Den engelske konservative filosof, Roger Scruton, er vor tids største konservative tænker.

Den 10. september 2014 skrev han en lille introduktion til konservatismen i The Guardian i forbindelse med udgivelsen af bogen ”How to Be a Conservative”.

Det er altid en fornøjelse at høre eller læse Scruton, for han formår at forklare den konservative tankegang på bemærkelsesværdig konkret og enkel måde. Og det er ikke let, for konservatismen er ikke til at forsimple eller oversætte til korte slogans – endsige male ”sort/hvid”. Konservatisme handler om omtanke og eftertanke, om nuancer, om respekt for menneskets natur og virkelighedens konkrete realitet

Konservatisme er anti-ideologisk. Den tager afstand fra teoretiske, abstrakte ideer og ”løsninger”. For den konservative er virkeligheden den konkrete virkelighed og løsninger søges gennem realistisk ikke-teoretisk pragmatisme – altså med begge ben plantet solidt på jorden og historiens lærdom i bagagen.

Roger Scruton har været en ”mentor in absentia” for mig i mit arbejde med bogen ”Konservative 2.0”. I denne vil man genfinde det samme fundament, som er udtrykt i Scrutons lille introduktion herunder.

Her er så min oversættelse af indlægget i The Guardian:

Hvorfor er det så meget sværere at tænke som en konservativ?

Af Roger Scruton

Vi beskyldes for kun at tilbyde status quo med alle dets uretfærdigheder. Men overlevelsen af vores livsstil er virkelig på spil.

Politik er et spørgsmål om den daglige improvisation, og det virker ofte som om de store partier kun styres af ønsket om at blive ved magten og ikke af nogen filosofi, som kan retfærdiggøre, at de gør det. Uanset sandheden i denne observation, ved vi imidlertid, at Labour partiet voksede ud af et tydeligt syn på samfundet, og at det stadig kan læne sig op ad ideer om lighed og social retfærdighed for at retfærdiggøre, hvad det forsøger at gøre. Kan Tory-partiet gøre det samme? Er der en politisk filosofi, der indkapsler målene og ambitionerne for dem, vi kalder “konservative”, og er partiet stadig i overensstemmelse med det?

Min egen opfattelse er, at der er en sådan filosofi, og at partiet ville overholde den, hvis det var vant til at tænke tingene igennem. Men tænkning er en usædvanlig og usikker øvelse for konservative.

Dette er ikke fordi, de er dummere end deres socialistiske eller liberale rivaler, selvom John Stuart Mill så velkendt deklarerede dem for at være det. Det er fordi de anser, at en god regering ikke er baseret på abstrakte ideer, men på konkrete situationer, og at konkrete situationer er svære at forstå. Abstrakte ideer som lighed og frihed har en uægte gennemsigtighed og kan bruges til at udlede behagelige doktriner som Jean-Jacques Rousseau eller John Rawls gjorde. Men at anvende dem rejser spørgsmålet: til hvad eller til hvem? Hvilken gruppe af mennesker skal gøres mere lige, og hvem skal gøres mere fri?

Det er ikke spørgsmål, der skal besvares abstrakt. De er spørgsmål om identitet: hvem vi er, og hvorfor har vi ret til at bruge det specielle pronomen – “vi” – for at beskrive os.

For konservative er alle tvister over lov, frihed og retfærdighed rettet mod et historisk og eksisterende samfund. Kernen i politik, anser de, er tilknytning – det motiv hos mennesker, der binder dem til stedet, sædvanerne, historien og de mennesker, som er deres. Når socialister lover et mere lige samfund, taler de om os; når liberale tilbyder at udvide listen over menneskerettigheder, betyder det de rettigheder, som vi nyder.

Sproget i politik tales i første person flertal, og for konservative er det politikerens pligt at fastholde første person flertal i tilværelsen. Uden det bliver loven et fremmedlegeme, ikke vores, men deres, ligesom de love, der er pålagt af en erobrende magt. Konservative er ikke reaktionære. Som Edmund Burke sagde, “vi skal reformere for at bevare” – eller i mere moderne vendinger: vi skal tilpasse os. Men tilpasning betyder overlevelse, og overlevelse betyder en fastholdt identitet.

Det er meget let at afvise konservatismen i oplysningens universelle idealers navn. Men regeringer vælges af et bestemt folk på et bestemt sted og skal imødekomme folkets behov – herunder den væsentligste af deres behov, hvilket er behovet for at være knyttet til deres naboer i en relation af tillid. Hvis vi holder op med at fastholde et “specifikt folk på et bestemt sted”, så vil alle politiske principper være meningsløse, da der ikke vil være noget samfund med interesse i at overholde dem. Derfor har konservative, i alle efterkrigstidens politiske debatter i vort land, understreget nationens forsvar, opretholdelsen af de nationale grænser og nationens enhed. Det er derfor, de nu går ind i en periode med svigtende selvtillid, for nationen disintegrerer i historisk etablerede segmenter, mens europæiske reguleringer opløser vores grænser.

Konservatisme passer ikke godt sammen med abstrakte idealer. Og for mange af sine forsvarere er det alt, hvad konservatismen udgør – skepsissen overfor idealer. Det socialistiske ideal for ligestilling har trods alt ført til troen på, at patriotisme er racisme, og at tilknytning til en etableret livsstil blot er uretfærdig diskrimination mod dem, der ikke deler den. Resultatet har været en opsplitning af samfundet i “multikulturalismens” navn. Og den liberale ide om universelle menneskerettigheder har ligeledes ført til en nedgradering af tilknytning, da tilknytning er en form for diskrimination og derfor en måde at give præference til dem, der allerede hører hjemme.

Abstrakte idealer, argumenterer konservative, er uundgåeligt forstyrrende, da de underminerer det langsomme, stabile arbejde med reel politik, som er et forhandlingsarbejde og kompromis mellem mennesker, hvis interesser aldrig er helt sammenfaldende.

Når vi ser politik på den måde, er de konservative udsat for klagen over, at de ikke har nogen positiv vision, og intet at tilbyde os, bortset fra status quo – med alle dens uretfærdigheder og uligheder og alle dens indbyggede fejl.

Det er netop i mødet med denne anklage, at den virkelige tænkning skal ske. I ”Hvordan kan jeg være konservativ”, giver jeg et svar på denne vedvarende klage, og samtidig med dette distancerer konservatismen fra, hvad dens venstreorienterede kritikere kalder “neoliberalisme”. Konservatisme, argumenterer jeg, er ikke et spørgsmål om at forsvare global kapitalisme for enhver pris eller sikre de få deres privilegier overfor de mange. Det er et spørgsmål om at forsvare civilsamfundet, opretholde autonome institutioner og forsvare borgerne mod magtmisbrug. Dens underliggende motiv er ikke grådighed eller lyst til magt, men blot en tilknytning til en livsstil.

Hvis vi ser på de store problemer, som vi står overfor i dag – EU, masseindvandring, landets sammenhæng, islamisk ekstremisme, miljøet – vil vi helt sikkert se, at den konservative opfattelse med rette identificerer det, der står på spil, nemlig overlevelse af vores livsstil. Konservative er ikke særlig gode til at artikulere positionen, og venstre-liberal censur skræmmer dem, der forsøger at gøre det. Men det er en fejl i de socialistiske og liberale ideer, at de så let kan artikuleres – et bevis på, at de undgår den virkelige, hårde filosofiske opgave, nemlig at se civilsamfundet som det er og erkende, at det er lettere at ødelægge gode ting i et ideals navn end at bevare dem som realiteter.

 

Roger Scrutons originaltekst kan ses på linket: https://www.theguardian.com/commentisfree/2014/sep/10/why-its-harder-to-think-like-a-conservative