Tilhængerne af frihandel hævder, at netop frihandel er vejen til øget økonomisk velstand og at protektionisme under enhver form er at ligne med den sikre vej til et fattigt helvede.

Helt overvejende henvises til “at økonomerne siger …osv” – – og økonomerne henviser til David Ricardo’s overvejelser om Komparative Fordele, som anses for bevis for holdningens korrekthed.

Når man kigger på den udvikling der har været i kølvandet på liberalisering af international handel og kapitalbevægelser, som har stået på siden 70’erne, og den resulterende Globalisering, er det ikke svært at få øje på, at denne udvikling ikke har været udelukkende positiv for alle. Faktisk synes ganske mange mennesker ikke at have nogen fordel – nærmere tvært imod. Valget af Trump og Brexit er ret sikkert disse forfordelte menneskers reaktion på udviklingen – i det mindste delvist.

Da Ricardo så klart spiller en central rolle i frihandelstilhængernes holdning, er der god anledning til at se nærmere på, hvad Ricardo egentlig skrev. Dette ikke mindst fordi man godt kan mistænke en del for slet ikke at have sat sig ind i Ricardo’s argumenter, men blot gentage “argumentet” ud fra ideologiske grunde.

David Ricardo, 1772-1823, var en indflydelsesrig engelsk klassisk økonom, som i økonomikredse ofte betegnes som Adam Smith’s “efterfølger”.
I 1817/21 udgiver han værket “Principles of political economy and taxation” i hvilket hans betragtninger om handel/frihandel behandles i kapitel 7.

Nedenfor findes min oversættelse af kapitel 7. Skulle man ønske at se originalteksten – eventuelt for at sikre sig, at oversættelsen er retvisende og korrekt, så kan den findes her: http://www.econlib.org/library/Ricardo/ricP2a.html#Ch.7,%20On%20Foreign%20Trade. Bemærk, at i oversættelsen er der indsat mine kommentarer efter enkelte afsnit. Disse er tydeligt placerede i skarpkantede parenteser […..].

Det er min opfattelse, at Ricardo’s ræsonnement om de komparative fordele for så vidt er klart og logisk nok: Overordnet og generelt er det en økonomisk fordel, at “arbejdsdele” således, at fremstillingsopgaverne deles i overensstemmelse med de komparative fordeles logik. Ligeledes er det klart, at frihandel (dvs. uden toldtariffer, kvotaer o.lign) er en væsentlig forudsætning for dette. Hvad som derimod ikke er klart er, at de underliggende præmisser om aktørernes adfærd og optimeringer holder vand i virkelighedens verden. Det gør de næppe (se kommentaren til afsnit 7.6). Der eksisterer ingen “usynlig hånd”, som deler sol og vind lige mellem landene. Her gælder kun de enkelte (private) aktøres individuelle optimeringer af afkastet fra deres aktiviteter.
Konklusionen må derfor være, at Ricardo’sk  samhandel kan give landene fordele, men det er ikke sikkert og det er slet ikke sikkert, at fordelene fordeler sig ligeligt mellem landene – end sige ligeligt mellem borgerne.
Ricardo kan derfor ikke betegnes som “bevis” eller “dokumentation” for, at frihandel altid er en fordel for alle.

(Formelt – og for “nørderne” – kan man ikke betragte Ricardo isoleret, men må også inddrage Jean-Baptiste Say (fransk økonom, 1767–1832) som med sin “Say’s lov” knæsatte princippet om at “udbud skaber efterspørgsel” og dermed lagde grunden til den p.t. dominerende udbudsbaserede økonomitænkning. Ricardo kommenterede Say med :”Demand depends only on supply”.  John Maynard Keynes anførte i 1936 at Say’s Lov simpelthen ikke var korrekt, idet efterspørgsel og ikke udbud er bestemmende for det økonomiske aktivitetsniveau. Jeg skal bekende, at jeg personligt er på Keynes’ hold. Man kan fx spørge sig selv om produktionen af skiferolie i USA blev stoppet fordi man ikke gad producere længere – eller det var fordi der ikke var efterspørgsel)

Som vi konkret har iagttaget, så er fordelingen mellem befolkningsgrupperne internt i et land af de økonomiske gevinster ved globaliseringen bestemt ikke ligelig – se fx “elefantkurven”. Det skal ikke ligge Ricardo til last, da han (mig bekendt) aldrig har argumenteret for en ligelig fordeling. Derimod kan man uden større besvær indse, at globalisering naturligvis ikke vil resultere i nogen “retfærdig” fordeling. Sagen er jo, at en stor del af fordelene ved den internationale handel ret naturligt høstes af de, som står for de internationale udvekslinger af varer – altså virksomhedsejere, aktionærer.

Her kommer så oversættelsen:

Kapitel 7: Om udenrigshandel 

7.1

Ingen udvidelse af udenrigshandlen vil straks øge mængden af ​​værdi i et land, selv om det vil meget kraftfuldt bidrage til at øge massen af varer, og derfor summen af ​​fornøjelser. Da værdien af ​​alle udenlandske varer måles ved mængden af ​​produkter fra vores jord og arbejdskraft, som er givet i bytte for dem, vil vi ikke have nogen større værdi, hvis vi, ved opdagelsen af ​​nye markeder, opnåede den dobbelte mængde udenlandske varer i bytte for en given mængde af vores. Hvis en købmand ved købet af engelske varer til en pris af ​​£ 1.000, kan opnå en mængde af udenlandske varer, som han kan sælge på det engelske marked for £ 1.200, vil han få 20 procent fortjeneste ved en sådan anvendelse af sin kapital; men hverken hans gevinster, eller værdien af ​​de varer, der importeres, vil blive forøget eller formindsket ved den større eller mindre mængde af udenlandske varer, der er opnået. Uanset, for eksempel, om han importerer femogtyve eller halvtreds tønder vin, vil hans forrentning på ingen måde blive påvirket, hvis på et tidspunkt de femogtyve tønder, og på et andet af de halvtreds tønder, sælges for £ 1.200. I begge tilfælde hans fortjeneste vil være begrænset til £ 200, eller 20 procent på hans kapital; og i begge tilfælde den samme værdi vil blive importeret til England. Hvis de halvtreds tønder blev solgt for mere end £ 1.200, ville overskuddet for denne specifikke købmand overstige den generelle sats af overskud, og kapitalen ville naturligvis flyde ind i denne fordelagtige handel, indtil faldet i prisen på vin havde bragt alting tilbage til det tidligere niveau.

[Ricardo siger her, at den indenlandske produktion udgør den værdi, som landet har. Udveksling af varer med udlandet ændrer ikke den værdi, da varer byttes til pari-værdi. Den nævnte avance på 20% er et indre nationalt anliggende – en pengemæssig omfordeling, ingen værditilvækst]

7.2

Det er blevet hævdet, at de store fortjenester, som undertiden gøres af bestemte købmænd i udenrigshandelen, vil forøge den generelle sats for overskud i landet, og lægge beslag på kapital fra andre anvendelser for at tage del i den nye og gavnlige udenlandske handel, vil hæve priserne generelt, og dermed øge overskuddet. Det er blevet sagt, af høje autoriteter, at mindre kapital nødvendigvis bliver afsat til dyrkning af majs, til fremstilling af klæde, hatte, sko etc. mens efterspørgslen fortsætter den samme, så vil prisen på disse varer således øges, at landmanden, hattemager, Klædehandleren, og skomager, vil have en stigning på fortjeneste, såvel som den udenlandske købmand.[i]

[ Check om dette er Adam Smith’s påstand]

7.3

De, der har dette synspunkt er enige med mig i, at overskuddet fra forskellige aktiviteter har en tendens til at være i overensstemmelse med hinanden; at stige og aftage sammen. Vores uenighed består i dette: De anfører, at ligestilling af overskuddet vil ske som følge af den generelle stigning af overskud; og jeg er af den opfattelse, at overskuddet af begunstiget handel hurtigt vil stilne af til det generelle niveau.

[Holdninger til dynamikken. Ricardo mener åbenbart at der er et ”generelt niveau” for afkast. Det synes ikke at holde i virkeligheden – fx medicinalindustri]

7.4

For det første, benægter jeg, at mindre kapital nødvendigvis vil blive afsat til dyrkning af majs, til fremstilling af klæde, hatte, sko, etc. medmindre efterspørgslen efter disse varer blive formindsket; og hvis det er tilfældet, vil deres pris ikke stige. Ved køb af udenlandske råvarer, vil enten den samme, en større eller en mindre del af produkterne af jord og arbejdskraft i England blive anvendt. Hvis den samme andel bruges, så vil den samme efterspørgsel findes for tøj, sko, majs, og hatte, som før, og den samme del af kapitalen vil blive afsat til deres produktion. Hvis der på grund af at prisen på udenlandske varer bliver billigere, vil en mindre del af den årlige produktion af jord og arbejdskraft i England anvendt til køb af udenlandske varer, der vil være mere til køb af andre ting. Hvis der er en større efterspørgsel efter hatte, sko, majs, etc. end før, hvilket der kan være, da forbrugere af udenlandske varer har en ekstra del af deres indtægter disponibel, er kapitalen også disponibel med hvilken den større værdi af udenlandske råvarer før blev købt; så med den øgede efterspørgsel efter majs, sko, & c. der findes også midlerne til at skaffe et øget udbud, og derfor kan hverken priser eller avancer permanent stige. Hvis der anvendes mere af produkterne fra jord og arbejdskraft i England til køb af udenlandske varer, kan mindre blive anvendt til køb af andre ting, og dermed vil færre hatte, sko, etc. være påkrævet. På samme tid, vil kapital frigøres fra produktionen af ​​sko, hatte, etc., mere skal bruges i fremstilling af de varer, som de udenlandske varer er købt for; og dermed er i alle tilfælde efterspørgslen efter udenlandske og hjemlige varer tilsammen, for så vidt angår værdi, begrænset af indtægter og kapital i landet. Hvis man øger den ene, skal den anden aftage. Hvis den mængde vin, der importeres i bytte for den samme mængde af engelske råvarer, fordobles, kan det engelske folk enten forbruge dobbelt den mængde vin, som de gjorde før, eller den samme mængde vin og en større mængde af engelske varer. Hvis min indtægt havde været £ 1.000, for hvilken jeg har købt årligt en tønde vin til £ 100 og en vis mængde engelske varer til £ 900; hvis vinen falder til £ 50 per tønde, kan jeg bruge de £ 50 sparet, enten til køb af en ekstra tønde vin, eller til køb af flere engelske varer. Hvis jeg købte mere vin, og hver vin-drikker gjorde det samme, ville udenrigshandlen ikke være i det mindste forstyrret; den samme mængde af engelske råvarer vil blive eksporteret i bytte for vin, og vi ville modtage den dobbelte mængde, men ikke fordoble værdien af ​​vin. Men hvis jeg, og andre, var tilfredse med den samme mængde vin som før, ville færre engelske råvarer eksporteres, og vin-drikkende kan enten forbruge de varer, der før blev eksporteret, eller nogen andre, som de havde en præference for. Den kapital som kræves til deres produktion kapital ville blive leveret af den kapital, som var befriet fra den udenlandske handel.

[Afhængig af, hvordan Ricardo benytter betegnelsen ”kapital” synes han ikke at anerkende at ”lovende” forretningsom­råder tiltrækker spekulativ kapital på forventet afkast. Han synes at ræsonnere ud fra præmissen ”ligevægt gælder altid”.]

 

 

7.5

Der er to måder, hvorpå kapital kan akkumuleres: det kan opspares enten som følge af øget indtægt, eller formindsket forbrug. Hvis mit overskud er hævet fra £ 1.000 til £ 1.200, mens mine udgifter fortsætter uændret, vil jeg opspare årligt £ 200 mere end jeg gjorde før. Hvis jeg sparer £ 200 ud af min udgifter, mens mit overskud fortsætter den samme, vil den samme effekt produceres; £ 200 om året vil blive føjet til min kapital. Købmanden, der importerede vin efter at fortjenesten var blevet hævet fra 20 procent til 40 procent, og i stedet for at købe sine engelske varer for £ 1.000, nu køber dem til £ 857 2s. 10d, sælger stadig sælger den vin, som han importerer til gengæld for disse varer, til £ 1.200; eller, hvis han fortsatte med at købe sine engelske varer for £ 1.000 skal hæve prisen på sin vin til £ 1.400; han ville således få 40 i stedet for 20 procent fortjeneste på sin kapital; men hvis, som følge af den lave pris på alle varer, som hans indtægter blev brugt på, kunne han og alle andre forbrugere spare £ 200 ud af hver 1.000 £ de brugte før, så kunne de mere virkningsfuldt tilføje virkelige rigdom til landet; i det ene tilfælde, ville besparelserne ske som følge af en stigning i omsætningen, i det andet, som følge af formindskede udgifter.

[Dette er vist ”buy low, sell high” blot med flere ord]

7.6

Hvis man ved indførelsen af ​​maskiner, fik den generelle effekt, at de varer, som bliver anvendt til omsætningen falder 20 procent i værdi, så ville jeg have mulighed for at spare lige så virkningsfuldt som om min indtægt var blevet hævet 20 procent; men i det ene tilfælde er provenuet uændret, i det andet er det hævet 20 procent. Hvis ved indførelsen af ​​billige udenlandske varer, jeg kan spare 20 procent på mine udgifter, vil effekten være præcis den samme som hvis maskiner havde sænket omkostningen af deres produktion, men overskuddet ikke ville blive øget. Det er derfor ikke som følge af udvidelsen af ​​markedet, at profitraten er hævet, selv om en sådan udvidelse kan være lige så effektiv til at øge massen af ​​varer, og kan derved gør os i stand til at forøge de midler, der er bruges til vedligeholdelse af arbejdskraft, og materialerne, som arbejdskraft anvender. Det er lige så vigtigt for menneskehedens lykke, at vores fornøjelser kan øges med den bedre fordeling af arbejdskraft, ved at de enkelte lande producerer de varer, for hvilke af dens situation, dens klima, og dens øvrige naturlige eller kunstige fordele er velegnet, og ved deres udveksling for de varer i andre lande, som at den forøges af en stigning i graden af overskud.

[Købmandens/producentens synsvinkel: varerne falder 20% i anskaffelsesværdi og salgsprisen er uændret. Om det er indenlandsk producerede varer eller importerede varer spiller ingen rolle. Han forudsætter dog, at salgsprisen i landet er uændret – dvs forbrugerne kan ikke mærke nogen forskel. Hvis indførslen af maskiner skete i udlandet så den øgede avance var dér, ville den indenlandske købmand/producent ikke stilles anderledes – ej heller forbrugerne. Den øgede profit ville aflejres i udlandet. Menneskeheden ville blive ”lykkeligere” ja, men ikke nødvendigvis englænderne. Den omtalte øgede profit kan lige så godt tilfalde en udenlandsk købmand]

7.7

Det har været min bestræbelse gennemgående i dette værk at påvise, at graden af ​​overskud aldrig kan øges, uden et fald i lønninger, og at der ikke kan være noget permanent fald i lønningerne, uden et fald i de fornødenheder, som lønningerne er brugt på. Hvis, derfor, ved udvidelsen af ​​udenrigshandel, eller ved forbedringer i maskiner, at arbejderens mad og fornødenheder kan bringes på markedet til nedsat pris, vil overskuddet stige. Hvis vi i stedet for at dyrke egen majs, eller selv at fremstille arbejderens tøj og andre fornødenheder, opdager et nyt marked, hvorfra vi kan forsyne os med disse varer til en billigere pris, vil [arbejds-]lønningerne falde og overskud stige; men hvis de anskaffede billigere varer, som udvidelsen af ​den ​udenlandske handel, eller forbedring af maskiner indebærer, udelukkende er varer, som forbruges af de rige, vil der ingen ændring ske i graden af overskud. Andelen af [arbejds-]​​lønnen ville ikke blive berørt, selv om vin, fløjl, silke, og andre dyre råvarer skulle falde 50 procent, og dermed ville graden af overskud fortsætte uændret.

[R konkluderer, at hvis almindelige fornødenheder kan anskaffes billigere vil lønningerne falde og profitten stige. Logikken er, at hvis profitten øges er der nogen (arbejderen) som skal betale – intet kommer af intet – men hvis fornødenhederne hermed også bliver billigere kan forbruget målt i naturalier (måske) være uændret. Siger han ikke her, at al gevinst ved billigere varer akkumuleres hos købmand/producent?]

7.8

Udenrigshandelen, derfor, til trods for at den er særdeles gavnligt for et land, da den øger mængden og variationen af de objekter på hvilke indtægter kan forbruges, og tillader, ved overfloden og billigheden af varer, incitamenter til opsparing og til akkumulering af kapital, har den ingen tendens til at hæve profitten på lager, medmindre de varer, der importeres er af beskaffenhed, som varer hvorpå lønnen til arbejdskraft er forbrugt.

[for mig er dette lidt ”sort”]

7.9

De bemærkninger, der er blevet gjort med hensyn til udenrigshandel, gælder også for hjemlig handel. Andelen af ​​overskud er aldrig øget ved en bedre fordeling af arbejdskraft, ved opfindelsen af ​​maskiner, ved etablering af veje og kanaler, eller på nogen måde ved reduktion arbejdskraft enten ved fremstilling eller i transport af varer. Disse er årsager, der opererer på pris, og aldrig undlader at være yderst gavnligt for forbrugerne; da de muliggør dem med den samme arbejdskraft, eller med værdien af ​​produkter af samme arbejdskraft, at erhverve en større mængde af varen, som forbedringen bliver anvendt på; men de har ingen som helst effekt på profitten. På den anden side, vil enhver formindskelse af lønnen for arbejdskraft øge overskuddet, men giver ingen effekt på prisen på varerne. Den ene er en fordel for alle klasser, for alle klasser er forbrugere; den anden er kun gavnlig for producenterne; de får mere, men hver vare forbliver på deres tidligere pris. I det første tilfælde, får de det samme som før; men hver vare, som de bruger deres gevinster på, er reduceret i bytteværdi.

[”Andelen af ​​overskud er aldrig steget…” det lyder meget besynderligt. Hvor har han det fra? Ordet ”aldrig” berettiger at blot én enkelt forekomst af det modsatte er modbevis nok – og sådanne har jeg selv erfaret – og det kostede et par svejsere arbejdet.]

7.10

Den regel, der regulerer den relative værdi af varer i et land, regulerer ikke den relative værdi af de varer, der udveksles mellem to eller flere lande.

7.11

I et system med perfekt fri handel, vier hvert land naturligt sin kapital og arbejdskraft til sådanne aktiviteter, som er mest fordelagtig for hvert enkelt land. Denne stræben efter individuel fordel er smukt forbundet med det universelle gode for helheden. Ved at stimulere industrien, ved at betragte opfindsomhed, og ved mest effektivt at bruge de særlige fordele skænket af naturen, fordeler det arbejdskraften mest effektivt og økonomisk: Således, ved at øge den generelle mængde af produktioner, spreder de generelle fordele, og sammenbinder i en fælles interesse og samarbejde, det universelle samfund af nationer i hele den civiliserede verden. Det er dette princip, der bestemmer, at vin skal fremstilles i Frankrig og Portugal, at majs skal dyrkes i Amerika og Polen, og at hardware og andet gods skal fremstilles i England.

[der er sket en del siden 1821, men princippet er stadigt validt – dog er konklusionen noget mere nuanceret. Man bemærker sig, at det vedrører helheden – om fordelingen siges intet.]

7.12

I et og samme land, er overskud generelt altid på samme niveau; eller adskiller sig kun eftersom placering af kapital kan være mere eller mindre sikker og bekvem. Det er ikke således mellem forskellige lande. Hvis overskuddet af kapital investeret i Yorkshire, skulle overstige det af investeret kapital i London, ville kapital hurtigt flytte fra London til Yorkshire, og en udligning af overskud ville indtræde; men hvis, som følge af en formindskede andel af produktion i England, forøgelse af kapital og befolkning, lønnen ville stige og overskuddet falde, så betyder det ikke, at kapital og befolkning nødvendigvis ville flytte fra England til Holland, Spanien eller Rusland, hvor overskuddet måtte være højere.

[Med at overskud [profit] generelt er på samme niveau menes geografisk, ikke over tid. At profit er på samme niveau geografisk synes ikke at holde da fx London City giver bedre afkast end i Inverness. Argumentationen forekommer lidt tåget: Vil øget befolkning få løn til at stige? – næppe!]

 

7.13

Hvis Portugal ikke havde nogen kommerciel forbindelse med andre lande, ville det, i stedet for at anvende en stor del af sin kapital og industri i produktionen af vine, med hvilke det ville købe tekstiler og hardware til eget brug, måtte afsætte en del af denne kapital til fremstillingen af disse varer, som det dermed ville fremstille i sandsynligvis ringere kvalitet og mængde.

[Ja, det er uomtvisteligt]

7.14

Den mængde vin, som det [Portugal] vil give i bytte for tekstiler fra England, er ikke bestemt af de respektive mængder af arbejdskraft, der afsættes til produktion af hvert af landene, som det ville være, hvis begge varer var fremstillet i England, eller begge i Portugal.

 

7.15

England kan være i en sådan position, at for at producere tekstilerne ville det kræve arbejdskraften af 100 mænd i et år; og hvis det [England] forsøgte at fremstille vinen, kunne det kræve en arbejdskraft på 120 mænd for samme tid. England ville derfor finde det i sin interesse at importere vin, og for at købe den ved eksport af tekstiler.

[ Den konklusion kan næppe gøres uden andre oplysninger. Hvis 1 tekstil ikke kunne byttes for mere end 0,8 vin ville udvekslingen ikke være interessant]

7.16

At producere vin i Portugal, kunne måske kun kræve 80 mænds arbejdskraft i et år, og til at producere tekstilerne i samme land, kunne det kræve 90 mænds arbejdskraft i den samme tid. Det vil derfor være en fordel for landet at eksportere vin i bytte for tekstiler. Denne udveksling kan endda finde sted, uanset at varen importeret til Portugal kunne produceres med mindre arbejdskraft i Portugal end i England. Selvom landet kunne fremstille tekstilerne med en arbejdsindsats af 90 mænd, så ville landet importere det fra et land, hvor der kræves en arbejdsindsats af 100 mænd til at producere det, fordi det ville være en fordel for landet snarere at engagere sin kapital i produktionen af vin, som det ville få mere klæde for i England, end det kunne producere ved at omdirigere en del af sin kapital fra dyrkning af vinstokke til fremstilling af klæde.

[Betragtningerne forudsætter, at der ikke er toldtariffer mellem de to lande og at der kan bortses fra transportudgifter. Ricardo’s ræsonnement forudsætter, at landene disponerer som helheder/enheder. Hvad hindrer en fritstående privat producent i Portugal af vin at eksportere denne til England, bytte for klæde og sælge klædet i England. Hvis der er nogen relation mellem priser og lønninger [hvilket vi må formode], så vil 80 timers indsats i Portugal kunne ombyttes med varer for (mindst) 100 timers indsats i England, hvilke, når de sælges i England, ville indbringe mere end omkostningen på 80 timer i Portugal [hvis lønnen i England er højere end 80% af den i Portugal]. Den fritstående private Portugisiske eksportør kunne alternativt hjemtage tekstilerne til Portugal, hvor de så svarede til 90 mands arbejde [i Portugal]. Det ville også give ham en fordel, da der oprindeligt kun var spenderet 80 timer. Hvis lønnen i England er mellem 80 % og 90 % af den i Portugal, skal han hjemtage klædet, men hvis den er over 90%, skal han sælge i England. Under alle omstændigheder får England vin til 100 mands arbejde – og sparer derved 20 – men hvis klædet hjemtages til Portugal så har netto 20 mand mistet arbejdet i England, og hvis klædet sælges i England, så ryger 120 mand på gaden i England– dog kan andre 80 nye findes i arbejde i Portugal [med vin] men 90 andre ryger på gaden, altså netto 10 ledige. Kapitalens bevægelse ses der på i 7.18 mm]

7.17

Således ville England giver produkterne fra arbejdsindsatsen af 100 mand, for produkterne fra arbejdsindsatsen af 80 mand. En sådan udveksling ville ikke kunne finde sted mellem entiteter i samme land. Arbejdsindsatsen af 100 englændere i kan ikke gives i stedet for arbejdsindsatsen af 80 englændere, men produkterne af arbejdsindsatsen af 100 englændere kan gives for produkterne af arbejdsindsatsen af 80 portugisere, 60 russere, eller 120 indere. Forskellen i den forbindelse mellem et enkelt land, og mange, er let redegjort for ved at betragte vanskeligheden med hvilken kapital bevæger sig fra et land til et andet, for at søge en mere profitabel beskæftigelse, og aktiviteten, hvormed den uhindret passerer fra én provins til en anden i samme land.[ii]

[Her mistolkes Ricardo som oftest og tages til indtægt for, at total frihandel er gavnligt for alle – herunder alle lande – og i mest ekstreme tolkning for alle mennesker i alle lande. Fejltolkningen beror på, at netop når der er total frihandel, så eksisterer de besværligheder ved bevægeligheden af kapital, varer og serviceydelser, som Ricardo peger på i afsnittet, ikke længere. Bevægeligheden bliver så uhindret som internt i et land. De ovenstående (helt reelle) argumenter bortfalder ved frihandel med fri bevægelighed af kapital mm, hvilket han da også selv gør opmærksom på i afsnit 7.18.]

7.18

Det ville uden tvivl, under sådanne omstændigheder, være en fordel for kapitalisterne i England og forbrugerne i begge lande, at både vin og tekstiler blev produceret i Portugal, og at kapital og arbejdskraft i England engageret i tekstilproduktion, derfor burde flyttes til Portugal med dette formål. I så fald ville den relative værdi af disse varer blive reguleret efter samme princip, som hvis den ene var producent i Yorkshire, og den anden producent i London. Og i alle andre tilfælde, hvis kapital frit flød mod de lande, hvor den kunne være mest rentabelt anbragt, så kunne der ikke være nogen forskel i profitraten, og ingen anden forskel i den reale eller arbejdskraftmæssige pris på varer, end den supplerende mængde af arbejde, som kræves til at formidle dem til de forskellige markeder, hvor de skulle sælges.

7.19

Erfaringen viser dog, at indbildt eller reel usikkerhed for kapitalen, når den ikke er under den umiddelbare kontrol sin ejer, sammen med den naturlige ulyst, som hver mand føler, ved at forlade sit fødeland og [personlige] sammenhænge, og hengive sig med al sine indgroede vaner til en fremmed regering og nye love, begrænser udvandringen af kapital. Disse følelser, som jeg skal være ked af at se svækket, fremkalder hos de fleste mænd med ejendom en tilfredshed med et mindre afkast i deres eget land, i stedet for at søge mere fordelagtige anbringelser for deres rigdom i fremmede nationer.

[Man gribes næsten af nostalgi. De betragtninger er vist noget mindre valide i dag]

7.20

Guld og sølv er blevet valgt til at være det generelle medium for cirkulation, de er, ved den handelsmæssige konkurrence, fordelt i sådanne forhold mellem de forskellige lande i verden, som er tilpasset den naturlige trafik, som ville finde sted, hvis ikke sådanne metaller eksisterede, og handel mellem lande var ren byttehandel.

[Rollen for guld og sølv er blevet afløst af FIAT penge, primært USD. Man kan åbenbart lave rigtig mange $ uden at det udhuler dens værdi]

7.21

Således kan klæde ikke importeres til Portugal, medmindre det sælger dér for mere guld, end det koster i det land, hvorfra det blev importeret; og vin kan ikke importeres til England, medmindre det kan sælge for mere dér, end det koster i Portugal. Hvis handlen var en ren [naturalie] byttehandel, kunne det kun fortsætte, hvis England kunne fremstille klæde så billigt at de kunne opnå en større mængde vin med en given mængde arbejdskraft ved at fremstille klæde end ved dyrkning af vin – og ligeså hvis industrien i Portugal var genstand for den omvendte effekt. Antag nu at England opdager en proces til fremstilling af vin, så det blev i Englands interesse snarere at dyrke det, end at importere det¹; England ville naturligvis omdirigere en del af sin kapital fra udenrigshandlen til hjemlig handel; England ville ophøre med at fremstille klæde til eksport, og ville dyrke vin til sig selv. Den pengemæssige pris på disse råvarer vil blive reguleret i overensstemmelse hermed; vin ville falde her [i England], mens klæde vil fortsatte på sin hidtidige pris, og i Portugal vil ingen ændring finde sted i prisen på nogen af varerne. Klæde ville fortsætte med at blive eksporteret fra England i nogen tid, fordi dets pris ville fortsætte med at være højere i Portugal end her, men i stedet for vin ville penge blive givet i bytte for det, indtil ophobningen af penge her [i England] og deres formindskelse i udlandet, ville påvirke den relative værdi af klæde i de to lande så det ville ophøre med at være rentabelt at eksportere det. Hvis forbedringen i at lave vin var af et meget væsentligt omfang, kan det blive rentabelt for de to lande at udveksle ansættelser; til England for at fremstille al vin, og Portugal for at lave al klæde som forbruges af dem; men dette kunne ske kun ved en ny fordeling af de ædle metaller, der skal hæve prisen på klæde i England, og sænke den i Portugal. Den relative pris på vin ville falde i England som følge af den reelle fordel fra forbedringen i vinens fremstilling; det vil sige, dens [vinens] naturlige pris ville falde; den relative pris på klæde ville stige der grundet ophobning af penge.

[ Skulle man følge det tidligere ræsonnement, ville rationaliseringen af vinproduktionen (fx fra 120 til 80) blot betyde, at man kunne udregne en ny status for den komparative fordel. Med tallene klæde/vin i England på 100/80 og i Portugal på uændret 90/80 ville de komparative fordele være omvendt fordelte. Med tidligere ræsonnement ville produkterne bytte plads så England ville begynde at producere vin og eksportere den for at importere klæde fra Portugal. Dog, så introducerer Ricardo nu i stedet priserne på varerne. Hvorfor dette ikke var lige så relevant før England ”innoverede” må stå hen i det uvisse. Situationen var principielt den samme, blot ”spejlvendt”. Ricardo anfører, at priserne for hhv. klæde og vin i England vil tilpasse sig – det havde de vel også gjort før ”innovationen”. Den nye regulerende faktor i fortællingen er ”ophobning af penge” i England. Denne ”ophobning”, svarende til et overskud på handelsbalancen, vil iflg. Ricardo på sigt påvirke priserne så prisen på klæde i England vil stige. Hvordan det hænger sammen kan ikke overskues. Pengerigelighed kunne tænkes at reducere kravet til afkast – hvilket kunne indikere, at prisen på klæde skulle falde.]
7.22

Derfor, antag at før forbedringen af fremstillingen af vin i England, var prisen på vin her £ 50 per tønde, og prisen på en vis mængde klæde var £ 45, mens prisen i Portugal på den samme mængde vin var £ 45, og den af den samme mængde klæde £ 50. Vin ville så blive eksporteret fra Portugal med et overskud på £ 5 og klæde fra England med et overskud på samme beløb.

7.23

Antag, at efter forbedringen, falder vin til £ 45 i England og klædet fortsætter til samme pris. Hver transaktion i handel er en uafhængig transaktion. Mens en købmand kan købe klæde i England for £ 45 og sælge det med den sædvanlige fortjeneste i Portugal, vil han fortsætte med at eksportere det fra England. Hans forretning er simpelthen at købe engelsk klæde, og betale for det ved en veksel, som han køber med portugisisk penge. Det er for ham uden betydning hvad der bliver af disse penge; han har indfriet sin gæld ved overførsel af vekslen. Hans transaktion er utvivlsomt reguleret af de vilkår, efter hvilke han kan erhverve vekslen, men de er kendt for ham på det pågældende tidspunkt, og de effekter, som kan påvirke markedsprisen på veksler eller vekselkursen, gør han sig ingen overvejelser om.

[Antagelsen om, at klæde i Portugal er dyrere end i England er ”bekvem”, men noget i modstrid med, at det koster 100 mand i England og kun 90 i Portugal. Ses på udgangspunktet klæde/vin i England: 100/120 mand og Portugal 90/80, så var prisforholdet før ”innovationen” idet samme mandpris antages, forventeligt: England klæde/vin: 45£/54£ og Portugal 40,5£/36£. Hvis vi antager et andet prisniveau i Portugal ville 50£/45£ (forhold ca. 90:80) være en mulighed, men ikke 45£/50£ (forhold ca. 100:111) i England. Hvis vin falder i England fra 50£ til 45£ ville et tilsvarende fald, 10 %, være forventeligt i nødvendige mandenheder (”innovationen), altså fra 120 til 108. Men hvis det var tilfældet ville de komparative fordele være fordelt præcis som før ”innovationen”. Ricardo introducerer her en ”ny” type købmand, nemlig en sådan, som er lige glad med de komparative fordele og opererer efter princippet ”køb billigere end du sælger” – og han er også lige glad med hvad der bliver af købssummen når den er indfriet. Denne type købmand ligner til forveksling en moderne købmand.]

7.24

Hvis markederne er gunstige for eksport af vin fra Portugal til England, vil eksportøren af vinen være sælger af en veksel, der vil blive købt enten af importøren af klæde, eller af den person, som solgte ham hans veksel; og dermed uden at det er nødvendigt at penge udveksles mellem landene, vil eksportørerne i de enkelte lande blive betalt for deres varer. Uden at have nogen direkte transaktioner med hinanden, vil de penge som er betalt i Portugal af importøren af klædet blive betalt til den portugisiske eksportør af vin; og i England ved afregning af den samme veksel, vil eksportøren af klæde bemyndiges til at modtage sin værdi fra importøren af vin.

[beskrivelsen ligner situationen ved neutral handelsbalance mellem de to lande]

7.25

Men hvis priserne på vin var sådan, at ingen vin kunne eksporteres til England, ville importøren af klæde på samme vis købe en veksel; men prisen for vekslen ville være højere, da sælgeren af den ville vide, at der ikke var nogen modveksel på markedet, som han i sidste ende kunne afvikle transaktionerne med mellem de to lande; han ville vide, at det guld eller sølv, som han har modtaget i bytte for sin veksel, faktisk skal eksporteres til sin korrespondent i England, for at gøre ham i stand til at betale det krav, som han havde accepteret blev stillet mod ham. Han burde derfor opkræve en pris for sin veksel, som dækkede alle udgifter, som skal afholdes, sammen med sin fair og sædvanlig avance.

[her introduceres udgifterne til penge-transfer mellem lande. Det erindres at Ricardo opererer med Guldstandard]

7.26

Hvis så denne præmie [pris] for en veksel på England var lig med fortjenesten ved at importere klæde, så ville importen naturligvis ophøre; men hvis præmien for vekslen kun var 2 %, hvis man for at kunne betale en gæld i England på £ 100, skulle betale £ 102 i Portugal, mens klæde, som koster £ 45 ville sælge for £ 50, ville klæde blive importeret, vekslerne ville blive købt, og pengene ville blive eksporteret, indtil reduktionen af penge i Portugal, og deres akkumulation i England, havde produceret en sådan tilstand for priserne, at det ikke længere var rentabelt at fortsætte disse transaktioner.

[Her introduceres konsekvenser af længerevarende ubalance i handel mellem to lande og indflydelsen på kurser. Ricardo gør dog ikke rede for hvordan denne mekanisme skulle fungere. Desuden er et ejerskab af kapital ikke det samme som at samme kapital er anbragt i samme land som ejeren. Hvis kapitalen er anbragt [arbejder] i et andet land vil den ikke – eller kun marginalt – påvirke forholdene i ejerens hjemland.]

7.27

Men formindskelsen af penge i et land, og stigningen i et anden, påvirker ikke bare prisen for én vare, men på priserne på alt, og derfor prisen på vin og klæde stige i England, og falde på begge i Portugal. Prisen på klæde, fra at være £ 45 i ét land og £ 50 i det andet, ville sandsynligvis falde til £ 49 eller £ 48 i Portugal, og stige til £ 46 eller £ 47 i England, og ikke indebære tilstrækkeligt overskud for nogen købmand efter at have betalt en præmie for en veksel for at importere denne vare.

[se note under 7.27]

7.28

Det er derfor, at pengene i hvert land kun fordeles til dette i sådanne mængder som måtte være nødvendige for at regulere en rentabel [naturalie] byttehandel. England eksporterede klæde i bytte for vin, fordi, derved blev landets industri mere produktiv; landet kunne få mere klæde og vin end hvis det havde fremstillet begge dele selv; og Portugal importerede klæde og eksporterede vin, fordi industrien i Portugal kunne være til fordel for begge lande ved at producere vin. Hvis der var flere besværligheder i England med at producere stof, eller i Portugal med at producere vin, eller hvis der var faciliteter i England i at producere vin, eller i Portugal til at producere stof, så ville handelen straks ophøre.

[betragtningen mht. pengefordeling er ikke forstået. ]

7.29

Ingen ændring overhovedet finder sted i omstændighederne i Portugal; men England finder, at det kan anvende sin arbejdskraft mere produktivt ved fremstilling af vin, og straks ændres [naturalie] byttehandelen mellem de to lande. Ikke alene er eksporten af vin fra Portugal stoppet, men en ny fordeling af de ædle metaller finder sted, og dets [Portugals] import af klæde er også forhindret.

[mekanismen i fordelingen af de ædle metallers påvirkning af priserne er uklar]

7.30

Begge lande ville sandsynligvis finde det i deres interesse at producere deres egen vin og deres egen klæde; men dette enestående resultat ville finde sted: i England, selv om vin ville være billigere, ville klæde blive dyrere og forbrugeren ville betale mere for det; mens i Portugal ville forbrugerne være i stand til at købe både klæde og vin billigere. I det land, hvor forbedringen finder sted, vil priserne blive styrket; i det land, hvor der ingen ændring sker, men hvor de mistede en rentabel gren af udenrigshandelen, ville priserne falde.

7.31

Dette er dog kun en tilsyneladende fordel for Portugal, for den mængde af stof og vin som produceres i det pågældende land ville blive mindsket, mens den mængde som produceres i England ville blive forøget. Penge ville i nogen grad have ændret sin værdi i de to lande; de ville blive mindre værd i England og mere i Portugal. Anslået i penge, ville de samlede indtægter i Portugal formindskes; estimeret i samme medium, ville de samlede indtægter i England øges.

7.32

Således ser det ud til, at forbedringen af en produktion i et land har en tendens til at ændre fordelingen af de ædle metaller blandt nationer i verden: det har en tendens til at øge mængden af varer, samtidig som det øger de generelle priser i land, hvor forbedringen finder sted.

7.33

For at forenkle spørgsmålet, har jeg været antaget handlen mellem to lande til at være begrænset til to varer – vin og klæde; men det er velkendt, at mange og forskellige produkter indgår i listen over eksport- og importvarer. Ved dræn af penge fra et land og ophobningen i et andet, påvirkes alle varer prismæssigt og dermed tilskyndes til eksport af mange flere varer udover penge, hvilket derfor vil forhindre så stor en effekt i at finde sted på værdien af penge i de to lande, som måske ellers kunne forventes.

7.34

Ud over forbedringer i færdigheder og maskiner, er der forskellige andre årsager, som hele tiden indvirker på det naturlige forløb af handel, og som griber ind i ligevægte og den relative værdi af penge. Præmier på eksport eller import, nye afgifter på varer, undertiden ved deres direkte og på andre tidspunkter ved deres indirekte drift, forstyrrer den naturlige [naturalie] byttehandel, og skaber en deraf følgende nødvendighed for at importere eller eksportere penge, således at priserne kan tilpasse sig det naturlige forløb af handel; og denne effekt genereres ikke kun i det land, hvor den forstyrrende årsag finder sted, men i større eller mindre grad, i alle lande i den kommercielle verden.

[De forskellige landes centralbanker har en væsentlig rolle ligeså den finanspolitik, som landene fører. ECB her gennem en tid pumpet store summer ud, altså øget pengerigeligheden, men da dette åbenbart ikke har resulteret i inflation af betydning, så må det betyde, at priserne ikke er steget – ergo savnes den mekanisme, som Ricardo hævder].

7.35

Dette vil i nogen grad forklare den forskellige værdi af penge i forskellige lande; det vil forklare os, hvorfor priserne på lokale varer, og de vares som findes i stor mængde skønt med forholdsvis lille værdi, er, uafhængigt af andre årsager, højere i de lande, hvor fabrikation blomstrer. Af to lande, der har præcis samme befolkning, og den samme mængde jord af samme frugtbarhed i dyrkning, med den samme viden også i landbruget, vil priserne på råvarer være størst i det, hvis metoder med større dygtighed, og bedre maskiner indgår i fremstillingen af eksportérbare varer. Andelen af overskud vil sandsynligvis kun afvige lidt. Lønninger eller den reale aflønning af arbejdere, kan være den samme i begge [lande], men disse lønninger samt råvarer, vil blive værdisat højere i penge i landet i hvilket, grundet de fordele der skyldes deres dygtighed og maskiner, der er et overskud af penge importeret i bytte for deres varer.

[Råvarer købes på internationale børser, hvor priserne ikke differentieres efter køberens hjemland. Så, bortset fra transportomkostninger, hvordan sker så den af Ricardo beskrevne differentiering?]

7.36

Af disse to lande, hvis man havde fordel i fremstilling af varer én kvalitet i det ene, og i det andet i fremstilling af varer i en anden kvalitet, ville der ikke være nogen afgørende tilstrømning af de ædle metaller til nogen af dem; men hvis fordelen er meget stærkt overrepræsenteret til fordel for en af dem, ville effekten være uundgåelig.

[ja, en attraktiv vare vil altid blive solgt mere end en uattraktiv.]

7.37

I den tidligere del af dette arbejde har vi antaget, for argumentets skyld, at penge altid fortsatte med at have samme værdi. Vi vil nu forsøge at vise, at ud over de almindelige variationer i værdien af penge, og dem, som er fælles for hele kommercielle verden, er der også partielle variationer, som penge er undergivet i bestemte lande og at i virkeligheden, så er værdien af penge aldrig den samme i to lande, afhængigt som det er af relativ beskatning, fremstillings dygtighed, fordelene ved klima, naturlige produktioner, og mange andre årsager.

 

7.38

Skønt, imidlertid, penge er underlagt sådanne evige variationer, og som følge heraf priserne på de varer som er almindelige i de fleste lande, også er genstand for betydelige forskelle, så vil der ingen effekt være på graden af overskud, hverken fra tilstrømningen eller udstrømning af penge. Kapital vil ikke øges, fordi det cirkulerende medium er forøget. Hvis lejen betalt af landmanden til sin udlejer, og lønnen betalt til sine arbejdere er 20 procent højere i ét land end et andet, og hvis samtidig den nominelle værdi af landmandens kapital er 20 procent højere, vil han modtage præcis den samme grad af overskud, selv om han skulle sælge sine varer for 20 procent mere.

[Ricardo påpeger her, at variationer i kurser ikke påvirker realøkonomien]

7.39

Overskud, og kan det ikke gentages ofte nok, afhænger af lønnen, ikke den nominelle, men den reale, ikke af antallet af £ som årligt udbetales til arbejderen, men af det antal arbejdsdage, som er nødvendige for at opnå de udbetalte de udbetalte £. Lønningerne kan derfor være helt de samme i to lande; de kan også bære den samme andel for at leje, og til hele produktionen, som stammer fra jorden, selvom arbejderen i et af disse lande modtager ti shillings om ugen og i det andet tolv.

[Ricardo påpeger her, at overskud(sgrad) ikke afhænger af valutakursen, men af realværdierne]

7.40

I de tidlige statssamfund, da producenterne kun havde gjort små fremskridt, og produkterne i alle lande var næsten ens og bestående af de voluminøse og mest nyttige varer, var værdien af penge i de forskellige lande hovedsageligt reguleret af afstanden fra minerne som leverer de ædle metaller. Men efterhånden som færdighederne og forbedringer i samfundet udvikles, og de forskellige nationer udmærker sig på særlige produktionsområder, vil værdien af de ædle metaller hovedsageligt blive reguleret af overlegenheden hos producenterne skønt afstanden stadig vil indgå i ligningen.

[hvordan mon afstanden har relevans efter vi har forladt guldstandarden?]

7.41

Antag at alle nationer kun producerede majs, kvæg, og groft klæde, og at det kun var ved eksport af sådanne varer, at guld kunne erhverves fra de lande, som producerede guldet eller fra de lande, som besad guld; guld ville naturligvis have en større omvekslingsværdi i Polen end i England grundet af den større bekostning ved at sende sådanne voluminøst handelsvare som majs den længere transportvej og den større omkostning ved at overvåge transporten af guld til Polen.

[det er indlysende at transportomkostninger influerer på pris, men referencerne til guld synes ikke at have forklaringsværdi]

7.42

Denne forskel i værdien af guld, eller, hvilket er det samme, denne forskel i prisen på majs i de to lande, ville eksistere, selv om faciliteterne til at producere majs i England langt skulle overstige de i Polen, grundet den større frugtbarhed af jorden og overlegenhed i dygtighed og redskaber hos producenterne.

[oversættelsen er lidt ulden da formuleringen ikke står helt klar]

7.43

Hvis, imidlertid, Polen ville være den første til at forbedre sin produktion, hvis det skulle lykkes Polen at fremstille en handelsvare, som var generelt eftertragtet, herunder med stor værdi i beskedne mængder, eller hvis Polen eksklusivt var velsignet med en naturlig produktion, generelt eftertragtet og ikke forekommende i andre lande, ville Polen få en øget mængde guld i bytte for denne vare, hvilket ville påvirke prisen på dets majs, kvæg, og grove klæde. Ulempen ved afstand ville sandsynligvis være mere end opvejet af fordelen ved at have en eksportabel vare af stor værdi, og pengene ville have permanent lavere værdi i Polen end i England. Hvis, derimod, fordel, dygtighed og maskiner var i England, ville yderligere en grund blive tilføjet til det, som før eksisterede, hvorfor guld ville være mindre værdifuldt i England end i Polen, og hvorfor majs, kvæg, og tøj, ville have en højere pris i det førstnævnte land [England].

[Igen anfører Ricardo, at øget kapital-mængde ejet af nogen i et land vil påvirke alle priser i pågældende land i opadgående retning, mens pengenes værdi vil falde [to sider af samme sag]. Hvilken mekanisme skulle dette være?]

7.44

Disse, mener jeg, er de eneste to årsager, som regulerer den forholdsmæssige værdi af penge i de forskellige lande i verden, for selv om beskatning udgør en forstyrrelse af ligevægten i penge, så gør den det ved at fratage det land, hvori den er pålagt, nogle af fordelene vedrørende dygtighed, industri, og klima.

[Hviler dette ikke på en antagelse om, at fx bedre offentligt vejnet, skoler o.lign. ikke har positive indflydelse på landets økonomi?]

7.45

Det har været min bestræbelse omhyggeligt at skelne mellem en lav værdi af penge, og en høj værdi af majs, eller en hvilken som helst anden vare, som penge kan sammenlignes med. Disse er blevet generelt betragtet som betydende det samme, men det er klart, at når majs stiger fra fem til ti shilling pr skæppe, kan det være enten på grund af et fald i værdien af ​​penge, eller en stigning i værdien af ​​majs. Vi har således set, at der ved nødvendigheden af ​​at anvende jord af successivt dårligere og dårligere kvalitet, for at brødføde en voksende befolkning, så skal majs stige i værdi i forhold til andre ting. Hvis penge derfor fortsætter med samme permanente værdi, vil majs bytte for flere af sådanne penge, hvilket vil sige, at den stiger i pris. Den samme stigning i prisen på majs vil blive konsekvensen af en sådan forbedring af maskiner i produktionen, som gør det muligt for os at fremstille varer med usædvanlige fordele: Tilstrømningen af ​​penge vil være konsekvensen og de vil falde i værdi og derfor udveksle for mindre majs. Men de virkninger af en høj pris på majs, når den skyldes stigningen i værdien af ​​majs, og når den er forårsaget af et fald i værdien af ​​penge, er helt forskellige. I begge tilfælde vil pengeprisen på lønningerne vil stige, men hvis det er i konsekvens af faldet i værdien af ​​penge, vil ikke kun løn og majs, men alle andre varer stige. Hvis producenten skal betale mere for løn, vil han modtage mere for sine forarbejdede varer, og satsen for overskud vil forblive upåvirket. Men når stigningen i prisen på majs skyldes ​​vanskeligheden ved produktionen, vil overskuddet falde; for producenten vil være forpligtet til at betale mere løn, og vil ikke have mulighed for at aflønne sig selv ved at hæve prisen på hans fremstillede vare.

7.46

Enhver forbedring i driften af minerne, hvorved de ædle metaller kan udvindes med en mindre mængde arbejde, vil sænke værdien af penge generelt. Det vil derefter udveksle for færre råvarer i alle lande; men når et bestemt land excellerer i fremstillingen, således foranledige en tilstrømning af penge til det, vil værdien af penge blive lavere, og priserne på majs og arbejdskraft vil være relativt højere i landet, end i andre lande.

7.47

Denne højere værdi af penge, vil ikke give sig udslag i vekselkurser; regninger kan fortsat forhandles til pari, selv om priserne på majs og arbejdskraft måtte være 10, 20 eller 30 procent højere i ét land end et andet. Under disse omstændigheder formodes, sådan en forskel på priserne er tingenes naturlige tilstand, og udveksling kan kun komme på pari, når en tilstrækkelig mængde penge er indført til landet, som udmærker sig i fremstilling, således at det hæver prisen på sin majs og arbejdskraft. Hvis fremmede lande skulle forbyde eksport af penge, og med held håndhæve en sådan lov, kan de faktisk forhindre stigningen i priserne på majs og arbejdskraft i det fremstillende land, for en sådan stigning kan kun finde sted efter tilstrømningen af ​​de ædle metaller, forudsat at papirpenge ikke bliver brugt, men de kunne ikke forhindre udveksling i at være meget ugunstig for dem. Hvis England var det fremstillende land, og det var muligt at forhindre import af penge, ville udvekslingen med Frankrig, Holland og Spanien kunne være 5, 10 eller 20 procent ufordelagtigere for disse lande.

7.48

Når strømmen af penge er stoppet med magt, og når pengene er forhindret i afregning på deres ”naturlige” niveau, er der ingen grænser for de mulige variationer af vekselforholdet. Virkningerne svarer til dem, der følger, når papirpenge, som ikke omveksles til anden mønt når indehaveren ønsker det, bliver tvunget ud i omløb. En sådan valuta er nødvendigvis begrænset til det land, hvor den er udstedt: Den kan ikke, når den findes i alt for rigelige mængder, sprede sig generelt blandt andre lande. Niveauet for cirkulation er ødelagt, og udvekslingen vil uundgåeligt være til ugunst for det land, hvor den er i for stor mængde: Tilsvarende ville virkningerne være på en cirkulation af ædelmetaller hvis, gennem magtmidler eller ved love, som ikke kunne omgås, penge skulle tilbageholdes i et land, når strømmen af handel fordrede dem i retning af andre lande.

7.49

Når hvert land har netop den mængde penge, som det burde have, ville penge faktisk ikke have samme værdi i hvert land, for så vidt angår mange råvarer det kan variere, 5, 10 eller endda 20 procent, men udvekslingen vil være på niveau. 100 £ i England, eller sølv, som er £ 100 værd, vil kunne købe seddel på £ 100 eller en tilsvarende mængde af sølv i Frankrig, Spanien eller Holland.

7.50

Når vi taler om udveksling og den forholdsmæssige værdi af penge i forskellige lande, må vi ikke overhovedet henvise til værdien af penge anslået i råvarer, i de to lande. Udvekslingen er aldrig fastlagt ved at estimere den forholdsmæssige værdi af penge i majs, klæde, eller en hvilken som helst vare, men ved at vurdering af værdien af valutaen i et land i forhold til valutaen i et andet.

7.51

Det kan også konstateres ved at sammenligne med en standard fælles for begge lande. Hvis seddel fra England på £ 100 kan købe den samme mængde varer i Frankrig eller Spanien, som en seddel fra Hamburg på samme beløb vil gøre, er vekselkursen mellem Hamburg og England på niveau, men hvis en seddel fra England på £ 130, ikke kan købe mere end en seddel fra Hamburg på £ 100, vil vekselforholdet 30 procent mod England.

7.52

I England kan £ 100 købe en veksel eller retten til at modtage £ 101 i Holland, £ 102 i Frankrig, og £ 105 i Spanien. Vekselforholdet med England siges i så fald at være 1 % mod Holland, 2 % mod Frankrig og 5 % Spanien. Det indikerer, at niveauet af valuta er højere end den burde være i disse lande, og den forholdsmæssige værdi af deres valutaer, og den i England, ville straks blive genoprettet til pari, ved at reducere deres beholdning eller ved at øge den i England.

7.53

De, der fastholdt, at vores valuta blev nedskrevet i løbet af de sidste ti år, når udvekslingen varierede fra 20 til 30 procent mod dette land [England], har aldrig bestredet, hvad de er blevet beskyldt for, at penge ikke kunne være mere værdifulde i ét land end en anden i forhold til forskellige varer; men de bestred at £ 130 kunne tilbageholdes i England medmindre de var blevet nedskrevet, da de var ikke mere værd, opgjort i penge fra Hamburg eller fra Holland, end den værdi, som guldbarrer for £ 100 har.

[Meningen er klar nok, men ordvalget tenderer det cirkulære. Hvis nogen undrer sig over at Hamburg bliver anvendt som eksempel, så trådte Hamborg som suveræn stat ind i det tyske forbund i juni 1815 – åbenbart med egen valuta.]

7.54

Ved at sende £ 130 gode engelsk pund sterling til Hamburg, selv med en udgift på £ 5, jeg burde dér være i besiddelse af £ 125; hvad kunne så få mig til at indvilge i, at give £ 130 for en veksel, som ville give mig £ 100 i Hamburg, andet end at mine pound ikke var gode pound sterling? – de blev forringet, blev nedbrudt i den indre værdi til under værdien af pound sterling fra Hamburg, og hvis de faktisk blev sendt dertil, med en udgift på £ 5 ville sælge for kun £ 100. Med metalliske britiske pund, benægtes det ikke, at mine £ 130 ville skaffe mig £ 125 i Hamburg, men med britiske papir-pund kan jeg kun få £ 100; og alligevel blev det fastholdt, at £ 130 i papir, var af samme værdi med £ 130 i sølv eller guld.

7.55

Nogle fastholdt, faktisk mere rimeligt, at £ 130 i papir ikke var ikke af samme værdi som £ 130 i metallisk penge, men de sagde, at det var de metalliske penge, som havde ændret sin værdi og ikke papirpengene. De ønskede at begrænse betydningen af ​​ordet nedskrivning til et faktisk fald af værdi, og ikke til en sammenlignende forskel mellem værdien af ​​penge, og den standard, som ved lov regulerer den. Et hundrede pound i engelsk penge var tidligere af samme værdi som, og kunne købe £ 100 i Hamburg penge. I ethvert andet land kunne en seddel på £ 100 fra England, eller fra Hamburg, købe præcis den samme mængde varer. For at opnå de samme ting, blev jeg senest afkrævet at give £ 130 i Engelske penge, når Hamburg skulle have £ 100 i Hamburg penge. Hvis engelsk penge var af samme værdi som før, så skulle Hamburg penge være steget i værdi. Men hvor er beviset på dette? Hvordan kan det fastslås om engelske penge er faldet, eller Hamburg penge er steget? Der er der ingen standard ved hvilken dette kan bestemmes. Det er et anbringende, der ikke tillader nogen beviser, og det kan hverken positivt bekræftes eller positivt afkræftes. Verdens nationer må tidligt være blevet overbeviste om, at der ikke var en naturlig standardværdi, som de ufejlbarligt kan henvise til og derfor valgte et medium, der i det hele viste sig for dem mindre variabel end nogen anden vare.

7.56

Vi må henholde os til standard indtil loven er ændret og indtil en anden vare opdages, ved hvis anvendelse vi kan opnå en mere perfekt standard, end den, som vi har etableret. Så længe guld udelukkende er standarden i dette land, vil pengene blive afskrevet, når et pund sterling er ikke af samme værdi som 5 dwts. og 3 grs. af standard guld, og at også guld stiger eller falder i almindelighed værdi.

[dwt =Pennyweight= 24 gr ≈ 1.56 g. gr= Grain ≈ 45.6 mg]

Oversat af Kåre Grønbæk, 09-04-2017

Slutnoter:

[i] Se Adam Smith, bog I, kap. 9

[ii] Det vil fremgå, at et land besidder meget betydelige fordele i maskiner og dygtighed, og som derfor kan have mulighed for at fremstille varer med langt mindre arbejdskraft end sine naboer, til gengæld for sådanne varer, kan importere en del af kornet som er nødvendig for forbruget, selv om dets jord var mere frugtbar, og majs kunne dyrkes med mindre arbejdskraft end i det land, hvorfra den blev importeret. To mænd kan både fremstille sko og hatte, og den ene er bedre end den anden i begge gøremål; men i fremstilling af hatte, kan han kun overgå sin konkurrent med en femtedel eller 20 procent, og i at fremstille sko, han kan overgå ham med en tredjedel eller 33 procent, – Vil det ikke være i begges interesse, at den overlegne mand koncentrerer sig udelukkende om at fremstille sko, og den ringere mand i fremstilling af hatte?

 

Regneeksempel, Ricardo

I slutnoten til afsnit 7.9 kapitel 7 i David Ricardo’s ”On the Principles of Political Economy and Taxation” skriver han:

“Det vil fremgå, at et land besidder meget betydelige fordele i maskiner og dygtighed, og som derfor kan have mulighed for at fremstille varer med langt mindre arbejdskraft end sine naboer, til gengæld for sådanne varer, kan importere en del af kornet som er nødvendig for forbruget, selv om dets jord var mere frugtbar, og majs kunne dyrkes med mindre arbejdskraft end i det land, hvorfra den blev importeret. To mænd kan både fremstille sko og hatte, og den ene er bedre end den anden i begge gøremål; men i fremstilling af hatte, kan han kun overgå sin konkurrent med en femtedel eller 20 procent, og i at fremstille sko, han kan overgå ham med en tredjedel eller 33 procent, – Vil det ikke være i begges interesse, at den overlegne mand koncentrerer sig udelukkende om at fremstille sko, og den ringere mand i fremstilling af hatte?”

Lad os ”lege lidt med tallene”: ­­­­­­­­­­­­____________________________________________

100 mennesker fremstiller sko og hatte De 50 producerer 25% flere hatte pr tid end resten De andre 50 producerer 25% flere sko pr tid end resten

På en dag produceres 100 hatte og 100 sko idet der produceres sko i 5 timer og hatte i 5 timer.

Vi finder produktionsraten x for ”de langsomme”:

100= 5*x*50 + 5*1,25*x*50  <=>

100= 5*x*50*(1+1,25)            <=>

x = 100/(5*50*2,25) = 0,18

Altså producerer ”de langsomme” 0,18 enhed pr time, de ”hurtige” 0,18*1,25= 2,2 (tallene er afrundede]

Nu omfordeler vi, så de hurtige arbejder alle 10 timer med ”deres speciale”, men da vi kun kan afsætte 100 enheder af hver (aftale med Wallmart), så ved vi, at vi kun skal bruge Y mand. Vi finder Y:

100= Y*10*0,18*1,25                  <=>

Y = 100/(10*0,18*1,25) = 44,44

Vi runder op til 45 mand på hvert ”hold” – altså fyrer vi i alt 10 mand.

Der er nu 10 mand på gaden og producenten har sparet 10 % i lønudgifter – til at begynde med. De 10 på gaden trykker lønnen, så der kan spares lidt mere hos producenten. Lad os sige 10 % på lønnen (der er ikke så afgørende, men noget sker.)

Producentens omkostninger falder til index 100*0,9*0,9 = 81. Han sparer 19 % (og bruger ikke flere sko). Samtidig er arbejdernes indtægter faldet 19 % – og de kan købe færre hatte og sko. Producenten kan sænke salgsprisen for at afsætte flere, men det vil ikke blive med 19 %, for så har han intet vundet – og selv hvis han gjorde det, så ville det jo ikke give de på gaden nogen købekraft.

Formelt er landet blevet rigere – eller? Der er vist brug for lidt hjælp fra Say! J .

OK, producenten kunne forsøge at få en anden aftale med Wallmart. Lad os sige, at han aftaler at levere 20% flere – dog til en 10 % mindre enhedspris.

Han kan producere de 20 % mere ved at beholde alle sine arbejdere. Han sparer intet, men kan sælge mere.

De 20 % flere sko/hatte vil indbringe 120*0,9 = 108, altså kan han tjene 8% mere.

Men det er jo mindre gunstigt end at spare 19%.

Så hvad mon han vælger?