Vor tidsalder er formørket af tolerancens intolerance.

Den 30. september 2017 bragte The Daily Mail en artikel af A.N. Wilson. Jeg kender ikke denne Wilson, men artiklen var på en gang bemærkelsesværdig og ubehagelig sand. Den er kontroversiel, men netop det, at den er kontroversiel, gør at dens sandhedsværdi er uomtvistelig.

Vi er i virkelig kommet langt væk fra rimeligheden, respekten for andres opfattelser og det frisind, som hele tiden påberåbes, men som trædes under fode i tolerancens navn. Kan det kaldes andet end menings-totalitarisme i tolerancens navn? Hvor er det dog trist, at vi mennesker reelt er så ubegavede, at vi ikke kan se de paradokser, som vi selv fremdyrker, ja, vader rundt i. Homo Sapiens har fortabt retten til sit navn.

 

Min oversættelse af artiklen:

A.N. Wilson om den nye mørke intolerances tidsalder: ”Du skal gå ind for homo-ægteskaber, du må ikke stille spørgsmålstegn ved abort og hvad angår transkønnedes rettigheder, så ….”

(Original titel: ”A.N. WILSON on the new dark age of intolerance: You must believe in gay marriage, you can’t question abortion and as for transgender rights… Kilde: The Daily Mail, kan læses på dette link)

Den store franske forfatter Voltaire sagde engang de berømte ord: “Jeg afviser, hvad du siger men vil til døden forsvare din ret til at sige det”. På denne måde indkapslede han, hvad det betød at være et oplyst menneske – en person forberedt på at overveje alle synspunkter.
Men i de senere år er princippet om ytringsfrihed, helligt siden Voltaire’s 18. århundrede, gået tabt, og det er helt sikkert et af de mest uhyggelige træk ved vor tid. Det er, som om vi går ind i en ny mørk alder af intolerance.

Ironien er, at denne intolerance er opstået som følge af, hvad der oprindeligt var gode hensigter. En af de ting, som gjorde mig glad, efterhånden som jeg blev ældre, var tanken om, at vi i min livstid har forsøgt at blive et venligere samfund.

Da jeg var dreng og ung mand, var racistiske vittigheder for eksempel normalt på radio og i tv. Nu er de utænkelige. Mobning af homoseksuelle og koblingen mellem at være homoseksuel, at have løse håndled og være skabagtig, var normen for komedier, da jeg voksede op. Det går ikke længere.
Sådanne vittigheder er gået samme vej som de gamle pensionater, som plejede at sætte et skilt i vinduet med ”INGEN SORTE, ingen hunde og ingen irer”. Det er klart, at alle civiliserede mennesker føler sig tilfredse med dette.
Men på en eller anden måde har de oprindelige gode hensigter – at være venligere og mere tolerante over for andre – formet en politisk korrekthed, der har haft den modsatte virkning.

To nylige velkendte eksempler på dette, vedrørte behandlingen af en kristen bager i Nordirland og nogle kristne Bed & Breakfast ejere i Berkshire. Bageren havde ikke ønsket at lave en bryllupskage til et homoseksuelt par, som giftede sig. B & B ejerne havde nægtet at lade et homoseksuelt par dele det samme rum i deres bygning. I begge tilfælde blev de med succes sagsøgt for ulovlig diskrimination.

Nu ville en homofilaktivist uden tvivl sige, at det var en god ting, idet han ville hævde, at bageren og B&B-ejerens adfærd var sammenlignelig med fortidens racisme. Og dog sætter dette tingene  helt ud af proportioner.
Bageren forfulgte ikke homoseksuelle, som Hitler gjorde. Han sagde ikke, at de skulle sættes i fængsel, som Indenrigsministeriet i Storbritannien gjorde indtil 60’erne. Han sagde blot, at han som kristen anså, at ægteskabet skulle være mellem en mand og en kvinde, og at de to fyre ville knytte et helt andet bånd, hvilket strider mod traditionel kristen lære.
Uanset hvad man anser i disse sager, ville den irske bager og B & B-parret blot holde fast i den kristne troslære.

Jeg deler imidlertid ikke deres synspunkter og anser, at hvis to personer er letsindige nok til at love at leve sammen for resten af deres liv, så held og lykke til dem, uanset om de er homoseksuelle, heteroseksuelle, trans eller noget andet. Men du kan sikkert forstå begge sider af dette dilemma, kan du ikke?
Nå, svaret, i vores intolerante samfund er mere og mere et ‘Nej’. Min bekymring drejer sig ikke om rettighederne og ugyldigheden af homoseksuelle ægteskab, trans-rettigheder, vores kolonihistorie eller nogen af de andre følelsesmæssige problemer, der er genstand for endeløs debat her i moderne tid.
Det handler om tankefrihed og talefrihed; frihed til at være uenig i et liberalt samfund, frihed til at have tanker, der adskiller sig fra den nuværende ortodoksi.

Hvad der begyndte, som vores meget anstændige ønske om ikke at være ubehagelige overfor dem med anden etnicitet eller seksuel tilbøjelighed end os selv, er blevet til en verden så intolerant som munkenes kristendom i den mørke Middelalder, når der bliver stillet spørgsmålstegn ved enhver tankefrihed.

Tim Farron, leder af De Liberale Demokrater, blev gentagne gange under valget spurgt om sit syn på homoseksuelt ægteskab. Som en ret gammeldags kristen anså han ikke, at det var muligt – ægteskabet skulle være mellem en mand og en kvinde.
Som leder af et moderne politisk parti vidste han, at det ville være politisk død at indrømme dette. Han blev til slut tvunget til at træde tilbage.
Dette var et signal til verden om, at hvis man ønsker at lykkes i moderne politik, er det simpelthen ikke tilladt at have synspunkter, som for meget kort tid siden var konsensus blandt de fleste mennesker i den vestlige verden.
Jeg bruger ordene “ikke tilladt” med omhu. Hvad der er uhyrligt ved at leve i den nye mørkealder, er imidlertid, at det på ingen måde er klart, hvem der bestemmer ”tilladt” eller ”ikke tilladt”. I Mao’s Kina var det helt klart: Tankeforbrydelser var ideer, der var i modstrid med den øverste leder.

I Storbritannien ser der imidlertid ud til at være en hel hær af selvudnævnte censorer – fra internet-troll’er til vrede studerende, lobbygrupper, rådhus-embedsmænd, usikre politikere, advokater, ”elite”-personer samt en lang række af andre hengivne og ofte travle geskæftige – som har tiltaget sig rollen som politibetjent i spørgsmålet om, hvad vi kan og ikke kan tænke eller sige.
Ikke at tro på abort ligesom ikke at tro på homoseksuelt ægteskab, er nu en ubetinget tankekriminalitet. Det var næppe overraskende, at det konservative parlamentsmedlem Jacob Rees-Mogg for nylig sagde, at han ikke troede på abort, fordi han er en mand med religiøs overbevisning såvel som en romersk-katolsk sådan, og at det er hans kirkes lære. Alligevel blev hans syn behandlet med vantro og foragt af alle fra troll’er og kvindegrupper til de højere kredse i det politiske etablissement.

Som i tilfælde med abort er debat ikke længere tilladt om emnet transkønnet. Der var et BBC2 Horizon-program sidste tirsdag aften kaldet ”At være Transkønnet”. Nærbilleder af den transgene kirurgi på et californisk hospital vil ikke let forlade sindet.
Vi mødte en række hyggelige mennesker, som, af en eller anden grund, havde besluttet, at de ikke var det køn, som de engang havde antaget. De var alle i gang med en form for transformerende behandling, enten hormonelt eller kirurgisk.
Hvad som gjorde programmet besynderligt, som et stykke journalistik, var, at det ikke indeholdt én afvigende stemme. Ikke én psykiater eller læge, der sagde, at de tvivlede på visdommen i nogle af disse procedurer, ej heller hos de meget unge.

Endnu mindre var der nogen, som den betydelige feministiske og akademiske Dr Germaine Greer, som engang gav udtryk for sin opfattelse af, at en mand ikke blev til en kvinde, bare fordi han havde gennemgået transkøns-kirurgi – og derfor blev offentligt udhængt fra hustagene med alt fra underskriftsindsamlinger lanceret for at forhindre hende i at tale på universiteter til dødstrusler.
Dr Greer havde også været dristig nok til at sige “mange kvinder” delte hendes syn, hvilket selvfølgelig er sandt – mange kvinder mener ikke, at transpersoner virkelig har ændret køn.
Hvad som er ændret er, at det ikke længere er tilladt at sige det.
En af mine venner, der kan lide at bade i damebassinet på Hampstead Heath i London, siger, at mindst en person, som tydeligvis er i et overgangsstadium fra mand til kvinde, nu bruger de kvindelige omklædningsrum – men simpelthen er en håret mand iført læbestift.
Men hvor ubehagelig til mode det end får kvinderne til at føle sig, så ved de, at de ikke kan sige noget.

Der var for nylig en grim episode på Hyde Park’s Speakers’ Corner, som plejede at være det sted, hvor enhver kunne gå hen, stille sig op på en ølkasse og fremføre enhver mening, som de måtte have sympati for.
Speakers’ Corner var et symbol på den britiske frihed til tale. Som skolebarn havde jeg en jødisk ven, hvis bedstefar plejede at tage os derhen for at lytte til folk, som forkyndte, at jorden var flad, til prædikanter, som roste Hitler, Stalin og andre i den boldgade, og folk som i øvrigt sagde, hvad de havde lyst til. Det var friheden til at gøre det, sagde den gamle mand, som var flygtet fra Hitlers Tyskland, som gjorde selve luften i Storbritannien så forfriskende for ham.
Hvad ville han mon have tænkt, hvis han havde været vidne til scenen tidligere på måneden på Speakers’ Corner, hvor en 60-årig kvinde ved navn Maria blev slået i ansigtet, angiveligt af en transkøns-fanatiker. Det skete da han hørte en tale om de planlagte reformer af Kønsanerkendelsesloven, reformer, som vil gøre det muligt for mænd at “selvidentificere” som kvindelig og komme ind i kvinders omklædningsrum eller andre tilflugtssteder uden problemer.

For Maria, som for de skræmte kvinder i Hampstead swimmingpoolen og for Germaine Greer, er det på ingen måde klart, at transpersoner har ændret deres køn.
Trans-aktivister har mærket kvinder som Maria TERF’ere – Trans Eksklusionary Radical Feminists. Da nyhederne om angrebet på hende nåede på internettet – dvs. øjeblikkeligt – begyndte trollene at bjæffe som den blodtørstige hob under guillotine-henrettelserne under den franske revolution. ”Brænd i ild, TERF”. “Jeg vil f *** nogle TERFS op, de er ikke bedre end fascister”.

Brugen af ordet ”fascist” er almindeligt i vores Nye Mørkealder om enhver, som du er uenig med. Du hører det hele tiden i Brexit-argumenterne, som raser rundt omkring os, og som jeg frygter.
Jeg stemte Remain, men jeg betragter ikke Brexiteers som “fascister”, og mange af deres argumenter – som ønsket at genvinde magten til at lave vores egne love og kontrollere vores egne grænser – er åbenbart fornuftige.

Jeg har mistet tællingen med det antal gange, som jeg har hørt Remainers sige, at Brexiteers er fascister. Faktisk er det en historisk kendsgerning at mange af de ivrigste tilhængere af en forenet europæisk superstat reelt var fascister.
Den eneste britiske politiker, der kæmpede for kampagnen om ”Europe A Nation” i løbet af halvtredserne, var Sir Oswald Mosley, som var leder af den britiske Fascistforening. Dog, så lader nutidens Politisk Korrektheds censorer ikke fakta komme i vejen for deres fordomme.
At brændemærke nogen, som du er uenig med som fascist; at slå folk i ansigtet; at tweete og blogge tilsvining krysteragtigt bag internettets anonymitet – disse er de grimme våben, der bruges til at fordreje enhver form for debat. Og det er ofte på de selv samme steder, hvor ideer burde udveksles og undersøges, at fordommene er som værst: Vores universiteter.

I denne uge på Radio 4’s ”Today” program hørte vi James Caspian, en roligt talende og venlig psykoterapeut, der beskrev, hvad der er blevet en mediebasker på Bath Spa University.
Han har arbejdet i nogle år med mennesker, der af en eller anden grund har påbegyndt en kønsændringsproces og derefter kommer til at fortryde det.
Caspian er åbenbart ikke en fordømmende mand. Han ønskede at skrive en afhandling om dette emne fra et sympatiserende og ikke-følelsesmæssigt synspunkt.
Hvad får folk til at føle sig så ubehageligt til mode med deres eget køn, at de ønsker at gennemgå en smertefuld og omfattende kirurgi for at ændre det? Hvad får folk til at revurdere deres første ide? Disse er helt legitime spørgsmål om et emne, mange af os kan ikke helt forstå.

Jeg har to venner, der startede som mænd og besluttede i midten af livet, at de virkelig var kvinder, eller ønskede at blive kvinder, hvilket er hvad de har gjort. Jeg forstår ikke rigtigt, hvad der er sket med dem, selvom de har forsøgt at forklare det for mig.
En mand som James Caspian, som har arbejdet med transkønnede mænd og kvinder, bør vel opmuntres af et universitet til at forklare dette område medicinsk eller psykologisk?

Men nej. Universitetet, der oprindeligt havde godkendt hans idé til en afhandling, afslog derefter hans ansøgning. “Den grundlæggende årsag var, at det kunne forårsage kritik af forskningen på de sociale medier, og kritik af forskningen ville være kritik af universitetet”, fortalte han radio 4 lyttere. “De tilføjede også, at det er bedre ikke at fornærme folk.”

Dette er alt sammen på linje med de studerende i Oxford, der ønsker at vælte statuen af det 19. århundredes imperialistiske Cecil Rhodes i hans gamle kollegium Oriel med den begrundelse, at han var racistisk.

I stedet for at have en begrundet debat, der afvejer det negative i racistisk kolonialisme imod Rhodes’ gode gerninger, ønskede den studerende, som ledede bevægelsen – og som faktisk havde accepteret et £ 40.000 Rhodes-stipendium finansieret af den formue, som kolonialisten gav til Oxford – at vælte statuen.

Dette er den samme mentale holdning som det, der førte munke i de mørke alder til at ødelægge statuer af hedenske guder og gudinder eller Taliban til at gøre det samme med gamle buddhistiske artefakter.

Ræsoneren, debat og betragtning af mere end én side af et argument er helt sikkert grundlaget for alt, der har formet de store værdier i Vesten, siden Oplysningen startede i det 18. århundrede med en eksplosion af nye ideer inden for videnskab, filosofi, litteratur og moderne rationelle tanke, der indvarslede Fornuftens Tidsalder.

At indse, at menneskelige handlinger og ideer ofte er blandinger af godt og ondt – er det ikke hvad det betyder, at have et voksent sind? Vi bør helt klart have lov til at diskutere sager uden at blive anklaget for tankekriminalitet?

På universiteter, som på Speakers’ Corner og i det offentlige rum i almindelighed, plejede det at være den robuste opfattelse, at stokke og sten kan brække vores knogler, men at ord aldrig kan skade os. Nu spilles krænkelses-kortet regelmæssigt for at kvæle enhver debat.

Lidt efter lidt tillader vi Intolerancens Mørke Tidsalder at komme igen. Vi bør ikke lade dette ske.
Vi bør være i stand til at sige: “Vi misbilliger dine synspunkter – om Europa, i transkøns-spørgsmål, om islam, om hvad som helst, men vi til døden forsvare din ret til at udtrykke dem”.

Skriv et svar