liv og alle dets aspekter. I det lys er ”Det Nye Europa” (EU’s ”vision”) et overgreb på borgernes fundamentale livsbetingelser. At denne opfattelse ikke kun findes i elitære konservative kredse fremgår med al tydelighed overalt i Europa. De folkelige protester rejser sig – Brexit er blot én. Andre betegnes som ”højredrejninger” og nationalisme samtidig med, at der males skræmmebilleder – især med nationalismens mørkeste farver. Sagen er imidlertid, at den bølge af nationsbevidsthed, som vi ser over Europa, ikke er en aggressiv nationalisme, men en konservativ nationalisme – et nødråb om at bevare vore nationale kulturer, særpræg og suverænitet. At slå det i hartkorn med en ekspansiv, aggressiv nationalisme er ren manipulation.

I min bog ”Konservative 2.0” har jeg søgt at præsentere og forklare konservatismens inderste, dens DNA. Men konservatismen rækker videre end sit værdimæssige fundament. Den indebærer også en forpligtelse til nøgtern konsistens, en ikke-ideologisk pragmatisme, som opererer i det konkrete, det virkelighedsnære for mennesket, ikke hypoteser om universelle værdier eller universel etik. Belært af historien er konservatismen dybt kritisk overfor ”grandiose ideer”, teoretiseren af livets konkrete betingelser, Utopiaer. Og netop et Utopia er EU’s sande skikkelse – en ”grandios plan”, hvor mennesker er brikker i et spil, hvor samfundet er en økonomi og dets borgere blot forbrugere og mobil arbejdskraft.

I oktober 2017 var den fremtrædende gruppe af konservative intellektuelle atter samlet, i Paris, og offentliggjorde i fællesskab, hvad efterfølgende er blevet kendt som ”The Paris Statement”. Dokumentets titel er ” A Europe We Can Believe In” (”Et Europa vi kan tro på”).

Et referat af dokumentet ville ikke yde det retfærdighed – og helt sikkert ikke formidle den seriøsitet, de facetter og den bekymring, som det udtrykker. Det bedste ville være at læse de 36 punkter, som de er formuleret originalt. Dog, dokumentet er forfattet på engelsk, og det sætter en væsentlig begrænsning i dets læsbarhed for den bredere befolkning. Det måtte oversættes!

Her er så min oversættelse af den fulde tekst i ”Paris Deklarationen”. Originalteksten kan læses her.

 

Et Europa vi kan tro på.

Europa er vores hjem.

1.  Europa tilhører os, og vi tilhører Europa. Disse lande er vores hjem; vi har ingen andre. Årsagerne til, at vi holder Europa kært, overstiger vores evne til at forklare eller retfærdiggøre vores loyalitet. Det handler om fælles historier, håb og kærlighed. Det er et spørgsmål om tilvænnede adfærdsmåder, om øjeblikke af patos og smerte. Det handler om inspirerende oplevelser af forsoning og løfter om en fælles fremtid. Almindelige landskaber og begivenheder er ladet med særlig betydning – for os, men ikke for andre. Hjem er et sted, hvor vi er fortrolige med tingene, og hvor vi er genkendte, uanset hvor langt vi har vandret. Dette er det virkelige Europa, vores dyrebare og uerstattelige civilisation.

Et falsk Europa truer os.

2.  Europa er i al sin rigdom og storhed truet af en fejlagtig forståelse af sig selv. Dette falske Europa forestiller sig selv som en opfyldelse af vores civilisation, men i virkeligheden vil det konfiskere vores hjem. Det appellerer til overdrivelser og fordrejninger af Europas autentiske dyder, mens det forbliver blindt for sine egne skavanker. Med selvglæde fremmer det ensidige karikaturer af vores historie; dette falske Europa er uafvendeligt forudindtaget om det forgangne. Dets fortalere er forældreløse efter eget valg, og de anser det, at være forældreløse – at være hjemløse – for en ædel præstation. På denne måde priser det falske Europa sig som forløberen for et universelt samfund, der hverken er universelt eller et samfund.

Det falske Europa er utopisk og tyrannisk.

3.  Det falske Europas fortalere er forhekset af overtroen på uundgåelige fremskridt. De tror, at historien er på deres side, og denne tro gør dem hovmodige og respektløse, ude af stand til at erkende manglerne i den post-nationale, post-kulturelle verden, de bygger. Yderligere er de uvidende om de sande kilder til den menneskelige ordentlighed, som de selv værdsætter – ligesom vi gør. De ignorerer, endog forkaster de kristne rødder i Europa. Samtidig er de meget omhyggelige med ikke at fornærme muslimer, som de forestiller sig, med glæde vil overtage deres sekulære, multikulturelle livssyn. Nedsunket i fordomme, overtro og uvidenhed, blændet af forfængelighed og selvtilstrækkelige visioner om en utopisk fremtid, forfalder det falske Europa refleksivt til undertrykkelse af uenighed. Dette gøres naturligvis i frihedens og tolerancens navn.

Vi må forsvare det ægte Europa.

4.  Vi er ved at nå en blindgyde. Den største trussel mod Europas fremtid er hverken russisk eventyrlyst eller muslimsk indvandring. Det sande Europa er i fare på grund af det kvælende greb, som det falske Europa har over vores forestillinger. Vores nationer og delte kultur bliver udslettet af illusioner og selvbedrag om, hvad Europa er og skal være. Vi lover at modstå denne trussel mod vores fremtid. Vi vil forsvare, understøtte og fremme det virkelige Europa, det Europa, som vi alle i sandhed tilhører.

* * *

Solidaritet og borgerlig loyalitet tilskynder til aktiv deltagelse.

5.  Det sande Europa forventer og tilskynder til aktiv deltagelse i det fælles politiske og kulturelle projekt. Det europæiske ideal er et af solidaritet baseret på samtykke om en lovgivning, der gælder for alle, men er begrænset i sine krav. Dette samtykke har ikke altid taget form af et repræsentativt demokrati. Men vores traditioner for borgerlig loyalitet afspejler et grundlæggende samtykke til vores politiske og kulturelle traditioner, uanset deres former. Tidligere har europæerne kæmpet for at gøre vores politiske systemer mere åbne for folkelig deltagelse, og vi er med rimelighed stolte af denne historie. Og selv som de gjorde det, nogle gange i åbent oprør, så bekræftede de det varmt, at trods uretfærdigheder og fejl, så er traditionerne for dette kontinentets folkeslag vores. Et sådant engagement i reformation gør Europa til et sted, der søger stadig større retfærdighed. Dette fremskridt er født ud af vores kærlighed til og loyalitet over for vores hjemlande.

Vi er ikke passive undersåtter.

6.  En europæisk fællesskabsfølelse lader os stole på hinanden i det offentlige rum, selv når vi er fremmede. De offentlige parker, centrale pladser og brede boulevards i de europæiske byer udtrykker den europæiske politiske ånd: Vi deler vores fælles liv og det øvrige fællesskab. Vi anser, at det er vores pligt at tage ansvar for fremtidens samfund. Vi er ikke passive emner under dominans af despotiske kræfter, hvad enten de er hellige eller sekulære. Og vi er ikke underdanige overfor uforsonlige historiske kræfter. At være europæisk er at have en politisk og historisk indflydelse. Vi former vores fælles skæbne.

Nationalstaten er et kendetegn for Europa.

7.  Det sande Europa er et samfund af nationer. Vi har vores egne sprog, traditioner og grænser. Alligevel har vi altid anerkendt et slægtskab med hinanden, selv når vi har været i strid – eller i krig. Dette fællesskab i forskellighed virker naturligt for os. Men det er bemærkelsesværdigt og værdifuldt, for det er hverken naturligt eller var uundgåeligt. Den mest almindelige politiske form for enhed i mangfoldighed er imperiet, som de europæiske krigerkonger forsøgte at genskabe i århundreder efter det romerske imperiums fald. Den imperiale struktur var udholdende, men nationalstaten sejrede, den politiske form, som forbinder folkelighed med suverænitet. Nationalstaten blev dermed kendetegnende for den europæiske civilisation.

Vi støtter ikke en påtvunget og påbudt enhed.

8.  Et nationalt samfund er stolt af, at styre sig selv på sin egen måde, er ofte stolt af sine store nationale resultater inden for kunst og videnskab, og konkurrerer med andre nationer, nogle gange på slagmarken. Dette har såret Europa, nogle gange alvorligt, men det har aldrig kompromitteret vores kulturelle enhed. Faktisk har det modsat været tilfældet. Som Europas nationalstater blev mere etablerede og forskellige, blev en fælles europæisk identitet stærkere. I dønningerne efter verdenskrigenes forfærdelige blodsudgydelser i første halvdel af det tyvende århundrede rejste vi os med en endnu større beslutsomhed om at ære vores fælles arv. Dette vidner om dybden og styrken i Europa som en civilisation, der er kosmopolitisk i en ordentlig forstand. Vi søger ikke den påtvungne, håndhævede enhed af imperiet. I stedet erkender europæisk kosmopolitisme, at patriotisk kærlighed og borgerlig loyalitet åbner ud til en bredere verden.

Kristendommen opmuntrede kulturel enhed.

9.  Det sande Europa er blevet præget af kristendommen. Kirkens universelle åndelige imperium bragte kulturel enhed til Europa, men gjorde det uden det politiske imperium. Dette har gjort det muligt for særskilte civile loyaliteter at blomstre inden for en fælles europæisk kultur. Autonomien af det, vi kalder civilsamfundet, blev et karakteristisk træk ved europæisk liv. Desuden leverer det kristne evangelium ikke en omfattende guddommelig lov, og dermed kan mangfoldigheden af folks sekulære love bekræftes og respekteres uden trussel mod vores europæiske enhed. Det er ingen tilfældighed, at nedgangen i den kristne tro i Europa er ledsaget af fornyede bestræbelser på at etablere politisk enhed – et rige af penge og forordninger, iklædt den pseudo-religiøse universalisme, som opbygges af EU.

Kristne rødder nærer Europa.

10. Det sande Europa bekræfter hver enkeltes lige værdighed, uanset køn, rang eller race. Dette skyldes også vores kristne rødder. Vores milde dyder er af en umiskendelig kristen arv: Retfærdighed, medfølelse, barmhjertighed, tilgivelse, fredelighed, velgørenhed. Kristendommen revolutionerede forholdet mellem mænd og kvinder, værdsatte kærlighed og gensidig troskab på en hidtil uset måde. Ægteskabsbåndet tillader både mænd og kvinder at blomstre i fællesskab. De fleste af de ofre, vi bringer, er af hensyn til vores ægtefæller og børn. Denne uselviske ånd er endnu et kristent bidrag til det Europa, vi elsker.

Klassiske rødder fremmer det fremragende.

11. Det sande Europa trækker også inspiration fra den klassiske tradition. Vi genkender os i litteraturen fra det antikke Grækenland og Rom. Som europæere stræber vi efter storhed, kronen af de klassiske dyder. Til tider har dette ført til voldelig konkurrence om overherredømme. Men når det er bedst inspirerer det Europas mænd og kvinder til et ønske om at excellere i skabelsen af musikalske og kunstneriske værker af uovertruffen skønhed og at skabe ekstraordinære gennembrud i videnskab og teknologi. De selvsikre romeres seriøse dyder og grækernes stolthed over borgernes deltagelse og ånden i den filosofiske søgen er aldrig blevet glemt i det virkelige Europa. Også denne arv er vores.

Europa er et fælles projekt.

12. Det sande Europa har aldrig været perfekt. Fortalerne for det falske Europa gør ikke forkert i at søge udvikling og forbedring, og meget som er opnået siden 1945 og 1989, bør vi værdsætte og prise. Vores fælles liv er et igangværende projekt, ikke en størknet arv. Men Europas fremtid hviler på retablering af loyalitet over for vores bedste traditioner, ikke en falsk universalisme, der kræver glemsomhed og selvfornægtelse. Europa begyndte ikke med Oplysningstiden. Vores elskede hjem vil ikke blive forløst med Den Europæiske Union. Det virkelige Europa er og vil altid være et samfund af nationer på en gang isolerede, undertiden udpræget, og alligevel forenede af en åndelig arv, som vi sammen debatterer, udvikler, deler og elsker.

* * *

Vi er ved at miste vores hjem.

13. Det sande Europa er i fare. De opnåede resultater af folkelig suverænitet, modstanden mod imperialisme, kosmopolitisme, som er i stand til medmenneskelig kærlighed, den kristne arv af menneskelige og værdige liv, et levende engagement i vores klassiske arv – alt dette glider væk. Samtidig med at det falske Europas fortalere konstruerer deres pseudo-kristendom af universelle menneskerettigheder, mister vi vores hjem.

En falsk frihed hersker.

14. Det falske Europa praler af et hidtil uset engagement i menneskelig frihed. Denne frihed er imidlertid meget ensidig. Den sælger sig selv som befrielse fra alle begrænsninger: seksuel frihed, frihed til at udtrykke sig, frihed til at være ”sig selv”. 68-generationen betragter disse friheder som dyrebare sejre over et engang almægtigt og undertrykkende kulturregime. De ser sig selv som store befriere, og deres overtrædelser prises som ædle moralske præstationer, for hvilke hele verden burde være taknemmelig.

Individualisme, isolation og formålsløshed er udbredt.

15. For Europas yngre generationer er virkeligheden dog langt mindre belagt med guld. Seksuel hedonisme fører ofte til kedsomhed og en dyb følelse af formålsløshed. Ægteskabsbåndet er svækket. Sejlende i den seksuelle friheds forplumrede vande bliver de dybe ønsker hos vores unge mennesker til at gifte sig og danne familier ofte frustrerede. En frihed, der frustrerer vores hjertes dybeste længsler bliver en forbandelse. Vores samfund synes at falde ind i individualisme, isolation og formålsløshed. I stedet for frihed er vi dømte til den forbruger- og mediedrevne kulturs ensartede konformitet. Det er vores pligt at sige sandheden: Generationen af ’68 opbyggede ikke, men ødelage. De skabte et vakuum som nu er fyldt af sociale medier, billig turisme og pornografi.

Vi er reguleret og styret.

16. Samtidig med at vi hører anprisninger af hidtil uset megen frihed, er det europæiske liv blevet mere og mere omfattende reguleret. Regler – ofte fabrikeret af ansigtsløse teknokrater i ledtog med stærke interesser – styrer vores arbejdsforhold, vores forretningsbeslutninger, vores uddannelsesmæssige betingelser, vores nyheder og underholdningsmedier. Og Europa søger nu at stramme de eksisterende bestemmelser om ytringsfrihed, en oprindelig europæisk frihed – frihed for samvittighed er blevet åbenbar. Målene for disse begrænsninger er ikke uanstændighed eller andre angreb på anstændighed i det offentlige liv. I stedet ønsker Europas styrende klasser at begrænse klart politiske udtalelser. Politiske ledere, der giver stemme til ubelejlige sandheder om islam og indvandring, trækkes for dommere. Politisk korrekthed håndhæver de stærke tabuer, der anser udfordringer af status quo for hinsides det acceptable. Det falske Europa fremmer ikke virkelig en frihedskultur. Det fremmer en kultur med markedsdrevet homogenitet og politisk håndhævet konformitet.

Multikulturalisme fungerer ikke.

17. Det falske Europa praler af et hidtil uset engagement i lighed. Det hævder at fremme ikke-forskelsbehandling og inddragelse af alle racer, religioner og identiteter. Her er der sket ægte fremskridt, men en utopisk løsrivelse fra virkeligheden har taget fat. I den seneste generation har Europa forfulgt et stort projekt om multikulturalisme. At kræve eller blot fremme assimileringen af ​​muslimske nytilkommere til vores manerer og sædvaner, langt mindre til vores religion, betragtes som en grov uretfærdighed. En forpligtelse til lighed, har vi fået at vide, kræver, at vi afsværger enhver antydning af, at vi tror at vores kultur er overlegen. Paradoksalt nok, så handler Europas multikulturelle forehavende, som benægter Europas kristne rødder, om det kristne ideal om universel velgørenhed i en overdreven og uholdbar form. Det kræver en helgenagtig grad af selvfornægtelse af de europæiske folk. Vi skal bekræfte selve koloniseringen af ​​vores hjemlande og afviklingen af ​​vores kultur som Europas store enogtyvende århundredes hæder – en kollektiv selvopofrende handling for at et nyt globalt samfund af fred og velstand kan blive født.

Ond tro vokser.

18. Der er en stor del ond tro i denne tænkning. De fleste i vores styrende klasser antager uden tvivl den europæiske kulturs overlegenhed – hvilket dog ikke må bekræftes offentligt på måder, som kan fornærme indvandrerne. Givet denne overlegenhed tror de, at assimilering vil ske naturligt og hurtigt. I et ironisk ekko af den gamle imperialistiske tænkning antager Europas styrende klasser, at på en eller anden måde, ved naturens eller historiens love, “de” nødvendigvis vil blive som “os” – og at det er utænkeligt, at det omvendte kan være sandt. I mellemtiden er den officielle multikulturalisme blevet ”implementeret” som et terapeutisk redskab til styring af de uheldige, men “midlertidige” kulturelle spændinger.

Teknokratisk tyranni øges.

19. Der er mere ond tro på færde – af en mørkere art. I den sidste generation har et større og større segment af vores styrende klasse besluttet, at dens egeninteresse ligger i accelereret globalisering. De ønsker at opbygge supranationale institutioner, som de er i stand til at kontrollere uden ulemperne ved den folkelige suverænitet. Det er i stigende grad klart, at det “demokratiske underskud” i EU ikke blot er et teknisk problem, der skal afhjælpes ved tekniske midler. Dette underskud er snarere et grundlæggende engagement, og det forsvares nidkært. Uanset om det er legitimeret af formodede økonomiske nødvendigheder eller i selvstændigt at udvikle en international menneskerettighedslov, så konfiskerer EU-institutionernes overnationale mandariner Europas politiske liv og besvarer alle udfordringer med et teknokratisk svar: Der er ikke noget alternativ. Dette er det bløde, men stadig mere virkelige tyranni, vi står overfor.

Det falske Europa er skrøbeligt og impotent.

20. Det falske Europas hovmod er nu ved at blive tydeligt, på trods af forkæmpernes bedste bestræbelser på at understøtte de bekvemme illusioner. Frem for alt afsløres det falske Europa for at være svagere end nogen havde forestillet sig. Populær underholdning og materialistisk forbrug opretholder ikke det civile liv. Frarøvet højere idealer og demotiveret fra at udtrykke patriotisk stolthed af den multikulturalistiske ideologi, har vores samfund nu svært ved at mobilisere viljen til at forsvare sig selv. Yderligere vedligeholdes borgerlig tillid og social samhørighed ikke af inkluderende retorik eller et upersonligt økonomisk system, som domineres af gigantiske internationale virksomheder. Igen må vi være ærlige: europæiske samfund nedslides voldsomt. Hvis vi åbner vores øjne, ser vi en stadig større brug af regeringens magt, social forvaltning og uddannelsesindoktrinering. Det er ikke kun islamisk terror, som bringer tungt væbnede soldater ind i vores gader. Uropoliti er nu nødvendigt for at nedkæmpe voldelige anti-establishment protester og endda at styre berusede folkemængder af fodboldfans. Fanatismen hos vores fodbold-tilhængere er et desperat tegn på det dybe menneskelige behov for solidaritet, et behov, som ellers forbliver uopfyldt i det falske Europa.

En fornægtelseskultur har etableret sig.

21. Europas intellektuelle klasser er desværre blandt de vigtigste ideologiske forkæmpere for det falske Europas forestillinger. Vore universiteter er uden tvivl en af ​​de europæiske civilisations stoltheder. Men hvor de engang søgte at overføre ældre tiders visdom til hver ny generation, så sidestiller de fleste i universiteterne i dag kritisk tænkning med en enfoldig afvisning af fortiden. En ledestjerne for den europæiske ånd har været den strenge disciplin af intellektuel ærlighed og objektivitet. Men i løbet af de sidste to generationer er dette ædle ideal blevet forvandlet. Den askese, som engang søgte at frigøre tanken fra den dominerende menings tyranni, er blevet en ofte selvtilfreds og ureflekterende modstand mod alt, hvad der er vores eget. Denne holdning til kulturel afvisning fungerer som en billig og nem måde at være ‘kritisk’ på. I den sidste generation er den blevet udøvet i foredragssalene og blevet til en doktrin, et dogma. Og at deltage i at forkynde denne trosbekendelse udlægges som et tegn på ‘oplysning’ og på et åndeligt valg. Som følge heraf er vores universiteter nu aktive agenter for de igangværende kulturelle ødelæggelser.

Eliter udstiller arrogant deres dyder.

22. Vores styrende klasser fremmer menneskerettighederne. De arbejder på at bekæmpe klimaændringer. De arbejder for en mere globalt integreret markedsøkonomi og harmonisering af skattepolitikken. De overvåger fremskridtene i forbindelse med ligestilling mellem kønnene. De gør så meget for os! Hvad betyder det ved hvilke mekanismer de indtager deres kontorer? Hvad betyder det, hvis de europæiske folk bliver mere skeptiske over for deres forvaltning?

Der er et alternativ.

23. Den voksende skepsis er fuldt berettiget. I dag domineres Europa af en målløs materialisme, som synes ude af stand til at motivere mænd og kvinder til at få børn og stifte familie. En fornægtelseskultur berøver den næste generation dens identitetsfølelse. Nogle af vores lande har regioner, hvor muslimer lever i en uformel autonomi adskilt fra lokale love, som om de var kolonialister snarere end medborgere i vores nationer. Individualismen isolerer os fra hinanden. Globaliseringen forandrer livsvilkårene for millioner. Når de udfordres, siger vores styrende klasser, at de blot arbejder for at imødekomme det uundgåelige, at tilpasse sig til uafvendelige nødvendigheder. Ingen andet kursus er mulig, og det er irrationelt at modstå. Tingene kan ikke være ellers. De, som objektiveres, påstås at lide af nostalgi – for hvilken de fortjener moralsk fordømmelse som racister eller fascister. I takt med at sociale opdelinger og samfundsforstyrrelser bliver mere tydelige, bliver det europæiske offentlige liv mere voldsomt, mere fjendtligt, og ingen kan sige, hvor det vil ende. Vi må ikke fortsætte ned ad denne vej. Vi er nødt til at kaste det falske Europas tyranni af os. Der er et alternativ.

Vi skal tilbagevise erstatnings-religion.

 24. Arbejdet med retablering begynder en med teologisk selvkendelse. Det falske Europas universalister og universaliserende fordringer afslører, at det er et erstatnings-religiøst forehavende, komplet med stærke trosmæssige bekendelser og fordømmelser. Dette er det stærke narkotikum, som paralyserer Europa som politisk organisme. Vi må insistere på, at religiøse forhåbninger korrekt forbliver religionens domæne, ikke politikkens og endnu mindre den bureaukratiske administrations. For at genoprette vores politiske og historiske forehavende er det absolut nødvendigt at genskabe det europæiske offentlige liv.

Vi skal genoprette en ægte liberalisme.

25. Dette vil kræve, at vi afstår fra det fordrejende sprog, der undviger ansvar og fremmer ideologisk manipulation. Tale om mangfoldighed, integration og multikulturalisme er tom. Ofte er et sådant sprog implementeret som en måde at karakterisere vores svigt, som om de var resultater: Opsplitningen af social solidaritet er ”faktisk” et tegn på velkomst, tolerance og integration. Dette er markedsføringssprog, et sprog, der er beregnet til at mørkelægge virkeligheden frem for at belyse den. Vi må genvinde en varig respekt for virkeligheden. Sprog er et følsomt instrument, og det bliver afsporet, når det bruges som en kølle. Vi bør være forsvarer af den sproglige anstændighed. Tilflugt til fordømmelse er et tegn på dekadencen i​​ vores nuværende tid. Vi må ikke tolerere verbal intimidering, langt mindre dødelige trusler. Vi er nødt til at beskytte dem, der taler moderat, selvom vi synes at de tager fejl. Europas fremtid skal være liberal i bedste forstand, hvilket indebærer en forpligtelse til en robust offentlig debat fri fra alle trusler om vold og tvang.

Vi har brug for ansvarlige statsmænd.

26. At bryde spindet i det falske Europa og dets utopiske, pseudo-religiøse korstog for en grænseløs verden, indebærer at fremme en ny slags statsmanskab og en ny slags statsmand. En god politisk leder forvalter det fælles vel for et givet folk. En god statsmand ser vores fælles europæiske arv og vores særlige nationale traditioner som fremragende og livgivende, men også skrøbelige gaver. Han afviser ikke den arv, og han tillader sig heller ikke at tabe alt for utopiske drømme. Sådanne ledere tilstræber de anerkendelser, som deres folk giver dem; de har ikke appetit på anerkendelse fra det “internationale samfund”, hvilket reelt er public relations apparater for et oligarki.

Vi bør forny national enhed og solidaritet.

27. Når vi anerkender de europæiske nationers særlige karakter og deres kristne præg, behøver vi ikke være forvirret overfor de multikulturalistiske falske påstande. Indvandring uden assimilering er kolonisering – og dette må afvises. Vi forventer med rette, at de, der migrerer til vores lande, vil engagere sig i vores nationer og adoptere vores sædvaner. Denne forventning skal understøttes af en sund politik. Multikulturalismens sprog er blevet importeret fra Amerika. Men USA’s store indvandringstid kom i begyndelsen af ​​det tyvende århundrede, en periode med bemærkelsesværdig hurtig økonomisk vækst, i et land med næsten ingen velfærdsstat og med en meget stærk følelse af national identitet, som indvandrerne forventedes at assimilere sig til. Efter at have tilladt et stort antal indvandrere lukkede Amerika sine døre næsten helt i to generationer. Europa har brug for at tage ved lære af denne amerikanske erfaring snarere end at adoptere nutidige amerikanske ideologier. Erfaringen fortæller os, at arbejdspladsen er en stærk assimilationsmotor, at et generøst velfærdssystem kan hindre assimilering, og at en forsigtigt politisk ledelse undertiden dikterer reduktioner i indvandring – endda drastiske reduktioner. Vi må ikke tillade den multikulturelle ideologi at forvrænge vores politiske bedømmelser af, hvordan vi bedst kan tjene det fælles gode, hvilket kræver, at de nationale samfund har tilstrækkelig enhed og solidaritet til at se deres gode som fælles.

Kun imperier er multikulturelle.

28. Efter 2. verdenskrig udviklede Vesteuropa vitale demokratier. Efter Sovjetunionens sammenbrud restaurerede centraleuropæiske nationer deres civile vitalitet. Disse er blandt Europas mest værdifulde resultater. Men de vil gå tabt, hvis vi ikke adresserer indvandring og demografiske ændringer i vores nationer. Kun imperier kan være multikulturelle, hvilket er, hvad EU vil blive, hvis vi undlader at lade fornyet solidaritet og borgerlig enhed være kriterierne for at vurdere indvandringspolitikker og strategier for assimilering.

Et ordentligt hierarki understøtter socialt velfærd.

29. Mange tror fejlagtigt, at Europa kun forkrampes af kontroverser om indvandring. Dette er i sandhed kun én dimension af et mere generelt socialt opbrud, som skal vendes. Vi skal genvinde værdigheden af ​​bestemte roller i samfundet. Forældre, lærere og professorer har pligt til at danne dem, som er under deres omsorg. Vi må modstå den kult af ekspertise, der kommer på bekostning af visdom, takt og søgen efter et kultiveret liv. Der kan ikke være nogen retablering af Europa uden en vis afvisning af en overdrevet egalitarisme og reduktion af visdom til teknisk viden. Vi støtter de politiske resultater i den moderne æra. Hver mand og kvinde skal have en lige stemme. Grundlæggende rettigheder skal beskyttes. Men et sundt demokrati kræver sociale og kulturelle hierarkier, der tilskynder til udøvelse af ekspertise og ærer dem, der tjener det fælles gode. Vi er nødt til at genoprette en forståelse for åndelig storhed og give denne den rette respekt, så vores civilisation kan modvirke den voksende magt af ren materiel velstand på den ene side og den vulgære underholdning på den anden side.

Vi skal genoprette moralsk kultur.

30. Den menneskelige værdighed er mere end retten til at være alene og De Internationale Menneskerettighedernes doktriner opfylder retfærdighedens krav, langt fra. Europa er nødt til at forny enigheden om moralsk kultur, så befolkningen kan blive vejledt til et liv med høj moralsk standard. Vi må ikke tillade en falsk opfattelse af friheden til at hindre klog anvendelse af loven til at afskrække umoralsk adfærd. Vi må tilgive menneskelig svaghed, men Europa kan ikke blomstre uden en genopretning af et fælles ønske om ordentlig adfærd og menneskelig ekspertise. En værdighedskultur udspringer af anstændighed og varetagelsen vores roller i livet. Vi er nødt til at forny den gensidige respekt mellem de sociale klasser, der kendetegner et samfund, som værdsætter alles bidrag.

Markeder skal indrettes efter sociale formål.

31. Selvom vi anerkender de positive aspekter af den fri markedsøkonomi, må vi modstå ideologier, der søger at idealisere markedets logik. Vi kan ikke tillade, at alt er til salg. Velfungerende markeder kræver retsstatsprincippet, og vores retsstatsprincipper bør sigte mod mere end rent økonomisk effektivitet. Markeder fungerer også bedst, når de er indlejret i stærke sociale institutioner, der er organiseret på deres egne, ikke-markedsmæssige principper. Økonomisk vækst er, skønt den er gunstig, ikke det højeste gode. Markeder skal orienteres mod sociale mål. I dag truer virksomhedens enorme størrelse endog den politiske suverænitet. Nationerne skal samarbejde for at beherske de globale økonomiske kræfters arrogance og tankeløshed. Vi bekræfter den vise brug af regeringens magt til at opretholde ikke-økonomiske sociale goder.

Uddannelserne skal reformeres.

32. Vi mener, at Europa har en historie og kultur, der er værd at opretholde. Vores universiteter svigter imidlertid for ofte vores kulturarv. Vi er nødt til at reformere uddannelsesindholdet for at fremme overførslen af vores fælles kultur i stedet for at indoktrinere unge i en kultur af fornægtelse. Lærere og mentorer på alle niveauer har en pligt til historisk bevidsthed. De bør være stolte af deres rolle som en bro mellem generationer fortid og kommende generationer. Vi må også retablere Europas højkultur ved at sætte det sublime og det smukke som vores fælles standard og afvise kunstens nedbrydning til en slags politisk propaganda. Dette vil kræve dyrkning af en ny generation af sponsorer. Virksomheder og bureaukratier har vist sig at være dårlige støtter af kunsten.

Ægteskab og familie er afgørende.

33. Ægteskabet er grundlaget for civilsamfundet og grundlaget for harmoni mellem mænd og kvinder. Det er det intime bånd, der er organiseret omkring at opretholdelsen en husstand og opdrage børn. Vi bekræfter, at vores mest grundlæggende roller i samfundet og som mennesker er som fædre og mødre. Ægteskab og børn er integreret i enhver vision om menneskelig trivsel. Børn kræver offer af dem, der bringer dem ind i verden. Dette offer er ædelt og skal hædres. Vi tilslutter os kloge sociale politikker til at opmuntre og styrke ægteskab, fødsel og børneopdragelse. Et samfund, der ikke byder børn velkommen, har ingen fremtid.

* * *

 

Populisme bør omfavnes.

34. Der er stor angst i Europa i dag på grund af stigningen af det, der kaldes ‘populisme’ – selv om begrebets betydning aldrig synes at blive defineret, og det mest bruges fornærmende. Vi har vores forbehold. Europa skal trække på sine traditioners dybe visdom snarere end at basere sig på forenklede sloganer og splittende følelsesmæssige appeller. Alligevel erkender vi, at meget i dette nye politiske fænomen kan udgøre et sundt oprør mod det falske Europas tyranni, der betegner enhver trussel mod sit monopol på moralsk legitimitet som “antidemokratisk”. Den såkaldte “populisme” udfordrer tidens diktatur, “fanatismen i centret” og med rette. Det er et tegn på, at selv midt i vores nedslidte og forarmede politiske kultur kan de europæiske folks historiske orden genfødes.

Vores fremtid er det sande Europa.

35. Vi afviser det som en falsk påstand, at der ikke er noget ansvarligt alternativ til den kunstige, åndsløse solidaritet i et fælles marked, et tværnationalt bureaukrati og overfladisk underholdning. Brød og cirkus er ikke nok. Det ansvarlige alternativ er det sande Europa.

Vi skal tage ansvar.

36. I denne stund beder vi alle europæere om at tilslutte sig en afvisning af den utopiske fantasi i en multikulturel verden uden grænser. Vi elsker med rette vores hjemlande, og vi forsøger at overlade vores børn alle ædle ting, som vi selv har modtaget som vores sande arv. Som europæere deler vi også en fælles arv, og denne arv beder os om at leve sammen i fred som et nationernes Europa. Lad os forny national suverænitet og genvinde værdien af et fælles politisk ansvar for Europas fremtid.

Philippe Bénéton (France)

Rémi Brague (France)

Chantal Delsol (France)

Roman Joch (Česko)

Lánczi András (Magyarország)

Ryszard Legutko (Polska)

Pierre Manent (France)

Janne Haaland Matlary (Norge)

Dalmacio Negro Pavón (España)

Roger Scruton (United Kingdom)

Robert Spaemann (Deutschland)

Bart Jan Spruyt (Nederland)

Matthias Storme (België)

 

#konservative2