Bogen “Konservative 2.0 – en nation, som fungerer for alle” er udgivet på Saxo Publish og kan købes på Saxo.

Forfatterens forord.

Denne bog er delvis blevet til i frustration. Frustration over de mange uforståelige politiske beslutninger, de åbenlyst manipulerende ”debatter”, de mange indlysende problemer, som ”ingen” synes at interessere sig for og – ikke mindst – Det Konservative Folkepartis helt marginale rolle på den politiske scene.

Men bogen er dog primært skrevet i håbet om, at kunne vise vejen til at genfinde konservatismens dybeste rødder, dens DNA, og se dem genoplivet i en genfødt konservatisme, som jeg vil kalde Konservatismen 2.0. Det er en konservatismeforståelse, som tager sit afsæt i nationens og fællesskabets grundlæggende fundament, vores kultur, vores fælles værdier og normer. Målet er en nation, et fællesskab, som fungerer for alle borgere.

Da jeg startede på bogen var jeg, hvad man kunne kalde intuitivt konservativ. Med det mener jeg, at jeg mere fornemmede end vidste, at konservatismen havde en dybde og væsentlighed, som kunne være afgørende for, om vi går gode eller dårlige tider i møde. Min fornemmelse var også, at skønt Det konservative Folkeparti (DKF) officielt repræsenterede konservatismen, så var der noget galt – der var noget, som ikke hang sammen. Jeg har i mange år syntes, at Per Stig Møller var en af de få virkeligt begavede politikere i Folketinget – og var den, jeg havde klart mest respekt for. Men noget haltede, for det, som jeg opfattede fra Per Stig, var ikke det samme, som jeg hørte andre fra partiet sige. Per Stigs standpunkt fornemmedes funderet på et filosofisk grundlag, men det andet man hørte, forekom at være nedarvede fraser og klicher. Jo mere enkeltsagsorienteret partiet er blevet, des mere tydeligt er dette blevet. Også partiets erklærede ”ryk til højre” mere end antydede, at der var noget helt galt.

Jeg har sympati for Det Konservative Folkeparti, men sympatien relaterer sig i det væsentlige til det latente ønske om at være konservative, som jeg antager partiet har. Jeg er medlem og har i den forbindelse mødt mange sympatiske og velmenende mennesker. Dog har det slået mig, at der diskuteres så lidt egentlig politik, som der gør. Partiet synes primært at køre på nedarvede klichéer og fragmenter, men at have glemt de konservative rødder. Og denne rodløshed har tilladt, at man over tid er drevet fra en underliggende klassisk liberal position til en skabs-liberalistisk. Det er sket i en verden, hvor i det mindste væsentlige dele har bevæget sig langsomt, men stensikkert mod en stigende liberalistisk-individualistisk anskuelse – godt hjulpet af personer som Margaret Thatcher og Ronald Reagan. Det er gået hånd i hånd med at globaliseringen gav os et hav af billige materielle ”velsignelser”, hvilket blev tilskrevet den liberalistiske kapitalisme – ikke uretmæssigt, men der skete også meget andet ”i kulissen”.

I samme forbindelse blev DKF mere og mere et særinteresseparti. Det var antagelig ikke meningen, men sådan blev det. At vælgerne konstant er sivet væk er intet under. Det skyldes ikke konservatismen, men den manglende konservatisme. Og netop det er brandfrustrerende, for med de store udfordringer vi står med, synes netop konservatismen at være eneste realistiske svar på noget langtidsholdbart.

Formålet med politik burde være at varetage befolkningens tarv. Sådan ser det bare ikke ud i dagens Danmark. Det ligner mest et professionelt sluttet domæne og karriereunivers for politikerne. Spillet drejer sig om magt, stemmer og ”indflydelse”. Befolkningen er sekundær og kun væsentlig i kampen om taburetterne. Den politiske debat er ingen debat, for der argumenteres ikke – der manipuleres. Der svares ikke. Der er ingen dialoger, kun samtidige monologer – og ”samtidige” skal tages helt bogstaveligt, for man taler rutinemæssigt i munden på hinanden. Der lyttes heller ikke. Hvorfor skulle man det, når man alligevel ikke har til hensigt at svare. På den måde fratages befolkningen den debat, som skulle oplyse og forklare – og sætte vælgerne i stand til at vælge kvalificeret. Men det er ingen partier interesserede i. Taktikken synes at være, at det bedst betaler sig at manipulere og liste meninger ned i lommerne på vælgerne – sammen med lidt økonomiske godbidder til den udvalgte interessegruppe. Betaler sig bedst! For hvem? Ikke befolkningen! Ikke nationen!

For mig ligner det opskriften på en trist skæbne for vores nation og vores demokrati.

Det kunne man så være ligeglad med og fortsætte sit bekvemme liv i stilhed, men Edmund Burke[1] havde jo en pointe, da han sagde:

”Alt hvad der skal til for at det onde vinder er, at gode mænd intet foretager sig”

og

”Ingen gjorde en større fejl end ham, som intet gjorde, fordi han kun kunne gøre lidt”.

Således belært af ”Konservatismens Fader” gav jeg mig til at skrive denne bog.

Researchen til bogen har bragt mig vidt omkring: Fra de historiske politiske filosoffer, over idehistoriske strømninger, gennem politiske begivenheder – til nutidens noget flossede politiske univers, herunder det på de sociale medier. Men national/makroøkonomi blev også en væsentlig del – her var der behov for en grundig opdatering af viden, hvilket også blev noget af en øjenåbner! Mange, mange timer er brugt på læsning af bøger, artikler og ikke mindst på fagforedrag på nettet. Men det har både været interessant og en fornøjelse, for som processen skred frem gik jeg fra intuitiv konservativ til oplyst og funderet konservativ.

For lige at fjerne enhver tvivl: Denne bog handler om landspolitik, ikke regional- eller kommunalpolitik, som er en ret meget anden verden, hvor helt lokale forhold spiller meget stor rolle og hvor partitilhøret er mere ”fleksibelt”, for ikke at sige noget opportunistisk.

 

Bogen er disponeret i 6 kapitler:

Kapitel 1 beskriver konservatismen i brede termer.

Kapitel 2 er en ”mental opvarmning” til de senere kapitler, idet der er så mange ideologier, idemæssige strømninger og ”newspeak”[2] i vores hverdag, at det er formålstjenligt, at få markeret de væsentligste af disse med ”rød tape” samt få lidt begreber sat på plads.

Kapitel 3 udleder og forklarer konservatismen, dens fundament og tankegang.

Kapitel 4 redegør for de væsentligste konsekvenser af konservatismen. Kapitlet er ret centralt, fordi det på nogle punkter påviser og redegør for konservative positioner, som ofte ikke forbindes med konservatismen. Sagen er imidlertid, at med den konservative grundposition, fundamentet, er der en række logiske konsekvenser, som er konsistente med grundpositionen. Det ville være meningsløst – en karikatur af konservatisme – ikke at vedkende sig disse og omfavne disse konsekvenser. Når grundpositionen er identificeret må den konservative vedstå sig konsekvenserne – eller vælge at kalde sig noget andet end konservativ – fx opportunist eller skabs-liberalist.

Kapitel 5 ser på nogle af de væsentligste udfordringer (trusler/muligheder), som vi står overfor – eller midt i. Synsvinklen, såvel i analysen som i overvejelserne af løsninger, er den som udledt i de foregående kapitler, nemlig konservatismen 2.0.

Kapitel 6 opsummerer kort Konservative 2.0 og gør nogle betragtninger om hvorfor DKF har så ringe tilslutning.

Sidst i bogen er der en række henvisninger til supplerende kilder, som kan nås via en hjemmeside. Løbende gennem bogen er der fodnoter (markeret med tal, 1,2,3, …) – enten med supplerende oplysninger eller kildeangivelser. Løbende er der også indsat slutnoter (markeret med bogstaver A, B, C, …), som udgøres af de nævnte supplerende kilder.

Der er ikke nogen samlet formel litteratur- eller kildefortegnelse da dette var for uoverskueligt – og næppe heller til megen nytte for læseren.

Jeg skylder en stor tak til familiemedlemmer, partimedlemmer, venner og andre, som jeg gennem de sidste 2 år har trukket veksler på i form af, at udsætte dem for evindelige diskussioner og tilkendegivelser om politik, kultur, menneskesyn, nationaløkonomi mm. Jeg beklager, men det slutter nok ikke her – håber jeg.

En særlig tak skylder jeg til Per Stig Møller, Prof. Jesper Jespersen, historikeren Henrik Jensen og debattøren Michael Jalving som velvilligt gennemlæste manus og kommenterede.

Kåre Grønbæk           Rønnede, september 2017

[1] Edmund Burke (1729 – 1797) engelsk–irsk konservativ politiker, forfatter, taler og politisk filosof, mangeårigt medlem af det britiske underhus. Regnes for konservatismens fader.

[2] ”Newspeak” (Nysprog) det opdigtede sprog i George Orwells roman ”1984”. Her fortælles det, “at nysprog er det eneste sprog i verden, hvis gloseforråd bliver mindre hvert år.” Nysprog er Orwells forsøg på at beskrive den bevidste udnyttelse af sprogets forfald for at undertrykke meningsdannelsen og sprogbrugerne.