Ten Conservative Principles

By Russell Kirk

Fra “The Politics of Prudence” 1993

Originaltekst: http://www.kirkcenter.org/detail/ten-conservative-principles/

(Oversat og kommenteret i fodnoter af Kåre Grønbæk Maj 2018)

Da konservatismen hverken er en religion eller en ideologi, har den position, som betegnes konservatisme, ingen hellige skrifter og ingen Das Kapital til at levere dogmer[1]. For så vidt som det er muligt at fastslå, hvad konservative tror, er de primære principper for den konservative overbevisning afledt af, hvad ledende konservative forfattere og offentlige personer har proklameret i de sidste to århundreder. Efter nogle indledende bemærkninger om dette generelle tema, vil jeg fortsætte med at liste ti sådanne konservative principper.

Måske ville det være godt at bruge ordet “konservativ” overvejende som et adjektiv. For der eksisterer ingen konservativ model, og konservatisme er negationen af ideologi: det er en sindstilstand, en slags karakter, en måde at se på den civile sociale orden[2].

Den holdning, vi kalder konservatisme, er oppebåret af et sæt af holdninger, snarere end af et system af ideologisk dogmatik. Det er tæt på at være korrekt, at en konservativ kan defineres som en person, der anser sig som sådan^[3]. Den konservative bevægelse eller meningsfællesskab kan rumme en betydelig mangfoldighed af synspunkter om mange forskellige emner, idet der ikke er nogen testregler eller ”39 artikler” om den konservative overbevisning.

Grundlæggende er den konservative person simpelthen en, som finder de permanente ting mere tiltalende end kaos og destruktive tider[4]. (Dog, konservative kender fra Burke, at sund “ændring er et middel til vores bevarelse”). Et folks historiske erfaringskontinuitet, siger den konservative, giver en langt bedre vejledning til politikken end de abstrakte ideer fra Café-filosofferne[5]. Men naturligvis er der mere i den konservative overbevisning end denne generelle holdning.

Det er ikke muligt at udarbejde et elegant katalog over konservative overbevisninger. Ikke desto mindre, tilbyder jeg dig i korte træk ti generelle principper. Det synes sikkert at sige, at de fleste konservative vil abonnere på de fleste af disse maksimer. I forskellige udgaver af min bog ”The Conservative Mind” har jeg nævnt visse oplistninger af konservativ tænkning – listen adskiller sig noget fra udgave til udgave. I min antologi ”The Portable Conservative Reader” tilbyder jeg variationer over dette tema. Nu præsenterer jeg for dig et resumé af konservative antagelser, der adskiller sig noget fra oplistningerne i mine to bøger. Til gengæld er mangfoldigheden af måder, som konservative synspunkter kan finde udtryk på, i sig selv et bevis for, at konservatisme ikke er en fast ideologi[6]. Hvilke særlige principper konservative understreger i en given tid, vil variere med omstændighederne og nødvendighederne i den æra. De følgende ti trosbekendelser afspejler den konservative vægtning i Amerika i dag.

For det første mener den konservative, at der eksisterer en varig moralsk orden. Denne orden er lavet for mennesket, og mennesket er skabt til den: Menneskets natur er en konstant, og moralske sandheder er permanente[7].

Ordet orden indebærer harmoni. Der er to aspekter eller typer af orden: Sjælens indre orden og den ydre orden i samfundet. For femogtyve århundreder siden underviste Platon i denne doktrin, men selv uddannede har i dag svært ved at forstå den. Spørgsmålet om orden har været en afgørende konservativ sag lige siden konservativ blev et politisk udtryk.

Vor 20. århundredes verden har oplevet de hæslige konsekvenser af sammenbruddet af troen på en moralsk orden. Som grusomhederne og katastroferne i Grækenland i det femte århundrede før Kristus viser ruinerne af de store nationer i vores århundrede os den afgrund ,i hvilken de samfund falder, som forveksler smart selvinteresse og genial social kontrol som behagelige alternativer til en gammeldags moralsk orden.

Det er blevet fremført af liberale intellektuelle, at den konservative mener, at alle sociale spørgsmål i kernen er spørgsmål om privat moral. Korrekt forstået er denne erklæring ganske sand[8]. Et samfund, hvor mænd og kvinder styres af tro på en varig moralsk orden, med en stærk fornemmelse for rigtigt og forkert og af personlige overbevisninger om retfærdighed og ære, vil være et godt samfund – uanset hvilken politisk mekanisme det benytter sig af, mens et samfund, hvor mænd og kvinder er moralsk på afveje, uvidende om normer og primært fokuserer på tilfredsstillelse af deres tilbøjeligheder, vil være et dårligt samfund – uanset hvor mange mennesker som stemmer og uanset hvor liberale dets formelle forfatning måtte være[9].

For det andet overholder de konservative sædvaner, konventioner og kontinuitet. Det er gamle sædvaner, der gør det muligt for folk at leve fredeligt sammen. De, som ødelægger sædvanerne, nedriver mere end de indser og ønsker[10]. Det er gennem konventionen – et meget misbrugt ord i vores tid – at vi stræber efter at undgå evige tvister om rettigheder og pligter: Lov er grundlæggende en række konventioner[11]. Kontinuitet er midlet til at forbinde fra generation til generation og betyder lige så meget for samfundet, som det gør for den enkelte. Uden den er livet meningsløst[12]. Når succesrige revolutionære har udslettet gamle skikke, tømt gamle konventioner og ødelagt kontinuiteten hos sociale institutioner – opdager de pludselig nødvendigheden af, at etablere nye skikke, konventioner og kontinuitet. Men denne proces er smertefuld og langsom og den nye sociale orden, der efterhånden fremstår, kan være meget ringere end den gamle orden, som de radikale væltede i deres iver efter det jordiske paradis.

Konservative er mestre i skikke, konventioner og kontinuitet, fordi de foretrækker de onder, som de kender frem for de onder, som de ikke kender[13]. Orden, retfærdighed og frihed, anser de, er de skabte resultater af en lang social erfaring, resultatet af århundreders forsøg, refleksioner og ofre[14]. Således er det sociale samfund et slags åndeligt selskab, der kan sammenlignes med Kirken. Det kan endda kaldes et samfund af sjæle. Det menneskelige samfund er ingen maskine, som kan behandles mekanisk. Kontinuitet, samfundets livsblod, må ikke afbrydes. Burke’s påmindelse om nødvendigheden af forsigtig forandring er i de konservatives bevidsthed, men nødvendige forandringer, argumenterer de konservative, bør være gradvise og nøje udvalgte, aldrig ophæve gamle interesser på én gang.

For det tredje tror konservative på, hvad der kan kaldes princippet om foreskrifter. Konservative anser, at moderne mennesker er at betragte, som dværge stående på giganternes skuldre, og som kun kan se længere end deres forfædre på grund af den mægtige statur af dem, som har gået forud for os i tiden. Derfor lægger konservative ofte vægt på vigtigheden af ​​foreskrifter – det vil sige ting, der er fastlagt gennem umindelige tiders brug, således at menneskets sind ikke bevæger sig i modstrid hermed. Der eksisterer rettigheder, for hvilke den afgørende sanktion er deres mange­årige eksistens – herunder almindeligvis ejendomsrettigheder. På samme måde er vores moral i høj grad præskriptiv. Konservative hævder, at det er usandsynligt, at vi moderne mennesker, vil gøre nye væsentlige opdagelser indenfor moral, politik eller smag[15]. Det er risikabelt at afveje ethvert forbipasserende spørgsmål på grundlag af personlig dømmekraft og personlig rationalitet. Individet er tåbeligt, men arten er klog[16], forklarede Burke. I politikken gør vi klogt i at overholde præcedens, foreskrifter og endda fordomme[17], for den store forunderlige sammensmeltning af menneskeheden har frembragt en præskriptiv visdom langt større end noget menneskes lille private rationalitet[18].

For det fjerde vejledes konservative af deres forsigtighedsprincip. Burke er enig med Platon i, at for en statsmand er forsigtighed den øverste blandt dyder[19]. Enhver offentlig foranstaltning bør bedømmes på dens sandsynlige langsigtede konsekvenser, ikke kun ved midlertidige fordele eller popularitet. Den konservative anser liberalister og radikale for ufornuftige[20], for de haster mod deres målsætninger uden at være opmærksomme på risikoen for nye overgreb, som er værre end de onder, som de håber at feje væk. Som John Randolph of Roanoke formulerer det, så bevæger det gode sig langsomt, mens djævelen altid skynder sig. Det menneskelige samfund er komplekst, løsninger kan ikke være enkle, hvis de skal være effektive. Den konservative erklærer, at han kun handler efter tilstrækkelig refleksion og afvejning af konsekvenserne. Pludselige og skarpe reformer er lige så farlige som hastige og molesterende operationer.

For det femte er konservative opmærksomme på princippet om variation. De føler en affektion for den udbredte kompleksitet af de for længe siden etablerede sociale institutioner og livsstile, som adskiller sig fra den indsnævrede ensartethed og dræbende egalitarisme i radikale systemer. For at bevare en sund mangfoldighed i enhver civilisation, må sociale mønstre og klasser, forskelle i materiel velstand og mange forskellige uligheder overleve. De eneste sande ligestillingsformer er ligestilling ved Dommen på den Yderste Dag og ligheden i en retssal. Alle andre forsøg på udjævning vil i bedste fald føre til social stagnation. Samfundet fordrer ærligt og kompetent lederskab og hvis de naturlige og institutionelle forskelle ødelægges, vil en eller anden tyran eller gruppe af lurvede oligarker øjeblikkelig skabe nye former for ulighed[21].

For det sjette er konservative modereret af deres princip om ufuldstændighed. Den menneskelige natur lider uhelbredeligt af visse alvorlige fejl, som de konservative indser[22]. Da mennesket er ufuldkomment, kan der aldrig skabes nogen perfekt social orden. På grund af menneskelig rastløshed vil menneskeheden udvikle sig oprørsk under enhver utopisk dominans og ville endnu engang bryde ud igen i voldelig utilfredshed – eller gå under af kedsomhed[23]. At stræbe efter Utopia vil ende i katastrofe, siger den konservative, for vi er ikke skabt til perfekte ting.[24] Alt, hvad vi med rimelighed kan forvente, er et tolerabelt ordnet, retfærdigt og frit samfund, hvor nogen ondskab, fejltilpasninger og lidelser fortsat vil lure[25].

Ved passende opmærksomhed på forsigtige reformer kan vi måske bevare og forbedre denne tolerable orden. Men hvis de gamle institutionelle og moralske sikkerhedsforanstaltninger for nationen bliver forsømt, bryder de anarkiske tilbøjeligheder i menneskeheden løs: “Uskyldsceremonien er druknet[26].” De ideologier, som lover perfektion for mennesket og samfundet, har forvandlet en stor del af det tyvende århundredes verden til et jordisk helvede[27].

For det syvende er konservative overbeviste om, at frihed og ejendom er tæt forbundet. Adskil ejendom fra privat ejerskab og Leviathan bliver mester for alle[28]. På grund af privat ejendom er der bygget store civilisationer. Jo mere udbredt besiddelsen af privat ejendom er, jo mere stabilt og produktivt er fællesskabet[29]. Økonomisk udjævning, vil konservative fastholde, er ikke økonomisk fremgang. At tilegne sig og forbruge er ikke et hovedmål for menneskets eksistens[30], men et godt økonomisk grundlag for individet, familien og samfundet er meget ønskværdigt[31].

Sir Henry Maine argumenterer i sin ”Village Communities” stærkt for den private ejendom, som adskiller sig fra fællesejet: “Ingen har ret til at angribe den individuelle råderet og samtidig sige, at han værdsætter civilisationen. Historien om de to kan ikke adskilles.” Den Individuelle råderet – det vil sige privat ejendom – har været et stærkt instrument til at bibringe mænd og kvinder ansvar­lighed, til at motivere til integritet, til at støtte den generelle kultur, til at hæve menneskeheden over trivialiteterne, til at give tid til at tænke og frihed til at handle. At kunne beholde frugterne af ens arbejde, at kunne se ens arbejde bevaret, at være i stand til at overgive sin ejendom til sine efterkommere, at være i stand til at stige op fra den naturlige tilstand af opslidende fattigdom til sikkerheden ved varige goder, at have noget som virkeligt er ens eget – det er fordele som er svære at afvise[32]. Den konservative anerkender, at ejendomsbesiddelse indebærer visse forpligter for besidderen[33]. Han accepterer gladelig disse moralske og juridiske forpligtelser[34].

For det ottende så støtter konservative frivillige samfund, lige som de modsætter sig ufrivillig kollektivisme[35]. Selvom amerikanerne har været stærkt knyttet til privatlivets fred og private rettigheder, har de også været et folk, der er bemærkelsesværdigt for en vellykket samfundsånd. I et ægte samfund foretages de beslutninger, der mest direkte påvirker borgernes liv, lokalt og frivilligt. Nogle af disse funktioner udføres af lokale politiske organer, andre af private foreninger: Så længe de holdes lokale, og er præget af den generelle aftale mellem de berørte, udgør de et sundt samfund. Men når disse funktioner overføres af vanvare eller ved magt til en centraliseret myndighed, så er samfundet i alvorlig fare. Alt som er godt og fornuftigt i det moderne demokrati, er muliggjort gennem samarbejdende velvilje. Hvis, i det abstrakte demokratiers navn, fællesskabsfunktionerne overføres til fjerntliggende politiske institutioner, så fortrænges den reelle samfundsledelse med de lededes samtykke af en standardiseret proces, som er fjendtlig over for frihed og menneskelig værdighed.

En nation er ikke stærkere end de mange små samfund, som den er sammensat af. En central administration eller et udvalg af udvalgte ledere og embedsmænd, skønt velmenende og veluddannede, kan ikke give retfærdighed, velstand og ro til på masserne af mænd og kvinder, som er berøvet deres gamle ansvar. Dette eksperiment er gjort før og det har været katastrofalt. Det er gennem udførelsen af vores pligter i samfundet, at vi lærer forsvarlighed, effektivitet og velgørenhed[36].

For det niende ser den konservative behovet for fornuftige begrænsninger på magten og på menneskelige tilbøjeligheder. Politisk set er magt evnen til at gøre, som man ønsker, uanset hvad ens medmennesker synes. En tilstand, hvor en enkeltperson eller en lille gruppe er i stand til at dominere over deres medmenneskers vilje uden kontrol er en despotisme, hvad enten det hedder monarkisk, aristokratisk eller demokratisk[37]. Hvis hver person hævder at være sin egen magthaver, så henfalder samfundet i anarki. Anarki varer aldrig længe, er uacceptabelt for alle, og i modstrid med den uafviselige kendsgerning, at nogle personer er stærkere og klogere end deres naboer. Efter anarki følger tyranni eller oligarki, hvor al magt er monopoliseret af meget få.

Den konservative bestræber sig på at begrænse og afbalancere den politiske magt, således at anarki eller tyranni ikke opstår. Til alle tider er mænd og kvinder dog fristet til at omgå begrænsningerne på magten for en ønsket midlertidig fordels skyld[38]. Det er karakteristisk for den radikale, at han tænker på magt som et middel til det gode – så længe magten ligger i hans hænder[39]. I frihedens navn afskaffede de franske og russiske revolutionære de gamle begrænsninger på magten, men magten kan ikke afskaffes, den finder altid sin vej til nogens hænder. Den magt, som de revolutionære havde troet undertrykkende i det gamle regimes hænder, blev mange gange så tyrannisk i hænderne på de radikale nye herrer i staten.

Med kendskab til den menneskelige natur som en blanding af godt og ondt, stoler den konservative ikke på kun velviljen. Konstitutionelle restriktioner, politisk kontrol og balance, acceptabel håndhævelse af lovene, det gamle indviklede net af begrænsninger af vilje og appetit godkender de konservative som instrumenter for frihed og orden[40]. En retfærdig regering opretholder en sund spænding mellem myndighedernes autoritet og kravet om frihed[41].

For det tiende forstår den tænkende konservative, at permanens og forandring skal anerkendes og forenes i det levende samfund. Den konservative er ikke imod social forbedring, skønt han tvivler på, at der overhovedet er en sådan ”kraft” i denne verden, som på mystisk vis arbejder for Fremgang med stort ”F”. Når et samfund udvikler sig i nogle henseender, henfalder det normalt i andre henseender[42]. Den konservative ved, at ethvert sundt samfund er påvirket af to kræfter, som Samuel Taylor Coleridge kaldte dets permanens og dets progression. Et samfunds permanens er udgøres af de varige interesser og overbevisninger, som giver os stabilitet og kontinuitet. Uden denne permanens er afgrundens kilder åbne og samfundet glider ind i anarki. Fremskridtet i et samfund er den ånd og den samling af talenter, der opfordrer os til fornuftige reformer og forbedringer. Uden disse fremskridt stagnerer et folk.

Derfor forsøger den intelligente konservative at forene permanensens og progressions krav. Han mener, at den liberale og den radikale, blinde som de er for permanensens retfærdige påstande, ville bringe vores overleverede arv i fare i forsøget på at haste os til et eller andet tvivlsomt jordisk paradis. Den konservative foretrækker kort sagt begrundet og modereret fremgang. Han er imod fremskridtskulten, hvis tilhængere mener, at alt nyt nødvendigvis er overlegen alt gammelt[43].

Ændring er afgørende for det sociale legeme (samfundet), ræsonnerer de konservative, ligesom det er afgørende for det menneskelige legeme. Et legeme, som er ophørt med at forny sig, er døende. Men hvis dette legeme skal være vitalt, skal forandringen ske regelmæssigt og harmoniseret med legemets form og natur, ellers producerer forandring en monstrøs vækst, en cancer, som fortærer sin vært. Den konservative ser til, at intet i et samfund nogensinde skal være helt gammelt, og at intet nogensinde skal være helt nyt. Dette er midlet til bevarelse af en nation, ligesom det er midlet til bevarelse af en levende organisme. Hvor meget forandring et samfund kræver, og hvilken slags forandring, afhænger af tidsalderen og nationens omstændigheder[44].

____________

Således er de ti principper, som er vokset frem gennem to århundreders moderne konservativ tænkning. Andre principper af lige så stor betydning kunne være diskuteret her: Fx den konservative forståelse af retfærdighed eller den konservative opfattelse af uddannelse. Men, da tiden løber, må jeg overlade disse til læserens egen undersøgelse.

Den store demarkationslinje i moderne politik, som Eric Voegelin plejede at påpege, er ikke en division mellem liberalister på den ene side og totalitære på den anden side. Nej, på den ene side af den linje er alle de mænd og kvinder, som vil, at den temporære orden er den eneste orden, at deres materielle behov er deres eneste behov, og at de kan gøre, som de finder for godt med den menneskelige arv. På den anden side af linjen er alle de mennesker, der anerkender en varig moralsk orden i universet, en konstant menneskelig natur og høje forpligtelser overfor den åndelige og verslige orden.[45]

 

[Slut på oversættelsen. Jeg beklager, at teksten sine steder er lidt knudret. Den er resultatet af en afvejning mellem at være loyal overfor Kirks tekst og at glatte sproget ud. Det første fik størst vægt]

Kåre Grønbæk Maj 2018 ( Forfatter til “Konservative 2.0 – en Nation, som fungerer for alle” (Saxo, 2017))

[1]KG: Kirk påpeger korrekt nok, at konservatismen ikke er nogen ideologi, men han tolker den selv med ideologiske elementer. Det maner til en skepsis overfor Kirks fremstilling.

[2] KG: Her gentager Kirk at konservatismen er negationen af ideologi, hvilket er korrekt nok. Dog er hans karakteristik af konservatismen som en sindstilstand, en slags karakter, at gøre konservatismen emotionel og ukonkret, hvilket nok gælder for nogen, men næppe er dens kerne.

[3] KG: Her peger Kirk på et konkret centralt problem for konservatismen – uden det dog er hans hensigt: I hans tolkning er konservatismen så bred og rummelig, at den hindrer sig selv i at blive til konkret, effektiv politik og lægger grunden til uendelige uenigheder i (selvbestaltede) ”konservative” kredse.

[4] KG: Der er en vis sandhed i dette, men det er påfaldende emotionelt – og udtrykker jo ikke noget reelt valg, men et karikeret valg.

[5] KG: Ganske til kernen.

[6] KG: Næppe noget ”bevis”.

[7] KG: Her undsiger Kirk direkte og konkret sit eget udsagn om, at konservatismen ikke er en ideologi. Selv med bedste velvilje kan udsagnet ikke forstås som andet end ideologisk/religiøst.

[8] KG: Dette er nok en noget letsindig påstand, men svær konkret at kommentere, da meget af tolkningen kan lægges over i forståelsen af ”privat moral”. Sociale spørgsmål må nødvendigvis inddrage forhold, som forståelsen af retfærdighed mm. hos de, som ikke er privilegerede.

[9] KG: Kirk anfører her, at kulturen er afgørende, men indirekte også at institutionerne er magtesløse, hvis kulturen er ”usund”. Det rejser spørgsmålet om kulturen er ægget eller hønen, om aktion vs reaktion.

[10] KG: Beklageligvis er iagttagelsen pinlig korrekt: Liberalister, radikale, progressivister mm synes ikke af forstå sædvanernes, kulturens fundamentale betydning.

[11] KG: Dette kan suppleres med, at lovgivningens legitimitet udspringer af sædvanen og kutymerne, som igen er en form for implicitte konventioner. Når Kirk ikke i denne sammenhæng explicit nævner moralens relation til lovgivningen undgår han at konfrontere forholdet mellem den iflg. Kirk varige universelle moral og konventionerne/sædvanerne, som er blevet til over tid.

[12] KG: Her lægger Kirk eksistensen af mening med livet over på kontinuiteten, men da kontinuiteten er under menneskets kontrol, så ekskluderer han samtidig et religiøst grundlag for ”meningen med livet”. Jeg er ikke uenig i dette, men det forekommer inkonsistent med Kirks ellers ret religiøst prægede holdninger.

[13] KG: En genial formulering, da den implicit afsværger jagten på Utopia.

[14] KG: Her tangerer Kirk anerkendelsen af kulturens evolutionære grundlag og oprindelse – dette til trods for at han andetsteds fastholder den moralske orden som ”givet” og universel. Det er ikke konsistent.

[15] KG: Hensigten er agtværdig nok, da den konservative holdning er, at tiden/historien er den væsentligste ”producent” af disse emner. Bogstaveligt taget er formuleringen dog noget for kategorisk, da udvikling trods alt sker og da denne udvikling nødvendigvis må manifestere sig på et eller andet tidspunkt.

[16] KG Fremragende illustrerende formulering – men også umiddelbart noget i konflikt med Kirks øvrige noget individuelle fokus.

[17] KG: Kirks formaning om at overholde fordomme kan i nogens øre virke provokerende. Ikke desto mindre er for-domme et hensigtsmæssigt fænomen – både for individet og for samfundet – blot de efterfølgende evalueres.

[18] Denne sætning er virkelig kernekonservatisme – men den er også Kirks måske ufrivillige anerkendelse af menneskets og kulturens evolutionære parløb.

[19] KG: Helt centralt for konservatismen – og en direkte konsekvens af erkendelsen af vor beskedne kompetence vedrørende styringen af samfundet.

[20] KG: Det burde jo gøre det klart for visse ”konservative”, at deres flirt med liberalismen ikke er forenelig med deres påstand om, at være konservative.

[21] KG: Her er Kirk på vej ud af en tangent. Vel indeholder konservatismen intet imperativ om ligestilling og en erkendelse af, at forskellighederne i evner og funktioner i samfundet er gavnlige for dette, men Kirks formulering her lyder nærmest som en deklaration af, at ulighed og klassedeling er et konservativt mål. Generaliseringen er ikke vederhæftig.

[22] KG: Denne holdning er lidt paradoksal. At mennesket lider af alvorlige fejl, forudsætter en implicit vurdering i relation til et ”perfekt menneske” – hvilket er et tankespin på flere ledder. For det første vil ”definitionen” af det perfekte menneske fordre en definition af de omstændigheder/omgivelser, hvor et sæt egenskaber kunne betegnes som perfekte – hvilket hurtigt ville blive et ideologisk svar. For det andet er mennesket ”hovedpersonen i forestil­lingen” og dermed fundamentet, udgangspunktet. Det har således ingen mening, at betegne menneskets egenskaber som ”fejl” eller ”mangler” – egenskaberne er blot en del af paradigmet, intet andet.

[23] KG: Noget af en påstand skønt vendingen ”utopisk dominans” giver en del rum for fortolkning. Dog, påstanden er ligegyldig, da denne utopiske dominans pr. definition aldrig vil etableres.

[24] KG: Ligeledes noget af en påstand, som læner sig op ad det ideologiske. Første del af sætningen, ”at stræbe efter Utopia vil ende i katastrofe”, har en vis historisk evidens i ryggen, men at vi ikke er skabt til perfekte ting må være rent gætværk.

[25] KG: En rimelig antagelse.

[26] KG: Direkte oversættelse. Præcis betydning ukendt.

[27] KG: Uomtvisteligt korrekt.

[28] KG: Leviathan er det engelske navn på det bibelske havuhyre (dansk: Livjatan), men også titlen på en bog af Thomas Hobbes (1651), hvor Hobbes forudser ”alles krig mod alle” hvis menneskene ikke har en statsmagt. Kirks sammenkædning af privat ejendomsret og Leviathan er meget bombastisk og ikke fri for at være ideologisk.

[29] KG: En noget fundamentalistisk tilgang til emnet – lyder som et ideologisk standpunkt, som liberalister med glæde ville dele. Det er dog ikke klart, hvad der menes med ”udbredt”, altså om det er mængden af privat ejendom eller fordelingen.

[30] KG: Synspunktet deles uforbeholdent. Noget andet er så, hvad der mon er hovedmålet med menneskets eksistens? Man må antage, at Kirk ville give et religiøst svar – i modsætning til mit.

[31] KG: Naturligvis.

[32] KG: Disse fordele søges ikke afvist, de er formodentlig reelle nok, men det berettiger ikke til den ovenfor anførte ideologiske tilgang.

[33] KG: Enig – baseret på ønsket om fredelig sameksistens i samfundet, men mon ikke Djævelen ligger i detaljen, altså hvad der forstås ved ”visse forpligtelser”.

[34] KG: Dette kan vist i praksis godt betvivles – med mindre man ekskluderer en hel del ”menneskelige” konservative (jvf. punkt 6).

[35] KG: Hvad med en grad af frivillig kollektivisme? Og hvad lægges i kollektivisme? Er statslige institutioner et udtryk for kollektivisme. Er den fælles kultur, værdier og normer et udtryk for kollektivisme? Og er vor kulturelle arv ”ufrivillig”? Ellers ganske enig i afsnittet.

[36] KG: Uforbeholden enig i afsnittet. Nærhed og engagement i samfundets ledelse er afgørende. Dette er så samtidig en afvisning af unødig centralisering og specielt ideologisk super-centralisering som EU.

[37] KG: Her er kontrol nøgleordet, men Djævelen ligger i detaljen: Hvilke krav skal man stille til denne kontrol for at den er tilstrækkelig og alligevel efterlader en acceptabel operationel handlingsfrihed for ”magthaverne”.

[38] KG: Kan passende relateres til note 22 og 34.

[39] KG: Det gælder vist ikke kun radikale.

[40] KG: Helt enig – ligger konsistent i tråd med 6. og 8. punkt.

[41] KG: Man bemærker, at der afvejes mellem myndighederne (samfundets valgte ledere) og individernes frihed. Der er intet ideologisk imperativ om en minimal stat eller en ”hellig” individuel frihed. Ej heller formanende ord om ”majori­te­tens diktatur” i det demokratiske samfund, hvilket nok skulle have været placeret her, hvis det havde ligget Kirk stærkt på sinde.

[42] KG: Ingen principiel uenighed i dette punkt som helhed. Dog synes Kirk at have en noget ”skæv” tilgang til evolutionen, som jo unægtelig har ”arbejdet”, om ikke for fremskridt, så dog med dette som resultat.

[43] KG: Balancen mellem permanens og progression er en direkte konsekvens af forsigtigheden.

[44] KG: Analogien mellem samfundet og det menneskelige legeme er malende, men bærer ingen bevis. En indsigt i evolutionen letter i høj grad forståelsen af behovet for permanens og forandring – med det in mente, at mennesket har tiltaget sig en hidtil uset indflydelse på denne..

[45] KG: Dette udsagn må forstås som, at Kirk definerer en demarkation mellem konservative og ”de andre” og samtidig definerer konservative som mennesker, som anerkender en varig universel orden, en konstant menneskelig natur (altså afskriver enhver evolutionær ændring) og som anerkender (høje) forpligtelser overfor den åndelige (og verslige) orden (må forstås som religiøse orden). I mine ører er dette ideologi i højt gear og ikke kompatibelt med det ikke-ideologiske fundament, som en holdbar og robust konservatisme bygger på. Dette ikke-ideologiske fundament anerkender både mennesket og kulturen som evolutionære størrelser – herunder også moralen og dermed denne som kultur-specifik, partikulær om man vil. Det anerkender den partikulære kultur, som grundlaget for samfundet og menneskers sameksistens – og peger dermed heller ikke på noget universelt sandt, heller ikke i religiøse termer.

Trods dette kan den således beskrevne konservatisme (2.0) placeres alene på den ene side af demarkationslinjen. På den anden side findes ideologierne.