Efter udgivelsen af ”Konservative 2.0” rejste der sig en debat om, hvorvidt bogens påstand om, at Konservatisme 2.0 er ikke-ideologisk holder vand.
Nedenstående skal ses i forlængelse af blog-indlægget ”Ideologi, en forståelse af begrebet”.
1 Konservative 2.0 vs ideologi.
Nedenfor skal de konstituerende elementer i Konservative 2.0 gennemgås ét for ét[1] med henblik på at kunne afgøre om de berettiger til prædikatet ideologi i henhold til ovenstående ideologi forståelse.
1.1 Det dybe fundament
Den helt grundlæggende iagttagelse i konservatismen (2.0) er, at samfundet/kulturen er en så kompliceret størrelse, at ingen kan overskue alle dets mekanismer, indre nutidige og historiske sammenhænge og alle nuancer i værdier og normer. Det var Burke’s erkendelse i 1700-tallet og det gælder stadig. Burke’s erkendelse var exceptionel, fordi den skete i en tid, Oplysningstiden[2], hvor stemningen var nærmest euforisk med en tro på, at videnskaben havde svar på alt. Mig bekendt var der ikke tegn på, at Burke principielt havde mistro til videnskaben, men på netop området samfund/kultur var han klar i mæglet – og gik dermed tidens trend midt imod. Dette er ikke en hypotese, det er ikke en teori – der er en simpel observation, en erkendelse. Det er klart, at den kan forstås som en teori (måske nærmere som en ikke-teori). I så fald kan den falsificeres den dag der kan fremlægges en ”GTOS” (General Theory of Societies), som redegør videnskabeligt for alle mekanismer, interaktioner, afhængigheder mm i samfund. Det svarer helt til, at man om Universet siger, at man ikke ved, hvad der var før Big Bang. Der er nogle ideer, men de er så få, usammenhængende og uverificerede, at vi reelt intet konkret ved. Denne position er videnskabelig.
Delkonklusion: Ikke en usikkert underbygget teori/hypotese, men en erkendelse af manglende viden.
1.2 Forsigtighed
Med afsæt i denne grunderkendelse følger logisk, at enhver intervention er risikabel, da man ikke med sikkerhed (eller kalkulerbar sandsynlighed) kan forudse konsekvenserne. Enhver indgriben er derfor objektivt betænkelig, da den uanset synspunktet kan føre til negative konsekvenser[3]. Af lige præcis denne grund er konservatismen (2.0) yderst forsigtig med intervention og vender sig specielt imod ideologiske ”løsninger”, som foregiver at have svarene (ex ante). Hvis og når der fordres intervention vil konservative (2.0) søge at analysere det aktuelle problem i dets egen ret og specifikke form og formulere den bedst mulige specifikke og konkrete løsning – ikke benytte ideologiske ”skabeloner”. Man kan derfor på sin vis hævde, at konservatismen (2.0) er ideologi-avers, anti-ideologisk om man vil. Lidt provokerende kan man sige, at konservatisme først bliver konservativ når den har frigjort sig fra usikker ideologi.
Delkonklusion: Ydmyghed overfor egen formåen i sager, hvor man kun har begrænset indsigt, er den eneste fornuftige og holdbare attitude. Den modsatte attitude ville være irrationel.
1.3 Historisk visdom
I konservatismen (Burke m fl) optræder ”historiens visdom” hvilket også Konservative 2.0 omfavner. ”Historiens visdom” er et forståelses-billede, ikke et konkret udsagn om, at historien – eller tiden – producerer visdom eller sandheder som sådan. Konceptet er udsprunget af en evolutionsforståelse. Gennem tiderne har kulturer (og civilisationer) udviklet sig i en evolutionslignende proces i interaktion med menneskets biologiske evolution (og omverdenen, herunder klima, natur mm.). Denne proces har ikke haft noget mål eller ”design”[4], men en overordnet set enkel mekanisme: De ændringer, som kunne overleve, overlevede og de, som ikke kunne, forsvandt. Principielt er denne mekanik svarende til evolutionslærens ”natural selection”. Der har i denne proces ikke været nogen universelle moralske eller etiske ledestjerner. At konservatismen også udtrykker respekt for historien har den enkle baggrund, at historien (forudsat korrekt og objektivt gengivet) repræsenterer konkrete, faktiske hændelser, successer og fejltagelser, som man kan lære af.
Delkonklusion: ”Historiens visdom” er et forståelses-billede på accepten af konkrete og faktiske hændelser.
1.4 Værn om kulturen, nationen
Mennesket er kernen og objektet i politik, filosofi mm. Var det ikke for mennesket, så ville der ikke være nogen, som kunne beskæftige sig med disse emner og disse emner ville ikke have noget objekt, for al politik, filosofi mm har mennesket, dets gøren og laden og dets interaktion med resten af verden som objekt. Yderligere synes alle antageligt løsbare problemer at have rod i mennesket.
For at forstå mennesket (i det omfang vi kan) er det nødvendigt, at forstå menneskets oprindelse og hidtidige historie – i det mindste i store træk. Mennesket er et evolutionært ”produkt”. Arten stammer fra tidligere arter, som allerede levede i sociale grupper/fællesskaber før mennesket opstod – hvorved mennesket, så at sige, ikke kan forstås løsrevet fra fællesskabet/gruppen[5]. Der har været 2 hovedkomponenter i menneskets evolution, den biologiske og den ”kulturelle”, hvorved forstås den sociale interaktion mellem individerne og dennes indflydelse på individerne. Disse to ”komponenter” kan ikke forstås isoleret fra hinanden, for de har gensidigt påvirket hinanden gennem hele udviklingen fra før-menneskelig tid til nutid[6]. Det har været en tæt interaktiv evolutionær proces. Et kerneaspekt i dette har været samarbejde mellem individer og social læring. En gren af den sociale læring har været normer og regler for den sociale omgang, regler for at færdes i fællesskabet. Det blev bl.a. til den moral, som er indlejret i den kollektive subjektive sandhed. En anden gren vedrørte egentlig viden fx om fremstilling af værktøj, våben, jagtmetoder, husdyrshold, agerbrug osv. Gennem den sociale kumulative læring (vidensoverlevering) kunne hver generation så at sige fortsætte, hvor ”de gamle” slap, uden at det var nødvendigt at ”begynde forfra” i hvert generationsled. Produktionen og akkumulationen af viden har udviklet sig eksponentielt. Menneskets formåen (fx til at fremstille ting) har udviklet sig tilsvarende eksplosivt. Det er væsentligt at mærke sig, at medens hjernen (evolutionært) har fået evnen til at lære, så er det via det sociale fællesskab, at langt hovedparten af viden er tilgængelig. Ved siden af det rent vidensmæssige er der psykologiske (og måske andre) forhold, som betinger, at mennesket lever og udfolder sig i sociale fællesskaber (og ikke isolerede). Disse er imidlertid langt mindre ”kortlagte” og forståede og der skal ikke forsøges etableret forklaringer her. Der er imidlertid et grænseområde mellem viden (om det konkrete) og det psykologiske, som er interessant: Moral, værdier og normer. Intet tyder på, at mennesket er biologisk (og dermed arveligt) udrustet med andet end ganske rudimentære elementer af konkret moral, opfattelse af værdier og forståelse af (sociale)normer. Derimod er vi tydeligvis udrustede med anlæg for optagelse og accept af sådanne. Dette er på sin vis ikke så mærkværdigt, for ret beset, så er disse blot en særlig kategori af viden, som vi af en eller anden grund har valgt, at give særlig etiketter. De overføres til næste generation gennem indlæring[7] – og har den særlige karakter i forhold til anden viden, at der er sanktioner forbundet med at overtræde eller ignorere de i disse integrerede ”færdselsregler”. Overtrædelse af gældende moral eller normer medfører sanktioner fra det omgivende sociale fællesskab – rækkende fra mildt mishag til udstødelse (eller død). Afvigelse fra gældende værdier medfører som minimum en afstandstagen. Og netop disse sanktionsmekanismer med deres normative grundlag i moral, værdier og normer varierer fra kultur(kreds) til kultur(kreds). Den ”kollektive subjektive sandhed” har så at sige fundet forskellige udtryk og indhold rundt om på jorden og gennem tiderne[8]. Der ligger ingen objektiv sandhed i disse – kun en relativ sandhed, som til gengæld er ”absolut” indenfor den givne kulturkreds. Og i netop dette ligger også de komplicerede aspekter, når kulturer mødes. Ingen af siderne kan objektivt påkalde sig ”sandhedspositionen” – og samtidig anser hver side sig dog at repræsentere netop ”sandheden” og er ude af stand til (følelsesmæssigt) at anse modpartens position som ”lige så god”. Kampe, krige, ufred og politisk tumult er i rigt mål gennem historien fulgt i kølvandet på sammenstød mellem kulturer – hvilket er en stærk indikation på den inkompatibilitet, som der råder mellem kulturer[9]. Kultur (de kollektive subjektive sandheder) er derfor både en samlende faktor (internt i en kulturkreds) og en ”spredende” faktor (mellem forskellige kulturkredse). Den grundlæggende fælles kultur (kollektive subjektive sandhed) i et samfund er derfor en forudsætning for den fredelige interne sameksistens i det pågældende samfund. Jo mere omfattende og homogen kulturen er, des større er sammenhængskraften[10]. Omvendt, hvis kulturen udtyndes og taber homogenitet vil sammenhængskraften erodere[11]. Med mennesket som et socialt væsen, samfundet som fundament og ramme for individernes liv og kulturen som den stabiliserende faktor i samfundet, er der et objektivt grundlag til at værne om kulturen.
Delkonklusion: Et værn om kulturen i et samfund bidrager[12] til at sikre samfundets interne stabilitet og dermed til at sikre fundamentet for og rammerne om borgernes liv.
1.5 National suverænitet
Værnet om kulturen er, som beskrevet, et værn om samfundets stabilitet og dermed rammerne om borgernes liv. Som også beskrevet er der en nær forbindelse mellem lovgivningen og kulturen (den kollektive subjektive sandhed) på den led, at lovgivningen får sin legitimitet gennem overensstemmelse med kulturen. Brydes denne legitimitetsforbindelse bliver lovgivningen opfattet som ”forkert” og tvangsmæssig. Dette betyder således også, at hvis lovgivningen baseres på anden end den lokale nationale kultur, så øges risikoen for at denne lovgivning mangler legitimitet. Det er derfor et del-element i sikringen af samfundets stabilitet, at der fastholdes en fuld national suverænitet over lovgivningen.
Delkonklusion: Bevarelsen af national suverænitet er et element i sikringen af samfundets stabilitet.
1.6 Moral.
Konservative 2.0’s tilgang til moral og etik er ikke teoretisk eller filosofisk, men konkret. Konservative 2.0 forstår det moralske, værdi- og normmæssige grundlag for samfundet principielt som det, der konkret er gældende i kulturen – altså det, som er resultatet af den kulturelle evolution. Om dette er ”objektivt” eller ”universelt” det rigtige, er ikke et spørgsmål dels fordi, der savnes objektiv legitimitet for at få (filosoffer) dikterer deres (”rigtige”) holdninger til resten og dels, at ingen endnu har påvist en universel sand moral mm. Som beskrevet i bogen ”Konservative 2.0” opereres derfor med moral og værdier i henhold til ”den kollektive subjektive sandhed” (kulturen), som ikke er noget krav på Sandheden med stort ”S”. Man kan diskutere om denne tilgang er ideologisk, altså om det er ideologisk at acceptere den konkrete tilstand? For at komme dette nærmere kan det først konstateres, at et ønske om at indføre en anden moral ville være klart ideologisk (da der kan ikke føres videnskabeligt bevis for dennes objektive korrekthed eller påvises en objektiv legitimitet i et sådant forehavende). At acceptere den konkrete tilstand kan også ses, som den residual-position, der er tilbage, efter at alternativerne (ideologisk betingede ændringer) er forkastede. I den konkrete og aktuelle kultur (kollektive subjektive sandhed) indgår elementer fra religion, historiske filosofiske bidrag og andet (fx fra interaktion med andre kulturer), i det omfang, som disse elementer har vundet indpas og accept. Situationen er dynamisk, kulturen evolutionær – og det vil den sandsynligvis også være fremover via debat og andet.
Delkonklusion: Konservative 2.0 er ikke moralsk normativ – men situationen er ikke uden endog stærke normative kræfter – disse hidrører blot fra kulturen (Nationen) – og tages generelt ad notam.
1.7 Ordentlighed mm
Når Konservative (2.0) maner til ordentlighed, ansvarlighed og anstændighed skal dette ikke ses som en isoleret normativ standard, men som en accept af den gældende moral-norm i samfundet. Det er altså ikke en ideologisk stillingtagen – med mindre man måtte mene, at det er en ideologisk holdning at overholde de fælles normer. Når emnet umiddelbart måtte føles som om det er et ”normativt særstandpunkt”, så er det sandsynligvis relateret til det forhold, at standpunktet ikke deles af ret mange politikere i den daglige politiske debat. Skal man argumentere for ordentlighed, ansvarlighed og anstændighed ud fra anden vinkel end samfundets norm, så kan man anlægge den almene betragtning, at hvis man ønsker at blive hørt og stolet på og ønsker at debatten trækkes fra det ideologisk manipulerende til det objektive og rationelle, så kan man ikke afvige fra selv at være ordentlig, ansvarlig og anstændig[13].
Delkonklusion: Ordentlighed, ansvarlighed og anstændighed er en social gældende norm i samfundet.
1.8 Alle borgere
Mens den kollektive subjektive sandhed (kulturen) er en uformel, dog konkret størrelse, så er en stats lovgivning en formel størrelse. Koblingen mellem de to er, at lovgivningen hviler på kulturen i den forstand, at dens legitimitet udspringer af denne. Hvis lovgivningen er i strid med det, som i befolkningen opfatter som rigtigt/moralsk, falder lovgivningens legitimitet og den vil blive opfattet som tvang/undertrykkelse.
En grundlæggende præmis for politisk aktivitet er demokratiet – dette er jo historisk indlejret i (Danmarks) ”kollektive subjektive sandhed” og den eksisterende grundlæggende lovgivning. Om dette er optimalt er en anden sag. Præmissen for demokratiet (det danske) er, at hvert (voksent) individ har én stemme, hvilket igen er en manifestation af, at alle har lige andel og ret i beslutninger om Nationens drift og forhold – og dermed egne livsvilkår. Dette leder til spørgsmålet om, hvis land (nation) det er? Det er forholdsvist let at komme til konklusionen, at ingen (individ eller gruppe) principielt har mere ejerskab end andre. En anden konklusion, altså at nogen i samfundet (individer eller grupper) har et særligt/større ejerskab, ville fordre en ideologisk præmis. Nationen må derfor tilhøre alle dens borgere i lige omfang. Nationens grundlæggende lovgivning[14] foreskriver også en lighed for loven, hvilket i kombination med ovenstående indikerer en lige ret i forhold til samfundet, ikke blot i snæver juridisk forstand, men i en bredere og mere almen forstand[15]. Vor nuværende grundlov (1953) indeholder så vidt vides ikke noget eksplicit påbud om, at lovgivning og regeringsførelse skal ske med alles tarv for øje, således som Jyske lov foreskrev (”Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet”). Mon ikke nutidens borgere i landet er af den tro, at en sådan ”moralsk pegefinger” også er indskrevet i vor nugældende Grundlov? Lighed for loven og med alles tarv for øje, ærlighed og retfærdighed, efter landets sædvane og ikke til nogens særlige fordel – det er i den danske kollektive subjektive sandheds ånd.
Delkonklusion: Konservatives (2.0) standpunkt er, at alle borgere i Nationen har en lige ret i forhold til Nationen, ikke blot i snæver juridisk forstand, men i en bredere og mere almen forstand. Det udgør en accept af den folkelige holdning, den danske kollektive subjektive sandhed og den historiske lovtradition.
1.9 Samfundet er ikke en økonomi
Når Konservative 2.0 hævder, at ”samfundet ikke er en økonomi, men har en økonomi”, så er det et irettesættende korrektiv til den ideologiske slagside, som manifesterer sig i den nutidige (danske) politiske debat. Problemstillingen svarer til at familien defineredes og behandledes, som om den var etableret af økonomiske årsager og at familiemedlemmernes liv og velbefindende var sekundært. I samfundet, forstået som en økonomi, er borgerne primært økonomiske aktører – arbejdskraft og forbrugere. Borgernes ve og vel er perifert. Denne økonomisk/materialistiske tilgang er i lige grad rundet af socialisme (Marxisme) som (økonomisk) liberalisme. Men den repræsenterer ikke borgernes opfattelse af sig selv – den er ikke kompatibel med den (traditionelle) kollektive subjektive sandhed – og næppe overhovedet med menneskets natur som socialt væsen. Når samfundet anses for en økonomi, så tvinges borgeren til rollen som arbejdskraft/forbruger og væk fra sociale og familiære relationer, væk fra traditionelle værdier og ud på markedet for at købe ny mening med tilværelsen for lavt beskattede penge. Ligeledes betyder opfattelsen af samfundet som en økonomi, at andre aspekter ignoreres/nedprioriteres. Det gælder fx sikkerhed og stabilitet, som jo ikke (kan) tillægges nogen økonomisk værdi, skønt disse aspekter har stor betydning. Eksempler kunne være forsyning (el, vand), infrastruktur (veje, jernbane, IT), forsvar, sikkerhed (politi) og sundhed (brandvæsen, ambulancer, vacciner)[16]. Når det har kunnet ”lykkes” at drive politik i så mange år på den økonomiske præmis, så skyldes det hovedsagelig en forførende fortælling – helt svarende til Marx’s iagttagelser om ideologi. Den kunne passende kaldes ”det nødvendiges politik”[17]. Naturligvis har borgerne i et vist omfang økonomiske ambitioner, men de er individuelle og retter sig ikke mod BNP, handelsbalance eller størrelsen på arbejdsstyrken. Dette betyder naturligvis ikke, at konservative (2.0) fornægter sammenhængene mellem den nationale økonomi og den enkeltes tarv. Men det betyder, at midlet ikke må defineres som mål. Økonomien (den nationale) er et af midlerne til opfyldelse af borgernes mål (ønsker) og samfundet er et sted hvor borgerne lever deres liv. Hvad den enkelte skal gøre af indsats (arbejdsmæssig eller anden) for at realisere sine ønsker til tilværelsen må ikke være et totalitaristisk diktat fra politisk hold.
Delkonklusion: Når Konservative 2.0 hævder, at ”samfundet ikke er en økonomi, men har en økonomi”, så er det for at ekskludere en ideologisk tilgang til politik.
1.10 Det nuancerede syn
Når konservative (2.0) påpeger, at konservatisme indebærer et nuanceret syn på virkeligheden så er det et udtryk for en nødvendighed, konsistent med forsigtigheden og ydmygheden, som omtalt ovenfor. Det nuancerede syn på omverdenen vil altid være det mest objektive og korrekte – og det mest saglige at basere beslutninger på. Det unuancerede syn, som ideologier ikke sjældent nærmest foreskriver, kan ”rumme” fx mono-kausaliteter, som reelt er (selv)bedrag. Naturligvis er det for ”frisk” en påstand, at konservative er nuancerede i synet på virkeligheden. Det er en forpligtelse til at stræbe efter det nuancerede, som den konservative påtager sig qua sin konservative (2.0) holdning. Konservative (2.0) har ingen principiel accept eller afvisning af fx kapitalisme, globalisering eller liberale holdninger, men insisterer på at se disse noget ideologisk omgærdede ide-komplekser i et skarpt, nuancerende og kritisk lys. Hverken disses positive sider eller deres uheldige aspekter skal overses.
Delkonklusion: Bestræbelsen på det nuancerede virkelighedssyn er funderet i konservatives (2.0) ønske om at finde saglige og holdbare løsninger uden at basere disse på summariske amputerede indsigter.
1.11 Menneskesyn
Det konservative (2.0) menneskesyn er ganske enkelt: Mennesket er som mennesket er. Det turde være en skarp og sand iagttagelse. Baggrunden for denne ”iagttagelse” er, at mennesket er et resultat af evolutionen, i princippet præcis som løven på savannen og hjorten i skoven. At den ene til tider æder den anden, kan ikke indpasses på en objektiv moralsk skala. Først når man betragter mennesket som medlem af et fællesskab, kan man tale om hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig adfærd (måske svarende til godt og ondt). Dommen over dette kan kun ske i henhold til de for det pågældende samfunds gældende moral, sædvaner og normsæt – den ”kollektive subjektive sandhed” (som forsøges afspejlet i fællesskabets lovgivning). Og netop denne kollektive subjektive sandhed er – over tid – et produkt af interaktionen mellem fællesskabet, individet og eksterne faktorer. Menneskets (almindelige) ”natur” er derfor ”indkalkuleret” i det enkelte i den specifikke kultur – eller omvendt om man vil[18]. Om mennesket er rationelt eller det modsatte er næppe noget, som kan ”besluttes” (som i en ideologi). Tilsyneladende har mennesket både rationaliteten og irrationaliteten i sig[19] og i nogle sammenhænge er det yderst vanskeligt at kategorisere adfærdsmønstre/handlinger som det ene eller det andet – det ville fordre, at man kendte alle aspekter og konsekvenser. Et eksempel: At mennesker til tider udviser ”fakta-resistens” og lader den vedtagne (fælles) fortælling farve opfattelsen af et givet fænomen, synes umiddelbart irrationelt. Og dog, hvis denne adfærd er fremmende for enigheden og freden i den sociale sfære er det måske ikke så irrationelt. Det er mere indviklet end som så. På godt og ondt så er mennesket, som det er nu, evolutionens pt. bedste bud på. . . mennesket. Kan mennesket selv anvise og effektuere noget bedre? Næppe. Menneskets ”natur” tages derfor til efterretning. Om mennesket er intellektuelt utilstrækkeligt[20] er også et ”non-issue”. Mennesket er, som mennesket er. Det er mennesket (og resten af planeten), som er udgangspunktet, ikke en hypotetisk verden med et mere ”ideelt” menneske. Det kunne måske være attraktivt, hvis mennesket var anderledes, men alene ønsket om dette er baseret på en formodning om en (fuldstændig) forståelse af samfundets væsen (”GTOS”, General Theory of Societies) – som ikke foreligger. Det er ret indlysende, at mennesket til tider opfører sig fx destruktivt. Isoleret set kunne man måske ønske sig denne ”tilbøjelighed” pillet ud af mennesket, men for det første kan ingen overskue om et sådant ”indgreb” ville have negative konsekvenser på andre fronter og for det andet er det nok noget vi ikke skal indlade os på, da vi reelt ikke aner hvad vi har med at gøre.
Delkonklusion: Det konservative (2.0) menneskesyn er konstaterende efter bedste objektive evne.
1.12 Frihed
Frihed er nok mere et implicit element i Konservatismen (2.0) end et selvstændigt (hoved) element. Da imidlertid netop forholdet mellem liberalisme og konservatisme er et varmt emne – også i ”Konservative 2.0” – skal der gives en kort redegørelse. At frihed for den enkelte er en etableret kulturel norm i vestlige lande, herunder Danmark, er en kendsgerning. I den forstand er alle vestlige lande liberale. Om man objektivt (videnskabeligt) kan argumentere for, at den individuelle frihed er en ”ret” er straks meget mere tvivlsomt. Med mindre man vil gribe til religiøse eller filosofiske fortællinger, hvilket jo hverken er objektivt eller videnskabeligt, så er ”determinatoren” i dette spørgsmål evolutionen – den biologiske og kulturelle. Det er nærliggende at antage, at mennesket opstod i en slags socialt hierarki, således som vi kan iagttage det hos vore nærmeste nulevende slægtninge[21]. Hierarkier har der således nok altid været – hvilket har indebåret en vis gradbøjning af ”individuel frihed”. Indbyrdes afhængigheder (i ”gruppen”) har der med al sandsynlighed også altid været[22] – og helt sikkert efter landbrugets indførelse. Sådanne afhængigheder mellem individer og grupper har været ”reguleret” af tillid, forpligtelse og sanktion. Også dette indebærer en gradbøjning af den individuelle frihed. Mennesket er således ikke født absolut frit, men ind i sammenhænge (fællesskaber/kulturer) som i varierende grad har pålagt det forpligtelser og restriktioner (som elementer i dets egen overlevelse). Man kan i et svagt øjeblik få den tanke, at vi i nutiden har sat os ud over evolutionen – men det ville være en definitorisk modsigelse af begrebet evolution. Men det er så afgjort korrekt, at mennesket selv har ”erobret” en væsentlig (næsten skræmmende) andel af ”naturens” (omgivelsernes) tidligere indflydelse. Dog er det klart, at mennesket stadig er et socialt ”dyr” og at livet i sociale fællesskaber fordrer afvigelser fra absolut frihed, altså en begrænset frihed. Meget tyder også på, at mennesket psykologisk trives meget dårligt uden ”rammebetingelser” i form af moral, normer og værdier (som ikke er selvvalgte) – igen en gradbøjning af friheden. Gennem evolutionen har fx vor vestlige kultur udviklet moral, normer og værdier (alle med begrænsninger i den individuelle frihed) og disse har overlevet trin for trin (reelt en ret kontinuerlig proces) da de var hensigtsmæssige. Derimod har historisk intet ”kulturløst” samfund overlevet. Det vil føre for langt her, at komme ind på hvorfor det individuelle menneske intuitivt (og barnligt, umodent) ønsker sig selv ubegrænset frihed, men det er klart, at dette ønske ikke er kompatibelt med samfundets, fællesskabets, (slægtens) tarv – og det er det sidste, som er forudsætningen for det første. Individuelle mennesker overlever ikke og danner ikke efter deres bortgang noget fundament eller nogen rammer for efterfølgende individer, slægter eller samfund. Individuel (absolut) frihed som mål kan derfor kun være en ideologisk størrelse – og et forehavende med objektivt set helt uoverskuelige konsekvenser.
Delkonklusion: Konservatives (2.0) tilgang til individuel frihed er (evolutions)historisk betinget og en erkendelse af, at det er fællesskabet som videreføres, ikke individet.
2 Konklusioner
Af de 12 ovenfor oplistede punkter er ikke et eneste ”kvalificeret” til at kunne betegnes som ideologisk. De baserer sig på objektive iagttagelser, tingenes konkrete og reelle tilstand samt de nyeste videnskabelige landvindinger. Ingen af dem baserer sig på filosofiske betragtninger eller religiøse fortællinger – skønt disses eksistens og indflydelse naturligvis accepteres (bl.a. som elementer i kulturen de facto).
Medens Marxisme, Socialisme, Liberalisme osv. har helt klare og påviselige elementer af ikke godtgjorte præmisser, ikke evidensbaserede holdninger/antagelser, og dermed kvalificerer sig til prædikatet ideologisk, så er dette ikke tilfældet for Konservatismen[23] (2.0).
Konservative 2.0 er ikke alene ikke-ideologisk, det er også anti-ideologisk[24].
Kåre Grønbæk, April 2018
kg@dayONE.dk
[1] Bemærk: Dette er en argumentation for Konservatisme 2.0 – ikke alle mulige andre mere eller mindre ideologiske versioner af konservatismen.
[2] Burke’s ”brud” med Oplysningstiden sker egentlig på 3 fronter: 1) En afvisning af, at videnskaben kan forklare samfundets komplexitet. 2) En fastholden i at traditionen og historien kan lære os meget. 3) En afvisning af, at ”fornuften” via abstrakt tænkning kunne producere absolutte sandheder.
[3] Dette var så vidt jeg husker også Michael Oakshott’s konklusion – muligvis blandet med moralske overvejelser om det tilladelige i intervention.
[4] Troende religiøse vil antagelig benægte dette og tilbyde metafysiske forklaringer, som dog ikke kan accepteres videnskabeligt – dog heller ikke nødvendigvis afvises.
[5] Dette står i skarp kontrast til liberalismen, som i sit ideologiske arvegods har en ”teori” om det individuelle menneske isoleret i ”naturtilstanden” (Hobbes, Rousseau, Locke) hvilket er klart videnskabeligt forkert.
[6] Et lidt komprimeret eksempel: ”Opfindelser” (brug af redskaber, forbedring af redskaber, brug af ild, landbrug, husdyrhold mm) har muliggjort et større energiindtag, som igen har været en forudsætning for den biologiske store (og kompetente) hjerne – hvilket igen har muliggjort nye opfindelser. Landbrug favoriserede laktoseresistens.
[7] Denne indlæring starter tidligt i hvert individs liv og synes at forankres særdeles solidt i individet.
[8] Hvis disse forskellige kulturer skulle være underlagt fx en universel moral, så har de i hvert fald ikke opdaget det endnu.
[9] Der er mennesker, som ikke anser, at der er en inkompatibilitet mellem kulturer. Det må anses for en ideologisk holdning, som endnu ikke har ført bevis for sin korrekthed.
[10] Dette korresponderer med styrken af opfattelsen af ”vi”, som også er påvirket af kontrasten til tilgrænsende kulturer eller ”migrerende” kulturer.
[11] Borgerne vil være fælles om mindre og uenige om mere.
[12] Samfundets konkrete indretning kan godt være ustabilitetsfremmende selv om kulturen er homogen. Dette kan fx være tilfældet hvis lovgivningen eller dens udøvelse ikke harmonerer med kulturen.
[13] Holdningen indebærer en ideel rationel overvejelse og konsekvens. Reelt må holdningen tages som en erklæret bestræbelse – hvor Machiavelli lurer om hvert hjørne.
[14] Jydske Lov (1241): ”Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet.”
[15] Dette er ikke en fornægtelse eller fordømmelse af hierarkier i samfundet – ej heller et argument for generel lighed.
[16] I et vist omfang har “økonomiforståelsen” også påvirket de offentlige funktioner bredt gennem en stigende opfattelse af disses om virksomheder med direktører, intern koncernforståelse mv.
[17] Svarende til Margaret Thatchers ”There is no alternative”.
[18] Bemærk her, at der ikke opereres med det ”rå” biologiske menneske, men mennesket som ”produkt” af den kultur, som det er opvokset i – altså med den kulturelle ”skoling” i moral, værdier og normer.
[19] Noget af dette er antagelig kulturelt betinget.
[20] Utilstrækkeligt til hvad? Til tider kan man få den tanke, at mennesket er alt for dygtigt/potent (til at påvirke omverdenen, sine egne vilkår og sig selv) i forhold til dets forståelse af konsekvenserne af egne handlinger. Evt. utilstrækkelighed kan kun komme på tale i forhold til en ”norm”, som i så fald ville være ”opfundet” (ideologisk).
[21] Hobbes’, Rousseau’s og Locke’s antagelser om det naturligt frie menneske er således en fejlagtig præmis.
[22] Som minimum mellem familiemedlemmer da nyfødte mennesker er så hjælpeløse så længe.
[23] Det medgives naturligvis, at der er og har været ”varianter” af holdninger, som betegnes som konservative, som i varierende omfang havde/har ideologiske elementer, således Russell Kirks (uden at han måske var bevidst om det) og det nuværende Konservative Folkeparti (som har en hel del ”(skabs-)liberalisme” indbygget).
[24] Afviser at handle på ideologisk grund, men naturligvis ikke at forholde sig til de facto ideologiske fænomener i fx kulturen.