I 1970 skrev Per Stig Møller en lille artikel i forbindelse med, at partiet var ved at formulere et revideret partiprogram. Til trods for at det var en meget ung mand (28 år) som skrev, så vidner artiklen om en betydelig forståelse for konservatismen og dens dilemmaer – dengang som nu. Og den vidnede om en betydelig del ungdommeligt mod, for blot det at nævne Adam Smith og Mao i samme sætning gav fri parkering på de liberales ”øretævernes holdeplads”. Og øretæver fik han. Men det var ikke Per Stig, som burde skamme sig – det var hans kritikere, som ikke forstod nuancerne i og formålet med artiklen. Hvad Per Stig gjorde, var at udtrykke en forståelse for, at liberalismen og individualismen har deres skyggesider – noget som stadig ikke er gået op for mange, skønt tegnene er blevet meget tydeligere, end de var for de ca. 45 år siden. Og hans påpegning af at kollektivismen har positive og afgørende sider, var en lige så korrekt iagttagelse – som i øvrigt læner sig op ad Michael Oakeshott’s kommunitarisme. Og hans holdning i de sager er jo klar, for som han ofte har påpeget gennem årene: ” Staten skal være så stærk at den kan rejse den svage, men for svag til at knække den stærke”.

 

I artiklen ”vover” Per Stig (og han skriver nok ”vover” fordi han er helt på det rene med automatreaktionerne) den påstand, at der er en uforløst konflikt mellem liberalisme og demokrati. Hans ærinde er magtkoncentrationer, i det politiske, mediemæssige, erhvervsmæssige og økonomiske. I dag er dette tydeligt – selv en blind mand kan konstatere det med sin stok. Liberalismen/kapitalismen har i ureguleret form en indbygget tendens til at lade de stærkeste blive endnu stærkere – og dermed dominerende. Dette er ikke så sært, for en af grundpillerne i liberalismen er netop ”at slippe de stærke fri” – en reelt Darwinistisk ”survival of the fittest” synsvinkel. Men konflikten er tydelig: De ”stærkeste” agerer og vokser netop i kraft af og på ryggen af ”alle de andre”. Og parolen ”frihed” bliver til frihed for de få stærkeste – og det modsatte for ”alle de andre”. Tendensen peger i retning af neo-feudalisme – og den er der jo ikke meget demokrati og frihed i. Så Per Stigs betragtninger var så absolut berettigede og på sin plads. Morsomt nok blev synspunktet her 45 år efter støttet fra uventet kant: Under titlen ”Saxo Banks cheføkonom: Karl Marx havde ret” skrev Saxo Banks liberale cheføkonom Steen Jakobsen den 13/12-2016 i Finans en artikel om den skævvridning, som kapitalismen/liberalismen er årsag til. Det gjorde jo ikke Steen Jakobsen til ”marxist” – lige så lidt som Per Stig var ”maoist” – men var blot endnu et eksempel på, at begavede mennesker kan se ”ud af boksen” og nuanceret.

 

Traditionen tro blev Per Stig skudt i skoene, at han sympatiserede med Mao-ismen og dens fortrædeligheder – men alt hvad han gjorde var, at gøre opmærksom på at Formand Mao havde gjort nogle fornuftige betragtninger – ikke alle, men nogen. Og sådan er det jo. Rigtige betragtninger kan komme fra alle kanter – de er ikke isolerede til de, som vi hver især på forhånd sympatiserer med. Den gode konservative lytter efter indholdet – ikke afsenderen. Dette princip har også været ledende for mig selv da jeg skrev ”Konservative 2.0”. Det er således heller ikke mærkeligt, at de tanker, som Per Stig udtrykte i 1970 i vid udstrækning genfindes i min bog – i en noget anden form, men i kernen det samme.

 

Beklageligvis må man konstatere, at de efterfølgende partiprogrammer ikke bærer præg af, at Partiet har forstået meget af det Per Stig skrev. I de mellemliggende godt 45 år har hele det danske politiske billede rykket sig ”til højre” – liberalismen er mere fremtrædende i alle partier. DKF er stille og roligt rykket med, ja, ”flydt med” – uden at konferere med sine rødder og forbindelsen til disse, er kun blevet sværere at få øje på.

 

Men ros til dit 47 år gamle forsøg, Per stig. Og nu er det så min tur til at prøve med bogen ”Konservative 2.0”.

 

Genlæs her artiklen fra 1970:

 

Da Adam Smith mødte Mao.

af Per Stig Møller.

 

Denne artikel om, hvordan den moderne konservatisme bør lade sig inspirere af Mao Zedong, er skrevet af udenrigsminister Per Stig Møller og stod oprindelig trykt i Berlingske Aftenavis 24.9. 1970. Forfatteren stod også senere ved de synspunkter, der her udtrykkes, for han lod i 1973 artiklen optrykke i essaysamlingen ”København-Paris t/r” (Stig Vendelkærs forlag). Senere er artiklen tilsyneladende gået i glemmebogen. Det synes jeg er synd, for den rummer efter min mening væsentlige og frugtbare synspunkter på, hvordan man kan forme en moderne konservatisme, der er befriet for den automatiske beton-liberalisme, den nuværende regering hænger fast i. Man må bare håbe, at Bent Jensen og Bertel Haarder ikke læser den.

 

De konservative er i gang med at udforme et partiprogram, der skal danne basis for 70’er-nes politik. Men meget i det tyder på, at det ikke kan leve ret langt ind i fremtiden. Dertil har man udelukket for mange af de moderne erfaringer og holdt sig for meget til den traditionelle konservatisme. Værst gør det sig gælden­de inden for afsnittet om kulturpolitik, hvor man fortsæt­ter den socialdemokratiske tradition fra 60’erne, hvorefter kulturpolitik er lig kunstpolitik. Et virkeligt forsøg på at skabe eller fremme kulturlivet i befolkningen findes ikke i programmet.

Konservatismens forudsætning synes stadig at være liberalisten Adam Smith med nogen tilsætning af statskonservatisme, som Christmas Møller og Aksel Møller formulerede den i 1930’erne. Konservatismen bør lære af de dårlige erfaringer med liberalismen og vende sig mod Mao og kollektivismen efter ny inspiration. Den ny generations verden er ikke begrænset til Hellas og Nazareth, men tværtimod åben mod Peking og Dakar.

Man kan vove den påstand, at liberalismen ikke er i overensstemmelse med demokratiet. Det er nemlig ikke demokrati, at nogle få har alle muligheder for at udbytte de mange. Det er ikke demokrati, at nogle magtkoncentrationer og personer afgør væsentlige dele af samfundslivet uden nogen sinde at have fået mandat dertil og uden nogen sinde at kunne underkastes kontrol. Vi tror, vi vælger en regering, men vi vælger kun en del af den faktiske regering. Tag finanspolitikken, hvor banker, importører og organisationsfolk i realiteten opstiller rammerne for en finanspolitik. Det er hvert andet år nogle få organisationsfolk, der mødes for at afgøre hele folkets økonomiske status. Det er banker, der er uden for samfundets kontrol, der afgør, om de vil begrænse pengemængden eller på trods af henstillinger øge den. Det er importører, der afgør valutakassens stilling og handelsforbindelsernes art. Det er handelsforbindelsernes art, der i stor udstrækning afgør udenrigspolitikken. Tyge Dahlgaard sagde det, og blev fyret. Men politikken er stadig den samme. Det viser Sydafrika, Rhodesia, Grækenland og Spanien.

Det er nogle få, der kan gøre de mange arbejdsløse. En arving kan overtage en fabrik og gøre 100 mand arbejdsløse ved uduelighed, eller han kan sælge den til amerikanere, tyskere, som han vil. I tilfælde af arbejdsløshed har arbejderne og funktionærerne ingen chancer for at modsætte sig og landet endnu mindre. Ved salg til udlandet begrænses den udenrigspolitiske frihed. Der er endda arvinger eller aktionærer, der ansætter nogle skrivemaskine-kulier til at udtrykke en bestemt samfundsopfattelse eller politik. Derigennem påvirker de befolkningen, som ikke aner, den påvirkes. Den får sine informationer gennem aviserne og ved ikke i hvor høj grad de er beskårede eller fordrejede. Alligevel tror læseren at tage stilling til det samme problem som hans kammerat, der holder et andet blad og får en anden udlægning af nyhederne.

Dette er nogle af liberalismens dårlige sider, og der er flere. Nu kommer så Mao og belærer os om hele tiden at tage vore hellige meninger op til kritik og revision, til hele tiden at bryde med de institutioner, som i det øjeblik de har overlevet sig selv kvæler os, til at tage mere hensyn til flertallet end til den enkelte, til at se kultur som udtryk for de økonomiske og politiske forhold, til at forhindre, at snyderi betaler sig, til at forhindre at nogen kan manipulere i det skjulte med os. Og her tager jeg ikke stilling til, om disse maximer virkelig overholdes i Kina, men kun til dem som politiske ideer.

Det er med disse ideer, Mao bør inspirere den moderne konservatisme, således at Adam Smith 200 år efter sin “Inquiry into the nature and causes of the wealth of Nations” bringes til overensstemmelse med Maos lille røde. Den moderne konservatisme vil få sin store betydning ved at bygge samfundet op på en balanceakt og en samordning af disse to politiske systemer. Balancen bør ikke være, således som det så ofte fremføres, mellem staten og individet, for staten kan være udtryk for nogle få eller for nogle, vi ikke kender, som det i høj grad er tilfældet i dag, men mellem flertallet og den enkelte. Flertallet bør ikke kunne kvæle eneren, men den liberalistiske ener bør ikke kunne gøre flertallet til slaver. Ved at forlange handelsregnskaberne åbnet vil befolkningen kunne se, om den bliver manipuleret udenrigspolitisk og finanspolitisk. Det er folket, der skal afgøre, om vi skal bindes til andre lande, og ikke de få, der kan tjene millioner på det og derefter slå sig ned i Schweiz. Bankernes nationalisering kan heller ikke være nogen utopisk tanke for den nykonservative, for han må ikke acceptere, at en så stærk pengemagt er ude af befolkningens kontrol.

 

I uddannelsen må der lægges vægt på de færdigheder, som det samfund, man bevidst søger at realisere, måtte kræve. Skolen har altid tjent samfundet og betænkningerne udtrykker mere eller mindre explicit og bevidst dette forhold. At sensibilitetskurser og gruppedynamik er kommet ind i uddannelsessektoren er det europæiske menneskes tribut til det orientalske og afrikanske. Her har hovedvægten været lagt på fællesskabs-udfoldelse fremfor individualudfoldelse, og dette er, ifølge Sedar Senghor, grunden til, at man ikke kender ret mange ældre afrikanske kunstnere af navn. De er gået op i fællesskabet og har ikke følt noget behov for en individuel frelse ved historiens domstol. Alene sociologernes erfaringer om det såkaldte “ensomme massemenneske” skulle underbygge nødvendigheden af optræning til kollektivitet. Og samtidig skal man nødvendigvis bevare menneskets evne til individuel udfoldelse, til selvstændig vurdering og stillingtagen. For til syvende og sidst er vi i et demokrati dårligt hjulpet, hvis ingen af sig selv kan tage stilling til informationer og valgsituationer, og hvis ingen uden et kollektiv kan tage ansvaret for en handling. Her skal balancen igen søges mellem kollektivismen og liberalismen. Der er f. eks. ingen løsning i Studenterrådets forslag om en 12-årig enhedsskole, for uanset hvor meget man – uden bevismateriale – hævder, at vi alle er født ens, har ikke alle samme hang til bogen og det disciplinerede skoleliv. Mange vil simpelt lien ud og prøve andet end skolen. Man burde nok hellere kombinere lærlingeuddannelsen med en videreførelse på højskoler, således at kræfterne prøves og den fri tilegnelse på ny finder sted, men på et andet og mere erfaringsbetonet grundlag end skolens. Og man kunne til den anden side afskaffe filosofikum og indføre højskolen, således at differentieringen ikke sætter sine befolkningsskel.

For at modvirke den private dagspresses manipulation med demokratiet kunne staten oprette et nyhedsformidlende statsorgan, så alle fik mulighed for at tage stilling på samme grundlag, og den private dagspresse havde så synspunkterne, den personlige kommentar og ikke direkte informativt stof som sit domæne. Det ville ikke give magt til autoriteter, som ikke er autoriteter.

Hvis den moderne konservatisme vil det virkelige demokrati, må den tænke i andre baner, når den færdiggør sit partiprogram, og den gør nok klogt i at lade Adam Smith møde Mao. Ved at hæge for meget om fortiden, kan et parti ikke gå ind i fremtiden. Ved at skele for meget til sine gamle støtter, kan det ikke finde nye. Den eneste politiske vej går over “enhed – kritik og selvkritik – enhed”, således som formand Mao forresten sagde det.